Broccolisuppe med chili- og limerejer

 

I søndags fik jeg suppe. Nærmere bestemt broccolisuppe, som jeg – til trods for mit store kærlighedsforhold med broccoli – aldrig har lavet. Det måtte der laves om på, havde jeg besluttet, så jeg gravede denne opskrift frem, som længe har ligget i gemmerne. Det jeg faldt for ved Marians opskrift frem for så mange andre var, at toppingen virkede virkelig lækker – og ikke som noget, jeg havde set før. Og det var også en kæmpe succes! Selve suppen var jeg dog – overraskende nok (se tidligere bemærkning om unaturligt forhold med grøntsag) – ikke så begejstret for. Jeg ved ikke helt hvorfor, men den var desværre ikke lige min kop te (læs: suppe). Jeg endte simpelthen med at smide en stor del af det ud (fy siger Stop Spild af Mad!). Rejerne var dog geniale i en salat til frokost i dag med revne gulerødder, snittet spidskål og peberfrugt i tern, så helt skidt var det ikke.

Jeg vælger dog at give jer opskriften alligevel – netop på grund af toppingen. Og så er der måske nogen, der kan fortælle mig, hvad jeg gjorde galt? For jeg kan simpelthen ikke få det ind i mit hoved, at broccolisuppe ikke skulle være et hit hos mig!

 

2 portioner

Suppe:

* 1 broccoli

* 1 bouillonterning

* 1/2 liter vand

* 1 tsk salt

* 2 spsk hytteost (eller græsk yoghurt, creme fraiche el. lign.)

 

Chili- og limerejer med agurk:

* 150 g rejer

* 1/2 agurk

* 1/2 rød chili (ca. 10 g)

* saften af 1/2 lime

* 1 spsk olivenolie

 

Skær broccolien i buketter og bring i kog i vand tilsat bouillonterning og salt. Når vandet koger, simrer broccolien i ca. 7 minutter.

Dræn imens rejerne. Skær agurken i tern. Fjern evt. kernerne – de er så kedelige på denne årstid. Hak chilien fint. Bland alle tre ting med limesaft og olivenolie.

Blend den færdigkogte broccoli med hytteost (el. lign.) og smag til med salt.

Server gerne med godt brød (læs: grydebrød).

10 comments

  1. Hej Xenia.
    Har du en email man kan kontakte dig på?
    Tak. Kh. Nadia

    1. Ja, det kan du tro – bare skriv til hjemmehosxenia@gmail.com 🙂

  2. Newyorkerbyheart

    Uhmm, det ser godt ud 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

    1. Mange tak – toppingen var fantastisk 😀

  3. nøj det lyder godt! den må prøves 🙂 !
    vh. http://www.anse.dk

    1. Du må lige skrive, hvad du synes – det er altid rart med feedback 🙂

  4. Jeg tror simpelthen at der er for meget kogt broccoli på en gang. Jeg er også vild med broccoli, rå, let dampet eller lynstegt. Ikke udkogt, det smager bare ikke godt.

    Jeg lavede en lidt anderledes version med broccoli, rød peber, løg og blomkål. Og masser af chili. Den blev god og frisk og sommeragtig med topping’en. Det mættede meget. Alt blev spist.

    🙂

    1. Det kan du have ret i – jeg bryder mig jo som sådan heller ikke om alt for kogt broccoli i hel tilstand 😉 Jeg synes bare ofte, man læser om folk der er vilde med broccolisuppe – men så er det måske varianterne med fløde eller ost i fx ;P
      Jeg har også prøvet andre supper, hvor broccoli delte pladsen med andre grøntsager, og det var faktisk også et hit. Jeg må lige huske toppingen her til næste gang, jeg laver noget lignende! 😀
      Godt at du kunne bruge (noget af) opskriften 😀

  5. Hej Xenia.

    Jeg har lige lavet opskriften i dag og er ovenud tilfreds med suppen! – den smagte fantastisk. Lavede dobbelt portion, da jeg ikke havde læst din tekst, men kun set på ingredienslisten.

    Brugte oksebouilling – ved ikke om det kan havde gjort noget og creme fraiche i opskriften

    1. Godt at høre, at du kunne bruge opskriften, Mia! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *