3 gode til hverdag

Vi er nu gået ind i sidste måned af specialeskrivningen, og selv om vi egentligt er ok med (7-9-13) og nok skal nå det (det skal vi jo), er hverdagsmadlavningen ikke der, jeg bruger mest tid for tiden. Derfor tænkte jeg, at jeg i den ånd ville dele tre af de hverdagsmåltider, jeg laver alleroftest med jer – for vi har vel netop alle perioder, hvor det bare skal gå nemt og hurtigt med at få god og lækker mad på bordet. Og det allerhelst uden at skulle tænke alt for meget over det?

SE OGSÅ: Mit arkiv med opskrifter på hverdagsmad

Mine favoritter på dette områder veksler selvfølgelig – på samme måde som de gør det inden for andre kategorier. De tre jeg har udvalgt i denne omgang er dog følgende – udvalgt på kriterier som nemhed, velsmag, mæthed og simpelhed:

♥︎ Cremet kyllinge- og broccolifad: Måske nok en af de opskrifter fra bloggen, som jeg har lavet allerflest gange. Det er grønt, kylling og sundt fedt, netop som jeg egentligt trives bedst, når jeg lige husker det. Og så er det forbandet nemt. Og min aftensmad i aften.

♥︎ Krydret kylling med kål og karry: Endnu en kyllingeret, og selv om denne kræver lidt mere snittearbejde, er den kommet på listen, fordi man nemt kan lave en stor portion (faktisk er det dumt at lade være) og dermed have til rester i flere dage. Og så smager den godt – kylling, kål og karry er en af de sikre vindere i min bog!

♥︎ Pølsemix med bønnefritter og tomatmayo: Denne er en gammel favorit, som jeg for nyligt genopdagede. Folk, der kender mig, ved, at grønne bønner nok er min favoritgrøntsag, og når de smides i ovnen med lækre krydderier og pølser og spises med en lækker tomatmayo, bliver jeg faktisk næsten lykkelig – på det helt simple hverdagsagtige plan i hvert fald.

Hvad spiser du, når det skal være nemt og hurtigt – og ikke mindst godt?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!