Blomkålsrisotto med rejer og grønne asparges


Sidste weekend fik jeg afprøvet en opskrift fra en af mine “nye” kogebøger, nemlig Monique Forslunds “LCHF för hela familjen”. Eller, “afprøvet” er måske så meget sagt. I virkeligheden blev jeg nok bare inspireret derfra, for det endte med, at jeg blot brugte hendes opskrift som udgangspunkt. Proportionerne i opskriften ikke passede helt til mig og så syntes jeg, at det blev gjort mere besværligt og omstændigt end det umiddelbart behøvede. Hun tilbereder fx blomkålsrisene før hun tilsætter dem til resten, og det virkede som spild af tid og opvask i min bog. Altså: min udgave af blomkålsrisotto.

At kalde dette en risotto er måske lige at strække den. Men samtidigt er det nok den ret, det minder mest om. Det smager faktisk overraskende lidt af blomkål i betragtning af, at det er dét, der er hovedbestanddelen i retten. Men det er jo efterhånden den reaktion, jeg har, hver eneste gang jeg laver noget med blomkål som erstatning, fx blomkålsmos eller blomkålspizza– ja, eller blomkålsris for den sags skyld! Men det er nok også derfor, at blomkål er så brugt i LCHF-verdenen. Det er jo en genial og alt for undervurderet grøntsag efter min mening – og det er der vist også flere og flere, der får øjnene op for. Godt!

Det geniale ved denne specifikke opskrift – ud over at det er en alt-i-én-pande-ret, hvilket vi vel alle elsker – er, at den kan varieres i én uendelighed. Jeg brugte rejer og asparges som tilsætning i denne omgang, men næste gang (for sådan én bliver der helt bestemt!) tænker jeg, at jeg prøver med bacon og champignon – som dog nok lige skal ristes sprødt på en ekstra pande. Monique foreslår også kylling og broccoli som en idé. Eller hvad med ærter og varmrøget laks eller kammuslinger – eller bare som tilbehør rent? Mulighederne er som sagt uendelige… Jeg glæder mig i hvert fald allerede til næste gang!

Og nå ja, fik jeg nævnt, at det smager absolut fantastisk! En ren himmerigsmundfuld, if I do say so myself 😀

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Blomkålsrisotto med rejer og asparges

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer


Ingredienser

  • 1 lille blomkål
  • 50 g smør
  • 1 lille løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk hvidvinseddike + 2 dl vand eller 2 dl hvidvin i stedet for både eddike og vand
  • 2,5 dl piskefløde
  • 1 bundt grønne asparges
  • 1 æggeblomme kan udelades
  • 250-300 g rejer
  • salt
  • 1 håndfuld parmesan fintrevet

Sådan gør du

  1. Hak blomkålen fint til blomkålsris i en foodprocessor eller riv det groft på et rivejern.
  2. Hak løg og hvidløg fint.
  3. Smelt smørret i en sauterpande eller gryde. Svits løg og hvidløg heri i ca. fem minutter - alle gode retter starter med sautering af løg og hvidløg! De må ikke tage farve, men skal bare blive gennemsigtige.
  4. Tilsæt blomkålsrisen, svits et par minutter og hæld eddike + vand eller hvidvin ved. Lad simre et par minutter og læg herefter låg på og giv det ti minutter ved svag varme.
  5. Knæk imens de træede ender af aspargesene og skær dem i stykker på ca. 1-2 cm.
  6. Hæld fløde og asparges ved blomkålen og læg igen låg på. Giv det yderligere 10 minutter.
  7. Tjek nu blomkålen - hvis den ikke er tilpas mør, giver du den ca. 5 minutter til.
  8. Hvis det bliver for tørt, kan du tilsætte mere fløde eller vand.
  9. Når blomkålen er tilpas mør, røres æggeblommen i og derefter rejerne og parmesan. Lad det blive varmt - kun lige et par minutter max. og ved svag varme, ellers bliver rejerne kedelige og gummiagtige. Smag til med salt.

Kategorier: Efterår, Favoritter, Gæstemad, Hovedretter med fisk og skaldyr, Hverdagsmad, LCHF opskrifter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!