3 gode salater til julemaden

Jaaa! I morgen er det juleaften, og jeg kan nærmest ikke helt styre min begejstring! Omend jeg omvendt nok også synes, at december er gået lige lovligt stærkt for min smag. Men sådan er det jo i virkeligheden hvert år, er det ikke rigtigt?

Jeg skal fejre jul hos noget familie, så det er ikke mig, der står for julemiddagen. Det har jeg det egentligt ganske fint med. Ikke at jeg ikke som sådan kan, men jeg synes faktisk, at det er sjovere at “blive lavet mad til” 😀 Jeg har endnu aldrig selv stået for julemenuen på selve dagen, men jeg har flere gange haft en salat med. Det er jeg ikke blevet bedt om i år, men hvis jeg var, var det uden tvivl en af de tre i indlægget her, jeg ville have taget med. Og måske i højere grad bare to af dem, da jeg er ret traditionel, hvad gælder julemad: Rødkål eller grønkål er oplagt, og de andre salatingredienser skal egentligt helst ikke være for “out there”. Så hvis det er den slags tilbehør, du er ude efter, er jeg ikke din ven i dag. Hvis du til gengæld er på udkig efter en salat, der passer helt perfekt til and/flæskesteg, kartofler og – ikke mindst – brun sovs – er du kommet til det helt rette sted!

Mine tre forslag til julemiddagssalater er:

♥︎ Den første er den, jeg uden tvivl har lavet allerflest gange, nemlig den med grønkål, nødder, æbler, tranebær og – evt. – fløde. Den passer særdeles godt til julemiddagen og deslige, synes jeg, fordi man jo som oftest i forvejen får varm rødkål, så det både smags- og farvemæssigt er godt med et grønt indspark. Det giver denne, samtidigt med at den bare er både lækker og nem. Fløden er valgfri, og det er faktisk længe siden, jeg selv har haft det i. Når man spiser den til med et måltid med sovs, er det ikke rigtigt nødvendigt. Til gengæld må man gerne tilsætte ekstra fyld, hvis man har lyst – alle ved jo, at fyldet alligevel er det bedste 😉 

♥︎ Salat nr. 2 er også en af de helt klassiske, denne gang på rødkål i stedet. Og naturligvis med appelsiner og mandler, for hvad er mere julet end lige de to ingredienser? Jeg snakker selvfølgelig om rødkålssalaten med appelsin, tranebær og mandler. Igen giver denne salat et perfekt sprødt indslag til det ellers lidt bløde julemad – afhængigt af om man formår at lave sprødt andeskind/sprøde svær selvfølgelig, haha. Rødkål er virkeligt en pæn ingrediens altså! 

♥︎ Sidste salat er lidt mere utraditionel, og nok egentligt for utraditionel for min lidt konservative (hvad gælder julemad) smag. Ikke desto mindre er den rigtigt, rigtigt god, og den passer supergodt til and. Denne gang er det denne vintersalat med grønkål, græskar og feta. Og andet godt også, forstås. Igen scorer den superhøjt på både pænhed og smag, så er du til det lidt mere utraditionelle, er den altså et perfekt bud.

Og det var det. Hvad serverer I til jeres julemiddag af det grønne – hvis noget? Som altid kan I både klikke på linksene i teksten eller i galleriet herunder for at komme til opskrifterne.

Og hey, glædelig jul for faen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *