Baconærter, ovnbagt spidskål og stavblender-bearnaise (+hakkebøffer)

baconaerter-2

Ofte når jeg får en ny livret – eller genopdager en gammel – har jeg en tendens til at gå lidt i selvsving og spise den ene ting lidt for ofte i tiden derefter. Det skete for nyligt, da jeg første gang prøvede baconærterne her. De er inspireret fra denne facebookside, som jeg flere gange har set lave ærterne – de (åbenbart) såkaldte “franske ærter”. Jeg har længe tænkt, at det da sikkert var et ganske fint tilbehør, men da jeg så endeligt prøvede dem, var jeg solgt til stanglakrids! Jeg ved egentligt ikke, hvorfor jeg er så overrasket. Jeg har altid været glad for ærter, selv om det er begrænset hvor ofte jeg har spist dem de senere par år. Ærter er jo en bælgfrugt og som sådan ikke LCHF. Jeg elsker dem dog, og spiser dem alligevel gerne ind imellem (nogle gange oftere end andre, ahem…). Men alt er jo selvfølgeligt bedre med bacon, er det ikke det, man siger?!

Jeg har som nævnt testet dem godt og grundigt, så det er altså ikke bare resten af måltidet, der gjorde, at jeg var så vild med ærterne – selv om det da bestemt har haft hjulpet. Spidskålen er ligeledes lavet med hjælp fra ovenstående facebookside, og var også superlækkert. Jeg har tidligere lavet smørstegt spidskål på en pande – og konceptet her er selvfølgelig lidt det samme, men bare meget nemmere, hvilket klart betyder noget. Det samme går nemlig igen i bearnaisen. Jeg har tidligere lavet både en klassisk bearnaise og blomkålsbearnaise – her får I så den übernemme stavblenderbearnaise, som er latterligt nem og hurtig at lave. En ny vinder – og endnu en grund til at lave (og spise) bearnaise lidt oftere!

Hakkebøffen er bare en ganske almindelig hakkebøf såmænd 😉

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Baconærter

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Ingredienser

  • 1/2 pakke bacon i skiver
  • 1/2 pose frosne grønne ærter
  • smør
  • salt

Sådan gør du

  1. Skær bacon i mindre stykker og svits på en varm pande, til det begynder at blive sprødt.
  2. Tilsæt en god klat smør, lad det smelte, og hæld så ærterne ved.
  3. Drys med lidt salt, og sauter indtil ærterne er tilpas tøede.

Noter

Passer til det meste - selv til røræg om morgenen!

En rest kan snildt gemmes og hurtigt svitses igennem på panden igen - så er de som nylavede.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Ovnbagt spidskål

Ingen bedømmelser endnu

Antal: kvarte
2-4 personer

Ingredienser

  • 1 spidskål
  • et par klatter smør
  • salt

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 200º varmluft.
  2. Skær spidskålet i kvarte og læg på en bageplade med bagepapir.
  3. Fordel et par klatter smør over kålen og drys med salt.
  4. Bag i ca. 15 minutter, eller til gyldne og møre.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Stavblender-bearnaise

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Ingredienser

  • 2 æggeblommer
  • 1 spsk bearnaiseessens
  • 1 spsk frysetørret estragon
  • 125 g smør
  • salt

Sådan gør du

  1. Læg estragon i blød i bearnaiseessensen.
  2. Smelt imens smørret ved svag til medium varme i en kasserolle. Lad køle let af.
  3. Hæld æggeblommer og bearnaiseessens (hold estragon tilbage) i et stavblenderglas. Sæt stavblenderen i og blend det sammen.
  4. Lad blenderen køre og tilsæt først et par dråber smør ad gangen. Fortsæt med lidt mere, indtil du kan se, at konsistensen begynder at ligne bearnaise. Nu kan nu tilsætte i en lind stråle, indtil alt smørret er brugt.
  5. Smag til med salt og tilpas evt. konsistensen med lidt vand, hvis den er for tyk.

Noter

Hvis sovsen skiller, kan du "starte forfra" med en ny æggeblomme i et andet blenderglas. Tilsæt lidt ad den skilte sovs ad gangen, indtil du har det ønskede resultat.

baconaerter-1

Kategorier: Favoritter, Gæstemad, Hovedretter med kød, LCHF opskrifter, Mælkefri, Tilbehør

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!