EmediateAd

Månedsarkiv: februar 2013

Kyllingelasagne med fire slags ost og LCHF-pastaplader

La-la-la-la-lasagne! Noget, der egentligt er ret skægt, er, at jeg nærmest synes, at jeg spiser mere lasagne nu, efter jeg er holdt op med spise korn og dermed almindelige lasagneplader, end jeg gjorde før. Men jeg har sådan set heller aldrig været meget vild med pasta, så det har jo nok noget at sige i den forbindelse :) Til gengæld er jeg ret vild med de pastaplader, man kan lave af flødeost, æg og loppefrøskaller, og som jeg også har lavet en lakselasagne med – til trods for at selve kombinationen jo ikke umiddelbart lyder vildt sindsoprivende. Men de har bare den ideelle bløde konsistens i mine øje, samtidig med at smagen er tilpas neutral til, at det er alt det andet, der giver retten smag. Så selvfølgelig måtte jeg prøve dem igen!

I søndags lavede jeg et kæmpe fad lasagne – jeg vil jo gerne have madpakker til ugen klar, så der skal forberedes så lidt som muligt om morgenen. Og hertil er lasagne genialt – i hvert fald så længe, man har adgang til mikrobølgeovn, hvilket jeg heldigvis har på begge de afdelinger, jeg arbejder på. Personligt er jeg nemlig overhovedet ikke til kolde rester – det skal varmes, ellers vil jeg faktisk næsten hellere undvære. Men det er jo heldigvis også muligt, så mine frokoster i denne uge har været et dampende stykke lækker cremet og smagfuld lasagne – så kan man altså godt lige klare resten af arbejdsdagen derefter ;)

Jeg har lavet lasagnen på baggrund af denne, som jeg lavede for over et år siden – dog med et par ændringer her og der. Jeg kunne huske, at jeg var ret begejstret for den dengang – og at der bl.a. blev smidt ord som “bedste lasagne nogensinde” efter den. Det er da et kvalitetsstempel, der vil noget. Og det var lige så rigtigt i denne ombæring som første gang. Klart en opskrift, jeg vil kommer til at vende tilbage til igen og igen! Og måske jeg en dag faktisk overtaler mig selv til at prøve de dér kålplader, som formentlig også vil gøre sig godt heri :D

I må desuden lige være søde at love mig, at I ikke fortvivler over den lidt lange opskrift og dropper den af dén grund. Det er overhovedet ikke så slemt, som det ser ud – og det er nemt, det lover jeg!

 


 

Kyllingelasagne med fire slags ost og LCHF-pastaplader

8 portioner

 

Pastaplader:

* 250 g flødeost

* 8 æg

* 30 g loppefrøskaller (fiberHUSK, mal evt. den almindelige HUSK fint, hvis du ikke har begge slags)

 

Sauce:

* 3 spsk olivenolie

* 2 spsk smør

* 1 stort løg

* 3 fed hvidløg

* 8-900 g hakket kylling (kan selvfølgelig erstattes af oksekød)

* 500 g champignon

* 1,5 spsk salt

* 1 stor dåse tomatpure (140 g)

* 2 brikker mosede tomater/tomatpassata (1 kg)

* 1 spsk sukrin+

* 1 spsk tørret oregano

* 1 spsk æblecidereddike (eller anden god eddike)

* 1 tsk peber

 

Oste-flødesauce:

* 250 g ricotta (1 bøtte)

* 50 g revet parmesan

* 2 dl piskefløde

* 1 spsk tørret basilikum

 

Desuden:

* 150 g revet ost til toppen

 

Start med at lave pastapladerne. Blend flødeost, æg og loppefrøskaller til en jævn masse og lad stå i 10 minutter, så loppefrøskallerne kan suge væske til sig og samle dejen.

Forvarm ovnen til 130º varmluft eller 150º alm. ovn. Smør dejen ud på to bageplader beklædt med bagepapir. Afhængigt af dejens tykkelse, kan du bruge et stykke bagepapir ovenpå til at fordele det – hvis den er mere tyndtflydende er det måske nok med en dejskraber.

Bag i ca. 15 minutter og lad køle af, mens du laver resten.

Hak løg og hvidløg fint. Smelt smørret sammen med olie i en stor gryde og svits løgene heri ved svag varme i ca. 10 minutter. De må gerne begynde at karamellisere en anelse til sidst – dog uden at blive mørke.

Hak imens champignonerne fint – brug evt. foodprocessor eller lign.

Når løgene er tilpas karamelliserede, tilsættes kyllingekødet og svitses indtil det stort set ikke er lyserødt længere. Tilsæt så champignonerne (som sjovt nok ligner fars i finthakket version) sammen med salt – salten hjælper med at trække væsken ud af de meget vandholdige svampe. Svits ved forholdsvis høj varme, indtil al væsken er fordampet.

Tilsæt tomatpureen, svits med et minuts tid og rør herefter de mosede tomater i sammen med sukrin, oregano, eddike og peber.

Læg låg på og lad saucen simre ved svag varme i 30-45 minutter. Husk at røre indimellem.

Forvarm ovnen til 180º varmluft.

Saml nu lasagnen:

Bland ricotta, revet parmesan, piskefløde og tørret basilikum.

Skær pastapladerne i passende størrelse.

Læg kødsauce nederst, efterfulgt af pasta og herefter ostesauce. Gentag 1-2 gange. Slut med kødsauce og ostesauce og drys med den revne ost.

Bag lasagnen i ca. 30 minutter, eller til den bobler i kanterne og toppen er fint gylden.

Lad den trække 10 minutter, inden den skæres for og serveres.

 


Hverdagsmåltider:
Hjemme hos Moar

Oprettet D. 27 februar, 2013 - af: Xenia - Kategori: Hverdagsmåltider, LCHF

Som I kan se, har jeg valgt at omdøbe indlæggene formerly known as “Mandagens måltider” til “Hverdagsmåltider”. I er ret kvikke, så I kan sikkert sagtens regne årsagen ud. At have det fastlagt på en mandag, gjorde bare, at jeg nogle gange ikke fik gjort det. Mandage er tit meget… ja, mandagsagtige, og så sker det altså, at jeg glemmer at tage billeder. Eller jeg spiser ting, der er enten kedelige eller ikke blogværdige. På denne her måde giver jeg mig selv lidt mere råderum og frihed, hvilket forhåbentligt medfører, at der rent faktisk kommer et indlæg om ugen :D

Som overskriften antyder, er jeg flyttet midlertidigt hjem til min mor. Min lejlighed får renoveret faldstammer, hvilket betyder, at de har lukket for vandet. Og ingen vand betyder naturligvis ingen funktionelle toilet- og badfaciliteter. Der er ganske vist opsat fælles vogne til det samme udenfor, men… I can’t even – I just can’t. Måske er jeg sart? Men det kan jeg nu godt leve med at være. Men det kommer jo også jer til gode, skal I tænke på! Ingen vand betyder også ingen særlig avanceret madlavning. Men hos min mor laver jeg mad oftere, så jeg får skrevet flere nye indlæg og opskrifter til jer :D Win-win, eller hvad? ;)

 


 

Mine sædvanlige røræg – her har jeg puttet lidt af den rest hamburgerryg fra da jeg lavede flødekartofler af knoldselleri i – det fungerer upåklageligt :D

 

I søndags lavede jeg et kæmpe fad kyllingelasagne med tre slags ost og LCHF-pastaplader. Så var der både til aftensmad den aften og madpakker/frokost resten af ugen :D
Opskriften kommer i morgen eller fredag.
Det ved siden af er bare rød- og spidskål.

 

Jeg nuppede et par eller fem håndfulde peanuts, mens jeg gik og lavede mad. Den slags er altså farligt at have stående!
(dog alt andet lige, mindre farligt end hvis det havde været chokolade!) ;)

 

Aftensmaden blev en god blomkålsmos, peberfrugter bagt i ovnen og vendt med feta og persille samt et par gode pølser, jeg fandt i Netto. Sidstnævnte blev jeg positivt overrasket over – højt kødindhold og kun 2 g kulhydrat – og så var smagen fortræffelig, selv for én, der ikke er den største fan af pølser normalt (læs: moi) :)

(Blomkålsmos inspireret af Monique Forslund: blomkål koges i fløde (ca. 1 dl pr. 200 g kål), til det er mørt, sammen med et par fed hvidløg og blendes så med rigeligt med salt)

 


 

Hvad var det bedste I spiste i går?

Aftensmaden var fantastisk, if I do say so myself :)

 


 

Flødekartofler på knoldselleri

Oprettet D. 26 februar, 2013 - af: Xenia - Kategori: Gæstemad, Hovedretter, LCHF, Tilbehør, Vegetarisk , , , , , , ,

Flødekartofler er jo faktisk sådan en ret, som langt de fleste kan lide – det siger min erfaring mig i hvert fald. Og umiddelbart lyder det da også, som en ret god ret, når man spiser mad med et højt indhold af fedt. Jeg mener: FLØDEkartofler. Ja, altså, det vil selvfølgelig sige liiige bortset fra de dér kartofler. Det må vi da kunne gøre noget ved… Og ja! Det kan vi sådan set også sagtens!

I Monique Forslund kogebog “LCHF för hela familjen”, som jeg også har skrevet om her og her, laver hun flødekartofler – eller i virkeligheden nok flødegratin – af kinaradise. Og det er jo helt genialt! Kinaradise er ret neutralt i smagen og har meget få kulhydrater. Så det ville jeg da lave. Men! De har altså desværre ikke lige kinaradiser i Føtex, hvorfor min udgave i denne gang måtte blive af den næstbedste løsning, nemlig knoldsellerien. Den har lidt flere kulhydrater og en lidt mere gennemtrængende smag – men der er nu absolut ikke noget galt med resultatet!

Monique bruger både fløde, creme fraiche og flødeost i sin udgave – og så koger hun radise/selleri inden. Det blev ganske fint – men det virkede en anelse omstændigt, så jeg har skrevet to opskrifter til jer nedenfor. Sådan som jeg gjorde det i weekenden og sådan som jeg vil gøre det næste gang – uanset om det så bliver med knoldselleri, kinaradise eller noget helt tredje :D

 


 

Flødekartofler på knoldselleri

6 portioner

 

Som jeg lavede det:

* 1 knoldselleri

* 1 løg

* 4 fed hvidløg

* 500 g creme fraiche 38%

* 200 g flødeost

* 2,5 dl piskefløde

* 1 spsk salt

* 150 g revet ost

 

Forvarm ovnen til 180º varmluft.

Skræl knoldsellerien og skær i tynde skiver på ca. 5 mm. 

Put sellerien i en gryde, dæk med vand og bring i kog. Koges i ca. 2 minutter og drænes herefter.

Blend løg, hvidløg, creme fraiche, flødeost og piskefløde sammen med salt til en jævn masse.

Læg sellerien i et stort ovnfast fad og hæld flødeblandingen over. Rør rundt i det, så det er godt fordelt og sæt i ovnen.

Bag i ca. 30 minutter og drys herefter den revne ost over.

Skru ovnen op til 200º og giv den yderligere 10 minutter, indtil osten er gylden.

Server.

 

Som jeg vil lave det næste gang:

* 1 knoldselleri

* 1 løg

* 4 fed hvidløg

* 250 g creme fraiche 38%

* 5 dl piskefløde

* 1 spsk salt

* 150 g revet ost

 

Forvarm ovnen til 180º varmluft.

Skræl knoldsellerien og skær i tynde skiver på ca. 5 mm. 

Fordel sellerien i et stort ovnfast fad.

Blend løg, hvidløg, creme fraiche og piskefløde sammen med salt til en jævn masse.

Hæld flødeblandingen over sellerien og rør rundt i det, så det er godt fordelt.

Bag i ca. 1 time og drys herefter den revne ost over.

Skru ovnen op til 200º og giv den yderligere 10 minutter, indtil osten er gylden.

Server.

 


 

Blomkålsris med grønne bønner, agurk, feta, basilikum, lime og pinjekerner

Jeg foretrækker oftest at planlægge mine måltider først og så derefter købe ind til det. Jeg synes nemlig ofte, at jeg kommer lidt i vildrede, hvis jeg pludseligt skal finde på noget at lave ud fra en enkelt eller flere specifikke råvarer. Men så sker der alligevel en sjælden gang dét, at en tvungen opfindsomhed ender i noget virkeligt, virkeligt godt! Fx et blomkålshoved som skal bruges, og som først medfører den største fantasiløshed længe – men så efter en gennemtravling af gemte opskrifter inspirerer en fantastisk lækker salat. For eksempel.

Og så kommer vi til dilemmaet. For ofte er det sværeste ved at være madblogger sgu næsten at finde på navne til retterne, man laver! Det er jeg i hvert fald helt og aldeles elendig til. Nå, det har I bemærket, siger I? Høhø. En opskrifts navn skal jo naturligvis fortælle, hvad retten faktisk indebærer og indeholder – men samtidig må den da gerne være bare lidt kreativ eller tiltalende. Oftest opfylder jeg det første krav, men det halter altså lidt med sidstnævnte. Men – maden smager jo fantastisk uanset titlen – og forhåbentligt kan opskriften og billederne tale for sig :D

Forresten – mens jeg lavede denne ret, “opfandt” jeg et nyt udtryk, nemlig feta-paradokset. Og nu skal I høre, hvad jeg mener med det: Som udgangspunkt vil man stort set altid gerne smuldre feta til de retter, man skal bruge det i – det vil jeg i hvert fald – men paradoksalt nok er en feta faktisk bedre, jo sværere den er at smuldre. Så er den mere blød, cremet og lækker, hvilket er fantastisk i mine øjne :D Ja, det er jo ikke et hjul eller en dyb tallerken eller noget, men jeg syntes nu stadig, det var ganske skægt ;)

Denne ret er inspireret fra denne blog og har virkeligt en rar sammensætning. Den er let og frisk, men samtidig fyldig nok til at være mættende og passende på en kold vinterdag (apropros: hvornår bliver det forår?!). Den tager ikke lang tid at lave og smager lige så fint kold. Og så smager den fantastisk med hvid fisk stegt med paprika og salt i rigeligt smør samt en god dressing af creme fraiche med hvidløg, salt og lidt sødemiddel!

 


 

Blomkålsris med grønne bønner, agurk, feta, basilikum, lime og pinjekerner

6 portioner

 

* 1 blomkål

* 1 lille løg

* olivenolie

* salt

* evt. en stor håndfuld friske grønne bønner (kan udelades)

* 1-2 dl pinjekerner

* 1 agurk

* 1 stor håndfuld frisk basilikum

* 1 lime

* 250 g feta/salatost

 

Hak løget fint. Riv blomkålen groft på en foodprocessor eller et rivejern. Skær enderne af de grønne bønner og skær dem i stykker på ca. 1 cm.

Opvarm olien i en stor gryde, fx en stegegryde og svits løget heri, til det er blødt og klart. Tilsæt så blomkål og bønner og svits et par minutter. Tilsæt salt. Læg herefter låg på og lad det dampe ved svag varme i ca. 10 minutter – rør med jævne mellemrum. Når blomkål og bønner er tilpas mørt, smages det til med salt og hældes over i et fad eller en stor skål, hvor det køler af, så længe som du har tålmodighed til (jo større overflade fadet/skålen har, jo hurtigere går det ;) ).

Rist imens pinjekernerne gyldne på en tør pande.

Fjern de kedelige kerner (uden for sæson) fra agurken og skær den i små tern. Hak basilikum fint. Smuldr eller hak fetaen i små stykker.

Vend det nu lune blomkål med limesaft og tilsæt de resterende ingredienser. 

Server.

 


Madplan uge 9, 2013

Oprettet D. 25 februar, 2013 - af: Xenia - Kategori: Madplaner

Mandag: Rester fra lørdag (hamburgerryg og flødekartofler på knoldselleri)

Tirsdag: Blomkålsmos med en pølse af en art og ovnbagte peberfrugter med feta og persille

Onsdag: junk

Torsdag: Fisk, blomkåls- og sellerimos samt baconristede rosenkål med balsamico og granatæble

Fredag: Rester: hamburgerryg, flødekartofler på knoldselleri og rosenkål

Lørdag: Rester: som tirsdag

Søndag: Krydret kylling med kål, karry og gulerødder

 


Side 1 af 512345
Follow on Bloglovin

Abonnér via mail

Husk!

Ingredienser

(4) (22) (2) (11) (2) (4) (25) (3) (16) (40) (2) (19) (10) (26) (30) (2) (25) (9) (16) (7) (3) (2) (3) (4) (7) (12) (13) (3) (5) (39) (3) (4) (5) (44) (59) (15) (4) (27) (6) (2) (12) (8) (2) (4) (6) (19) (3) (7) (6) (23) (19) (24) (9) (3) (5) (3) (2) (2) (2) (3) (10) (8) (4) (16) (20) (2) (65) (6) (18) (13) (14) (19) (9) (2) (10) (2) (81) (3) (5) (3) (122) (2) (3) (6) (12) (16) (8) (6) (24) (2) (8) (2) (20) (2) (7) (3) (7) (19) (5) (22) (43) (3) (4) (2) (10) (3) (7) (6) (2) (31) (24) (14) (3) (71) (3) (17) (12) (19) (6) (3) (30) (2) (4) (2) (19) (8) (69) (7) (17) (19) (3) (13) (2) (6) (39) (5) (2) (5) (3) (15) (4) (2) (12) (2) (5) (3) (42) (5) (2) (9) (3) (2) (9) (2) (13) (11) (4) (38) (6) (2) (12) (33) (28) (6) (6) (7) (25) (3) (20) (13) (8) (54) (2) (4) (2) (7) (7) (2) (2) (8) (2) (25) (3) (3) (13) (8) (9) (5) (5) (4) (8) (7) (2) (6) (6) (2) (7) (5) (21) (2) (6) (3) (3) (2) (22) (8) (11) (13) (5) (3) (125) (36) (17) (6) (3) (10) (19) (15) (35) (8) (2) (2) (6) (73) (3) (28) (8) (12) (3) (5) (4) (2) (2) (4) (11) (2) (47) (2) (15) (2) (5) (5) (3) (4) (2) (2) (45) (17) (7) (4) (3) (15) (15) (131) (2) (7) (2) (6) (26) (2) (3)
Yes. But no.

Samarbejde