Blomkåls- og parmesanmos med savoykål og bacon

Blomkåls- og parmesanmos med savoykål og bacon

Når man nu har lært at kunne lide bacon, er der pludselig en masse muligheder inden for madlavningen, som ikke tidligere har været der. Så det må man jo udnytte. Da jeg så denne opskrift vidste jeg straks, at jeg skulle prøve noget lignende. Kombien med noget blødt nederst, noget lækkert mørt og lidt sejt kål i midten og sprødt bacon på toppen overtalte mig med det samme. Som det kan ses, lavede jeg dog et par ændringer her og der – som altid.

Hånden på hjertet, dette er vitterligt et af de bedste måltider, jeg har spist længe! Og jeg synes altså normalt ikke at jeg spiser dårlig mad. Så dette kan virkeligt anbefales. Og det bedste af det hele? Det er sundt (som bare pokker). Af bare én portion får man kværnet 1/2 blomkål og 1/4 savoykål – hvis det ikke er sundt, så ved jeg nærmest ikke hvad er 🙂

Blomkåls- og parmesanmos med savoykål og bacon
2 portioner
Print
Ingredienser
  1. * 1 pk alm. bacon i skiver (125 g)
  2. * 1 pk kalkunbacon (125 g)
  3. (du kan selvfølgelig sagtens bare bruge én slags bacon, men jeg kan godt lide blandingen af sprød alm. bacon og kalkunbacon med lidt mere bid/struktur i)
  4. * 1 spsk smør

  5. * 1 blomkål
  6. * salt
  7. * 1 spsk smør
  8. * en stor håndfuld revet parmesan (ca. 20 g)

  9. * ½ savoykål
  10. * 2 fed hvidløg
  11. * 1-2 spsk æblecidereddike
  12. * ½ spsk sukrin (eller sukker)
  13. * salt
Sådan gør du
  1. Varm en sauterpande eller alm. pande godt op og tilsæt bacon i strimler. Jeg plejer bare at klippe baconen direkte ned i panden. Svits indtil det er godt og sprødt. Hvis du også har fået fat i en underlig slags bacon, som ikke vil afgive særligt meget fedt, kan du tilsætte en klat smør.
  2. Mens baconen steger, forberedes blomkålen. Del kålhovedet i små buketter og put dem i en gryde sammen med 1 cm vand og 1 tsk salt. Bring i kog og lad blomkålen dampe under låg i omkring 20 minutter.
  3. Snit savoykålen. Lav evt. halvdelen fint og den anden halvdel mellemfint. Så får det en fin struktur.
  4. Når baconet er sprødt, lægges det til afdrypning på køkkenrulle. Lad baconfedtet blive i panden.
  5. Tilsæt det snittede savoykål til det stadigt varme baconfedt og svits på livet løs. Det må hjertens gerne tage farve, men det skal helst ikke blive sort. Når kålen er faldet lidt sammen, tilsættes et par finthakkede fed hvidløg. Når kålen begynder at tage farve, hældes eddike, salt og sukrin ved. Svits videre indtil kålet er mørt, men stadig har bid. Smag til.
  6. Når blomkålen er mør, hældes vandet fra og smør og revet parmesan puttes i gryden. Læg låg på i et minuts tid og blend herefter mosen med en stavblender direkte i gryden. Smag til med salt.
  7. Server blomkålsmosen med sauteret savoykål og sprødt bacon. Drys evt. toppen med lidt ekstra revet parmesan.
Adapted from Perry's Plate's "Smoky Greens Over Polenta"
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/
Blomkåls- og parmesanmos med savoykål og bacon - bacon

Blomkåls- og parmesanmos med savoykål og bacon - blomkål

Blomkåls- og parmesanmos med savoykål og bacon - kål

Blomkåls- og parmesanmos med savoykål og bacon - blomkålsmos

16 comments

  1. Uhm det der blomkål-parmasan-mos lyder vildt lækkert…bliver det lige så cremet som en normal kartoffelmos eller?

    1. Det er virkeligt genialt! Og ja, det bliver ret cremet – især hvis man tilsætter lidt smør og fløde og pisker det godt. Man kan også vælge at tilsætte bare en enkelt kartoffel, ligesom jeg har gjort her, så er forskellen endnu mindre 🙂

  2. Klasse, Xenia! Virkelig en opskrift til mig – det bliver mit næste måltid, når jeg er hjemme igen! Selvfølgelig med andre småændringer, som passer til, hvad jeg lige har i køleskabet men: NAM!

    1. Mange tak, Christine, det er virkeligt dejligt at høre! 😀
      Jeg håber du vil synes om det 🙂

  3. Uh det ser lækkert ud, måske man skulle prøve det en dag.

    1. Det synes jeg helt sikkert du skal – det er absolut anbefalelsesværdigt 😀

  4. Hmm…jeg havde skrevet en kommentar til dette indlæg?! Mystisk at det er blevet væk….?

    1. Den er skam ikke blevet væk, jeg havde bare ikke fået godkendt og svaret på kommentarer før nu 🙂

  5. Jeg har lige opdaget din blog, og sikke en masse lækker inspiration 🙂 Den er fluks tilføjet mine favoritter 🙂
    Denne ret skal vi da helt sikkert have i aften, har nemlig alle ingredienser hjemme.

    1. Tak Jonna, det er altid dejligt med nye læsere 😀
      Og denne ret er jeg sikker på, I bliver glade for – den er i hvert fald blandt mine favoritter, og jeg kommer helt sikkert til at lave det igen på et senere tidspunkt 🙂

      1. Det var SUPER lækkert! Vi fik dog en hakkebøf til (elsker kød), så retten blev lavet sådan, at bøffen blev toppet med blomkålsmos, savoykål og til sidst bacon. Et højt og lækkert tårn 🙂

        1. Det lyder også skønt! Og hvor er det dejligt at høre, at I kunne lide det – jeg elsker at få respons, når folk prøver mine opskrifter 🙂

  6. Hej Xenia,
    Ved godt dette er en “gammel” opskrift – lavede blot blomkåls- og parmesanmosen til stegt lever og meget gløde løg og brun sovs – og brugte den i går for første gang . og I HVERT FALD ikke sidste gang, for hold da op, hvor det er lækkert. Der er jo næsten ingen forskel på denne og så go gammel daws kartoffelmos. Endnu en gang, tak for de mest fantastiske opskrifter. 🙂

    1. Hvor dejligt at du kunne lide det! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *