Bagt marineret tofu

Tofu er ærligt talt ikke noget, jeg har gjort særligt meget i før. Hvilket er svagt ironisk, da jeg jo faktisk var vegetar i et par år 😀 Egentlig har jeg kun prøvet at lave det én gang før – nemlig i denne ret, og i betragtning af hvor begejstret jeg var for den ret, er det overraskende at jeg ikke har gjort mere ud af det siden. Men i fredags fandt jeg en pakke bagerst i skabet på øverste hylde, som faktisk var svagt udløbet (shhyy), men det smagte nu fint.

Opskriften havde jeg gemt for et godt stykke tid siden, da jeg så den her, og den var helt sikkert det værd. Det smagte faktisk helt fantastisk, så jeg vil helt sikkert anbefale at I prøver det. Faktisk tror jeg at det er en ret god begynder-tofu-ret, da konsistensen er mindre udtalt end ellers, og det har masser af smag. Så prøv det! Og server det evt. med stegte ris, som jeg gjorde (opskrift kommer en af de næste par dage). Jeg kunne dog også forestille mig, at de ville være fænomenale i en salat eller lignende.

Jeg spiste næsten hele portionen selv, da jeg syntes det smagte så godt, men umiddelbart vil jeg tro at portionen rækker til to portioner – selvfølgelig afhængigt af hvad man serverer det til/med.

Udskriv
Bagt marineret tofu

Opskrift efter The Healthy Foodie

Antal: 2 personer
Ingredienser
  • 1 pakke fast tofu
  • 3 spsk soja
  • 2 spsk honning
  • 1 spsk risvineddike
  • 1/2 tsk sesamolie
  • 1 spsk frisk ingefær revet - eller 1 tsk stødt ingefær
  • 1 fed hvidløg presset
  • 1/4 tsk chilisauce fx sriracha
  • sesamfrø til servering + evt. forårsløg
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 180º varmluft.
  2. Hæld vandet fra tofublokken. Skær den i skiver på ca. 1 cm i tykkelse og læg den i pres med køkkenrulle i ca. 10 minutter for at få mere væde fra.
  3. Bland alle ingredienserne til marinaden. Skær tofuen i tern på 1x1 cm og vend forsigtigt ternene i marinaden. Lad trække i ca. 10 minutter.
  4. Fordel ternene på en bageplade beklædt med bagepapir. Hæld bare den overskydende marinade med også.
  5. Bag ternene i 20 minutter, vend forsigtigt rundt og giv dem yderligere 20 minutter eller til de er gyldne og får en let sprød kant.

2 comments

  1. Lyder rigtigt lækkert.
    Personligt kan jeg godt finde på at bestille mad med tofu frem for kød indimllem, men har ikke selv lavet noget med det.

    1. Tak 🙂 Jeg tror faktisk aldrig jeg har fået tofu ude – får du det så på sådan asiatiske restauranter eller hvad?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *