3 gode til grillen

Og med “til grillen” mener jeg i virkeligheden tilbehør. Så når nu jeg tænker efter, er billedet først her måske lidt misvisende – men omvendt er der heller ikke noget der siger “grill” lige så godt som en bunke perfekte kul, vel! Jeg har det dog sådan med at grille, at det sjældent er selve det, der skal på grillen, som er det, der er svært at finde ud af. De fleste kan snildt finde nogle gode bøffer, nogle pølser, nogle ribs eller hvad man nu er til, helt uden hjælp. Der hvor vi til gengæld kan varierer grillaftenerne er via tilbehøret, og det er netop fænomenalt grilltilbehør, jeg i dag vil give tre gode forslag til! 

Det ser ud til, at det bliver en dejlig lun solskinsdag, så mon ikke I er en del, der finder grillen frem i aften? Selv har jeg udsigt til endnu en 9-timers dag inden for ITU’s vægge. Ærgerligt når vejret er så godt, men når man får løn for det, er det jo nok i sidste ende helt ok 😉

Disse opskrifter er alle tre nemme og lækre og sunde, og så indeholder de alle nogle af mine yndlingsgrøntsager. Nok ikke et tilfælde, at de samtidigt er nogle af mine favoritsalater, når det kommer til stykket 😉 De tre, jeg gerne vil dele med jer, er:

♥︎ Blomkålssalat med radiser og ærter. Den bedste og lækreste “erstatning” for kartoffelsalat, jeg kender (eller smid nogle kartofler deri, hvis du foretrækker). Passer godt til alt (både fra grill og indendørs køkken), men jeg har især spist den mange gange med ostepølser til. Anbefales på det varmeste!

♥︎ Bønnesalat med vandmelon og feta er en salat af den slags, som har alt det gode på én gang: sødt og salt, sprødt og blødt, cremet og friskt, og jeg kunne fortsætte. En af de lækreste og mest forfriskende salater. Især god til grillet kylling – men kan nok gå til det meste.

♥︎ Og sidst, men ikke mindst, spidskålssalat med radiser og mormordressing – nok måske den ultimative sommer-(eller forårs-)salat. Lettere mht. fyld end de andre, jeg har delt her, så passer fortræffeligt til noget lidt tungere kød som en god bøf, evt. med andet tilbehør også. Mormordressingen er i særdeleshed, det der fuldender salaten, så jeg synes, I skal prøve salaten bare for den!

SE OGSÅ: Sommeropskrifter

Hvad er jeres yndlingstilbehør, når I griller?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!