Blomkålsris med grønne bønner, agurk, feta, basilikum, lime og pinjekerner

Jeg foretrækker oftest at planlægge mine måltider først og så derefter købe ind til det. Jeg synes nemlig ofte, at jeg kommer lidt i vildrede, hvis jeg pludseligt skal finde på noget at lave ud fra en enkelt eller flere specifikke råvarer. Men så sker der alligevel en sjælden gang dét, at en tvungen opfindsomhed ender i noget virkeligt, virkeligt godt! Fx et blomkålshoved som skal bruges, og som først medfører den største fantasiløshed længe – men så efter en gennemtravling af gemte opskrifter inspirerer en fantastisk lækker salat. For eksempel.

Og så kommer vi til dilemmaet. For ofte er det sværeste ved at være madblogger sgu næsten at finde på navne til retterne, man laver! Det er jeg i hvert fald helt og aldeles elendig til. Nå, det har I bemærket, siger I? Høhø. En opskrifts navn skal jo naturligvis fortælle, hvad retten faktisk indebærer og indeholder – men samtidig må den da gerne være bare lidt kreativ eller tiltalende. Oftest opfylder jeg det første krav, men det halter altså lidt med sidstnævnte. Men – maden smager jo fantastisk uanset titlen – og forhåbentligt kan opskriften og billederne tale for sig 😀

Forresten – mens jeg lavede denne ret, “opfandt” jeg et nyt udtryk, nemlig feta-paradokset. Og nu skal I høre, hvad jeg mener med det: Som udgangspunkt vil man stort set altid gerne smuldre feta til de retter, man skal bruge det i – det vil jeg i hvert fald – men paradoksalt nok er en feta faktisk bedre, jo sværere den er at smuldre. Så er den mere blød, cremet og lækker, hvilket er fantastisk i mine øjne 😀 Ja, det er jo ikke et hjul eller en dyb tallerken eller noget, men jeg syntes nu stadig, det var ganske skægt 😉

Denne ret er inspireret fra denne blog og har virkeligt en rar sammensætning. Den er let og frisk, men samtidig fyldig nok til at være mættende og passende på en kold vinterdag (apropros: hvornår bliver det forår?!). Den tager ikke lang tid at lave og smager lige så fint kold. Og så smager den fantastisk med hvid fisk stegt med paprika og salt i rigeligt smør samt en god dressing af creme fraiche med hvidløg, salt og lidt sødemiddel!

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Blomkålsris med grønne bønner, agurk, feta, basilikum, lime og pinjekerner

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Ingredienser

  • 1 blomkål
  • 1 lille løg
  • olivenolie
  • salt
  • evt. en stor håndfuld friske grønne bønner kan udelades
  • 1-2 dl pinjekerner
  • 1 agurk
  • 1 stor håndfuld frisk basilikum
  • 1 lime
  • 250 g feta/salatost

Sådan gør du

  1. Hak løget fint. Riv blomkålen groft på en foodprocessor eller et rivejern. Skær enderne af de grønne bønner og skær dem i stykker på ca. 1 cm.
  2. Opvarm olien i en stor gryde, fx en stegegryde og svits løget heri, til det er blødt og klart. Tilsæt så blomkål og bønner og svits et par minutter. Tilsæt salt. Læg herefter låg på og lad det dampe ved svag varme i ca. 10 minutter - rør med jævne mellemrum. Når blomkål og bønner er tilpas mørt, smages det til med salt og hældes over i et fad eller en stor skål, hvor det køler af, så længe som du har tålmodighed til (jo større overflade fadet/skålen har, jo hurtigere går det ;) ).
  3. Rist imens pinjekernerne gyldne på en tør pande.
  4. Fjern de kedelige kerner (uden for sæson) fra agurken og skær den i små tern. Hak basilikum fint. Smuldr eller hak fetaen i små stykker.
  5. Vend det nu lune blomkål med limesaft og tilsæt de resterende ingredienser.

Kategorier: Efterår, Forår, Gæstemad, Hovedretter med fisk og skaldyr, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Salater, Sommer, Tilbehør, Vegetarisk, Vinter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!