Bagt tomatsuppe

Vi kan vist efterhånden godt blive enige om, at det nu officielt er efterår desværre. Og efterår betyder suppe! I hvert fald for mig. Så i går lavede jeg mig sæsonens første portion. Nu lyder det ganske vist som om, jeg har været god og først lavet suppe nu pga. sæsonen, men i virkeligheden er det snarere fordi, min stavblender har været i stykker, indtil jeg endelig tog mig sammen til at købe en ny i går. Jeg har faktisk haft lyst til suppe i et par uger snart 🙂 Men ærligt talt, er jeg simpelthen for doven til at lave suppe uden en snedig lille stavblender 😉

Under alle omstændigheder har jeg i hvert fald besluttet at jeg fremover vil udgive suppeopskrifter om søndagen, da det nok ikke er helt usandsynligt, at jeg får lavet mindst et par nye i år ud over dem, jeg allerede har på bloggen. Og som vi jo alle ved er jeg sprognørd og stor fan af allitterationer, så jeg vil ikke lade en chance for en sådan én gå forbi mig 😀

Én suppe bringer gerne flere for mig, når først jeg kommer ind i rytmen, så hvis du har nogle gode forslag til nogle, jeg kan prøve, må du endelig lade mig det vide i kommentarfeltet – jeg er vidt åben for ideer 🙂

Denne suppe er lavet efter/inspireret af Foodfanatics opskrift. Jeg har længe været fascineret af metoden med at bage friske tomater først og derefter lave suppe af dem, så jeg besluttede, at det var på tide, jeg fik prøvet det af. Og resultatet var helt sikkert den lidt længere tilberedningstid værd! Ærligt talt har jeg aldrig været supervild med tomatsaucer og deslige, men så længe de er godt smagt til og ikke bare smager af syrlig tomat, kan jeg nu sagtens se charmen i det. Det kræver dog som sagt bare en smule tilsmagning i min optik – men det gør det fleste mad vel, når det kommer til stykket 😉

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Bagt tomatsuppe

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Ingredienser

  • 1,8 kg tomater
  • olivenolie
  • salt og peber
  • sukker
  • 1-2 spsk olivenolie
  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 2-3 mellemstore gulerødder
  • 1 liter bouillon
  • salt og peber
  • sukker
  • 2 spsk balsamico
  • 2,5 dl madlavningsfløde
  • 4 tsk pesto
  • 6 tsk olivenolie
  • evt. brød + ost til ostetoast

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 180º varmluft. Skær tomaterne i både (eller halve, hvis du bruger små tomater) og læg dem på bageplader beklædt med bagepapir. Vend med olie, og krydr med salt, peber og sukker. Læg dem alle med skindsiden nedad. Bag i ca. 1 time.
  2. Hak løg, hvidløg og gulerødder. Opvarm olie i en stor gryde og svits grøntsagerne heri i ca. 5 minutter. Hæld herefter de bagte tomater ved - sørg for at få alle de gode safter fra bradepanderne med. Hæld vand og bouillon ved, bring i kog, og lad simre i ca. 30 minutter, til gulerødderne er møre.
  3. Blend hele suppedasen (høhø) - gerne med en stavblender. Her kan du evt. vælge at si suppen, hvis du ønsker. Den bliver mere lækker og luksuriøs af det, men det er ikke nødvendigt. Rør madlavningsfløde og balsamico i og smag til med salt, peber og sukker.
  4. Rør pesto og olivenolie sammen og dryp over den varme suppe. Server evt. med grove ostetoast eller andet godt brød.

Kategorier: Efterår, Suppe, Vegetarisk, Vinter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!