Blomkålsbulgur med jordbær, edamamebønner og feta

blomkaal-edamame-jordbaer-feta-1

Tirsdag aften kom jeg hjem efter at have spenderet en uge i de varme lande sammen med en af mine bedste kollegabuddies. De af jer, der følger mig på Instagram, har måtte finde sig i mit feriespam den sidste uges tid, så I er nok helt ajour med mine udfoldelser på Tenerife, ha! Typisk nok faldt vores ferie så lige sammen med den periode, hvor vejret var allervarmest i Danmark, så den del gik jeg glip af. Umiddelbart ser det jo ikke ligefrem ud til, at vejret den næste periode er særligt positivt. I hvert fald ikke ud fra min sommervejrsskala! Heldigvis har jeg nu fået bare en lille dosis sol, sommer og vandleg, så kan jeg vel klare mig lidt. Og ja, jeg har 100% bare ben i dag, jeg har ikke brugt tid på at gøre dem pæne og brune for bare at pakke dem væk igen, haha! 😀 (og ja, jeg har klart lyst til at tage af sted igen med det samme – er der nogen der kender til noget virkeligt billigt men relativt godt?!)

Nåmmen det der er med det der ferie, for mit vedkommende i hvert fald, er, at jeg bestemt ikke spiser særligt sundt, når jeg er af sted. Bevares, jeg har da smagt både tapas (godt), paella (virkeligt godt) og sangria (irks, men jeg kan jo heller ikke lide rødvin), og en masse andet, og hvis der er noget, jeg har glemt, gider jeg egentligt ikke høre det 😉 Men der ryger nu også en del snacks, cocktails, brød og andet ned. Så i går prøvede jeg at slå to fluer med ét smæk ved dels at tanke lidt op på grøntsagsfronten og dels at holde lidt fast i sommerfølelsen, selv om vejret herhjemme ikke helt følger med. Hvis nogen ved, hvor jeg kan klage over det her “velkommen hjem”-vejr, hører jeg gerne fra jer! 😀

Blomkålen her bages til en bulgurlignende struktur, som udgør en virkeligt fin bund for jordbær, feta og edamame – og så spicer vi det med op med nogle friske urter og citronsaft. Jeg ææælsker citron, især om sommeren! Jeg spiste salaten med kylling (selvfølgelig, fristes man næsten til at sige) stegt med hvidløgssmør samt en ekstra klat on the side, fordi hvidløgssmør er the bomb dot com. Virkeligt lækkert måltid! Og jeg glæder mig til resterne til frokost om ikke så længe. Sommer i en salat, jeg er fan!

blomkaal-edamame-jordbaer-feta-2

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Blomkålsbulgur med jordbær, edamamebønner og feta

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Ingredienser

  • 1 lille blomkål
  • 2 spsk olivenolie
  • salt og peber
  • 1 stor håndfuld friske krydderurter jeg brugte persille og mynte
  • 100 g edamamebønner fra frost optøede
  • 100-150 g friske jordbær
  • 100-150 g feta eller "salatost"/hvid ost
  • 1 lille citron skal og saft herfra

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
  2. Fjern blade og stok fra blomkål og riv til ris på foodprocessor eller rivejern. Fordel på en bageplade, vend med olie og salt og peber, og bag risene i ca. 20-30 minutter, eller til de er møre og gyldne. Lad køle let af.
  3. Vend blomkålsrisene med citronsaft og -skal, samt finthakkede krydderurter. Hold evt. lidt urter tilbage til pynt.
  4. Fordel på et pænt fad og fordel edamamebønner, jordbær i kvarte og smuldret feta øverst. Pynt med lidt urter øverst og server.
blomkaal-edamame-jordbaer-feta-3

Kategorier: Frokost, Gæstemad, Grill, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Salater, Sommer, Tilbehør

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!