Sprøde og søde belgiske vafler

belgiske-vafler-1

Egentligt har denne opskrift været længe undervejs. Rent praktisk har jeg først udviklet opskriften i dag, men mit nyindkøbte vaffeljern (reklamelink) bestilte jeg allerede for flere uger siden, da jeg endeligt overgav mig til vaffelhypen i blogland, men siden har det bare været taget gidsel af en pakkeshop og en påskeferie og en travl Xenia. Men i dag fik jeg endeligt hentet og slæbt det hjem, og så skulle der dælme laves vafler, skulle der!

Min første vaffelopskrift skulle uden tvivl bare være en helt klassisk en af slagsen. Jeg har jo boet i Bruxelles i et halvt år efter gymnasiet, og (måske ikke så overraskende) er der vaffelboder på hvert gadehjørne dernede – i hvert fald i hovedstaden! En god belgisk vaffel er sød, blød i midten, sprød i kanten og lidt sej. Selv om man nemt kan lave vafler, der bare er bløde og søde, var jeg forhippet på også at opfylde den sprøde og seje del, og det tog derfor et par forsøg, før denne opskrift sad i skabet. Men det gør den altså virkeligt også nu! Jeg endte med at tage arrowrootpulveret i brug, som også var det, der reddede fastelavnsbollerne, og det gør vaflerne rundt regnet en milliard gange bedre. Fortvivl ikke, når de er bløde, når de lige kommer ud af vaffeljernet – efter et par få sekunder, bliver de sprøde, og de holder altså faktisk sprødheden, også selv om de køler lidt ned. Jeg er mega kæmpe fan!

Jeg serverede mine vafler med en blanding af græsk yoghurt og creme fraiche 38% (fordi det lige var de surmælksprodukter, jeg havde) rørt med vaniljepulver og vaniljestevia, blåbær, granatæblekerner og fibersirup gold (reklamelink). Det var pænt, og det var lækkert! Men det står dig frit for at servere med lige det, du har allermest lyst til. Det vigtigste er blot, at du ikke spiser hele portionen selv, uanset hvor godt de så måtte smage dig! Jeg har spist to (og et par hapser af testportionerne), og jeg er godt og grundigt mæt!

belgiske-vafler-2

Og apropos bagning, så synes jeg i øvrigt, at du skal sætte et kryds i din kalender på næste lørdag, dvs. lørdag den 9. april, hvis du bor i København eller ellers er forbi hovedstaden alligevel. Der gæster jeg nemlig Magasin du Nords køkken på 3. sal, hvor jeg laver smagsprøver fra “Sødt, sundere, syndigt” fra 13 til 15. Jeg fik aldrig holdt en reception, så hvis du har lyst til at komme og hilse på mig og smage min kagning (= bagning + kage), håber jeg, at du vil komme et smut forbi! 

Opskriften nedenfor indeholder reklamelinks.

Udskriv
Belgiske vafler
Antal: 6 vafler
Ingredienser
  • 125 g mandelmel ikke fedtreduceret
  • 75 g arrowrootpulver
  • 2 spsk sukrin gold
  • 4 dråber flydende stevia med vaniljesmag kan udelades
  • 2 tsk bagepulver
  • et nip salt
  • 1 stort æg eller 2 mindre
  • 1,5 dl fløde eller anden mælk (fx kokosmælk for en laktosefri variant)
  • 50-100 g smør eller kokosolie
  • 1 tsk æblecidereddike eller citronsaft giver smag af kærnemælk
  • evt. fedtstof til vaffeljernet hvis det ikke er slip-let
Sådan gør du
  1. Opvarm vaffeljernet, mens du blander dejen.
  2. Pisk alle ingredienser godt sammen til en jævn dej.
  3. Bag så i vaffeljernet, til de er gennembagte, gyldne og let sprøde.
  4. Server med ønsket topping.

belgiske-vafler-3

14 comments

  1. Uhm det ser lækkert ud …

    1. De er så gode! 🙂

  2. Kan man udskifte arrowrootpulver med noget andet?

    1. Hej Maria. Se svaret til Linda her i kommentartråden 🙂

  3. Kære Xenia
    Er der et alternativ til arrowrootpulver for det er det eneste jeg ikke har og jeg er SÅ klar til at starte nu 😃

    1. Hm, det kommer an på, hvordan du spiser. Er du overvejende LCHF, er det svært. Arrowroot er jo i forvejen en stivelse, men en som jeg personligt gerne bruger, fordi fordelene i bagning er det værd, synes jeg. Men det betyder jo, at det bedst erstattes af anden stivelse – de mest brugte erstatninger på nettet er fx majsstivelse, “tapioca mel” eller, ja, helt almindeligt hvedemel. Alternativt kan du prøve at erstatte med anden “meltype”, pofiber fx, men du vil ikke få det samme sprøde og seje resultat desværre. Held og lykke med det 🙂

      1. Tak for svaret Xenia. Jeg har noget guargummi liggende ? Men har også en masse pofiber, hmm jeg forsøger mig frem 😉👍

        1. Skriv endeligt en kommentar om, hvordan ekperimenterne ender 🙂

  4. WOW!!!! Lavede dem igår og de er bare Mega Lækre og sprøde!! Manden herhjemme var også helt vild med dem.. Det varer ikke længe før de skal laves igen 🙂

    1. Herligt at I kunne lide dem! 😀

  5. Hej Xenia.
    Hvordan vil doseringen være, hvis je bruger alm. Sukrin fremfor sukrin gold?
    Hvor meget svarer 2 spsk sukrin gold til i sukrin? 🙂

    1. Det er helt samme dosering 🙂

  6. […] brugte min egen opskrift på sprøde belgiske vafler fra tidligere i år, som stadig er den bedste opskrift på belgiske vafler, jeg kender, og så krydrede jeg med […]

  7. […] jeg handlede. Jeg havde rødbeder, fra da jeg lavede laksetærte. Jeg havde granatæblekerner fra vaflerne. Jeg havde feta fra de smørstegte bønner. Og jeg havde saltmandler. Eller dvs. jeg havde […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *