Æggewrap med flødeost, laks og avocado

I forlængelse af snakken om nem hverdagsmad den anden dag, kommer her en ny favorit for mig på de dage, hvor man enten ikke har fået planlagt noget eller absolut ikke gider lave mad. Jeg lavede det første gang i den forgangne uge i et sjældent tilfælde af disciplin og modstandskraft over for en ellers ret så overvældende trang til fastfood af den umådeligt underlødige slags. En trang som absolut ikke blev nemmere at modstå, da det viste sig, at det broccoli, jeg ellers havde planlagt min madplan ud efter, var blevet dårligt. Gah, what to do?! Heldigvis huskede jeg, at RikkePrikke for nyligt havde delt et billede af en æggewrap på instagram, som jeg havde bidt mærke i – og som ved et lykketræf havde jeg alle de fornødne ingredienser til sådan en bandit. Og 1-2-3, så var min aftensmad på bordet – og junkfooden afværget – for en stund. Jeg kan i hvert fald godt afsløre, at mit tømmermændsramte jeg også har en vis craving i dag, og måske jeg i dag vælger at give efter for min lidt uheldige forkærlighed for pomfritter, hvem ved! 😉

En æggewrap er jo i realiteten bare et fancy navn for en tynd omelet, som man putter noget fyld i. Men uanset hvad vi kalder det, fungerer det altså bare supergodt! Og så er det ret nemt og indeholder faktisk kun æg, som jeg formoder, at de fleste altid har på lager. Fyldet kan naturligvis varieres i én uendelighed – jeg havde flødeost, laks og avocado, da jeg lavede den, og så er jeg desuden evigt glad for den kombination. Men stort set alt andet vil jo også kunne gå, alt afhængigt af hvad du har på lager, har lyst til og kan lide. Jeg kan desuden også sagtens forestille mig at bruge æggewrappen til noget mexicansk mad en dag, i stedet for den klassiske tortilla. Og som en ekstra bonus er sådan en wrap også en ret fantastisk madpakke faktisk – man kan evt. gøre det nemt for sig selv ved bare hurtigt at stege wrap’en aftenen før og så kan man hurtigt fylde den dagen efter. Nemt!

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Æggewrap med flødeost, laks og avocado

Ingen bedømmelser endnu

Antal: person

Ingredienser

Æggewrap:

  • 2 æg
  • salt og peber
  • smør til stegning

Fyld:

  • 2 spsk flødeost naturel eller med hvidløg og urter (rør evt. lidt wasabipasta ud i osten, hvis du bruger naturel)
  • 1/2 stykke laks gerne varmrøget
  • 1/2 avocado

Sådan gør du

  1. Pisk æggene sammen med salt og peber og steg i smør på begge sider til en tynd omelet.
  2. Fordel flødeost, laks i små stykker og avocado i skiver på wrap'en og rul sammen.
  3. Server gerne med nogle agurkestænger eller andet grønt til.

Kategorier: Fast food, Frokost, Hovedretter med fisk og skaldyr, Hverdagsmad, LCHF opskrifter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!