EmediateAd

Kategoriarkiv: Brød

Foccasia

Det gik lige op for mig, at jeg egentligt “skyldte” denne opskrift fra det tapas-bord, jeg lavede til madklubben i sidste weekend. Brødet er endnu en gang fra Jane Faerbers fantastiske “LCHF – spis dig mæt og glad” (er I ved at være trætte af at høre om den – tough luck!) , men var egentligt ikke en af de opskrifter, jeg umiddelbart havde sat øverst på min to-try liste. Ikke fordi det ikke så lækkert ud, men som bekendt gør jeg mig kun begrænset i brøderstatninger, og jeg kunne, da jeg læste bogen, ikke lige se en oplagt lejlighed til at lave det. Men så var jeg til Janes bogreception (og ja, hvis du er skarp, kan du faktisk spotte mig på et par billeder i de linkede indlæg -.-), hvor Jane havde lavet brødet til os – og der gik det op for mig, at det da egentligt godt kunne noget det dér tapas-koncept med foccasia og pesto bl.a. Og simsalabim, så havde jeg planlagt menuen til ugen efter. Og sådan kan tingene nogle gange have en nærmest butterfly-agtig effekt ;)

Jane laver i bogen brødet med to forskellige toppings, én udgave med oliven, rosmarin og flagesalt og en anden med soltørrede tomater og flagesalt, men da jeg ikke er ubetinget fan af nogle af delene, valgte jeg at holde det neutralt uden toppings. Flagesalt og rosmarin havde dog været et fint alternativ, hvis jeg havde haft nogle af delene, til en anden gang – det pynter jo meget fint med lidt pænt på toppen :D Brødet består bl.a. af hytteost, æg og et udvalg af fintmalede mandler, solsikkekerner og sesamfrø, og sidstnævnte vil jeg faktisk gerne lige knytte en lille kommentar til. Jeg brugte – som jeg altid gør – min kaffekværn, som dog aldrig har været i nærheden af kaffe. Så vidt jeg husker, er det sådan en billig én til en hund, som jeg købte for flere år siden, dengang det var moderne at smide kværnede hørfrø i sin havregrød, og siden har den i lang tid bare stået ubrugt hen. Men da jeg skiftede til LCHF, blev den altså taget i brug igen, og jeg vil klart anbefale jer, at I også anskaffer jer sådan en sag. Hvis der er én ekstra gadget, I vil blive glade for, er det næsten den. Ja, man kan da godt male nødder og kerner i foodprocessoren, men resultatet deri bliver bare aldrig helt godt efter min erfaring – med mindre man selvfølgelig har en rigtig god foodprocessor. Eller måske en blender giver et bedre resultat. Men hvis I har problemer med at male til fint mel, er det altså en fantastisk løsning. Det var bare dét, jeg ville sige, hej!

 


 

Foccasia

1 stort brød

 

* 300 g hytteost 4%

* 6 æg

* 40 g smeltet smør

* 2 dl mandler (ca. 120 g)

* 1 dl solsikkekerner (ca. 60 g)

* 1 dl sesamfrø (ca. 60 g)

* 2 spsk loppefrøskaller

* 1 tsk salt

* 2 tsk bagepulver

 

Evt. topping: 

* frisk rosmarin

* flagesalt

* evt. oliven eller soltørrede tomater, hvis du er til det

 

Forvarm ovnen til 170º varmluft.

Blend hytteosten, så klumperne forsvinder, og tilsæt så æg og smeltet smør. Mal nødder og kerner til fint mel. Tilsæt loppefrøskaller, salt og bagepulver. Vend de tørre ingredienser i de våde.

Beklæd en bradepande (jeg brugte en på ca. 50×40 cm, tror jeg) med bagepapir og fordel dejen i et jævnt lag heri.

Bag brødet i ca. 10-15 minutter og tag det ud af ovnen. Fordel det valgte fyld ovenpå og bag færdigt i ca. 15-20 minutter.

Opbevares på køl, så holder det længere. 

 


Tomat- og squashsuppe med pesto og osteklatter

Typisk. Lige som man i sidste uge gik og nød forårsvejret og de lidt lunere temperaturer og tænkte, at NU måtte vinteren da være forbi, skyllede den sibiriske vinter og orkantilstande ind over os igen. Jeg magter sgu snart ikke mere! Selv om det i skrivende stund er blå himmel udenfor, og solen skinner, ville jeg ofre ret meget for lunere vejr. Jeg er træt helt ind til knoglerne af at fryse hele tiden og skulle gå med fyrre lag tøj – plus/minus. Men! Der er da i det mindste én god ting ved uendeligt vintervejr: Suppe! Ikke fordi jeg på nogen måde er for fin til at spise suppe selv om sommeren, men dårligt vejr er nu alligevel et ret godt incitament.

Denne suppe er ret enkel, men alligevel lidt anderledes end hvad jeg ellers har prøvet – variation skulle jo være så godt ifølge de kloge ;) Selve suppeopskriften er afledt af denne, mens pestoen er den samme som her (dog spædet til med lidt spinat). Osteklatterne var det perfekte tilbehør til denne suppe – de vil nok være gode til mange andre ting også, men især tomat-pesto-ostekombien var fantastisk. Konsistensen er henad oopsies, mens smagen er mere ostet – naturligvis. De flød en anelse ud på bagepladen, som I kan se, så næste gang vil jeg forsøge at putte noget HUSK i for at samle massen lidt – derfor har jeg også skrevet det på opskriften nedenfor. Så kan I selv vælge, hvad I gør. Jeg havde jo aioli tilovers fra lørdagens burgere, så det var helt ideelt at bruge det – men alm. mayo kan også snildt gå.

Alt i alt var det i hvert fald et virkeligt herligt måltid på en søndag aften, hvor den evindelige rusken og knagen i huset var lige ved at blive for meget. Måske du også lige skal nå en sidste omgang vintersuppe, inden foråret forhåbentligt er lige rundt om hjørnet?

 


 

Tomat- og squashsuppe med pesto og osteklatter

3-4 portioner

 

* 1 spsk smør

* 2 spsk olivenolie

* 1 stort løg

* 3 fed hvidløg

* 1 squash

* 2 spsk æblecidereddike (eller anden eddike, fx hvidvins-)

* 3 dåser hakkede tomater

* 1 spsk herbamare urtebouillon eller tilsvarende

* 1 spsk sukrin

* salt og peber

* 2 dl piskefløde

 

Til servering:

* grøn pesto

* osteklatter – opskrift nedenfor

 

Pil og hak løg og hvidløg. Det behøver ikke at være særligt fint, da det jo skal blendes senere.

Smelt smørret sammen med olie i en stor gryde og svits løgene heri i ca. 5 minutter, til de er bløde og klare.

Skær imens squash i store tern. Svits dem sammen med løg i et par minutter og hæld eddike over. Når eddiken er fordampet, tilsættes tomater, bouillon og sukrin. Læg låg på og lad simre i ca. 25 minutter.

Lav imens pesto og osteklatter.

Når suppen er færdigsimret, blendes det hele med en stavblender. Rør fløden i, varm igennem og smag til med salt, peber og evt. lidt eddike og sukrin.

 


 

Osteklatter

4 portioner

 

* 3 dl revet ost

* 3 æg

* 3 spsk aioli eller mayonnaise

* evt. 1-2 tsk loppefrøskaller (HUSK)

 

Forvarm ovnen til 230 grader varmluft.

Bland alle ingredienserne og lad massen stå og trække i 10 minutter.

Fordel i 12 klatter på to bageplader beklædt med bagepapir og bag i ovnen i 7-12 minutter, til de er gyldne på toppen.

De smager både godt lune og kolde. Evt. rester opbevares på køl.

 


Burgerboller med sesam

I går holdt jeg burger- og filmaften med min bror – en supergod måde at spendere en lørdag aften på, efter min mening. Og til burgeraften skal der naturligvis burgere til (bare kald mig captain obvious), så det betød, at det endelig var tid for mig at prøve at bage en omgang LCHF-burgerboller. Jeg brugte opskriften fra Tatjanas “Low Carb Lækkerier”, som har fået varme anmeldelser rundt omkring – dog valgte jeg kun at bruge sesamfrø og udelukkede solsikkekernerne, eftersom jeg synes, at sidstnævnte godt kan have en lidt overvældende smag, mens sesam jo passer som fod i hose i en burgerbolle. Og resultatet blev præcist som roserne rundt omkring havde fået mig til at forvente: fantastisk lækkert! Selv min bror som ellers er “normaltspisende”, kunne lide dem. De havde en god konsistens og var “overraskende brødagtige” (citat slut). Alt i alt er det klart nogle, jeg vender tilbage til en anden gang, hvorfor I også får opskriften i et indlæg for sig – i morgen kommer så opskriften på selve burgerne, som – i al beskedenhed – var helt og aldeles fabelagtige. Men mere om det i morgen…

Og det bedste af det hele? Én burger per person var rigeligt, så nu har jeg madpakker til næste uge – win!

 


 

Burgerboller med sesam

6 stk

 

* 4 æg

* 1 dl creme fraiche (eller andet surmælksprodukt, fx græsk yoghurt)

* 1,5 dl sesamfrø

* 1/2 dl mandelmel fra Funktionel Mad

* 3 spsk FiberHUSK (mal evt. alm. HUSK helt fint)

* 1 spsk sukrin (kan evt. udelades)

* 2 tsk bagepulver

* 2 tsk salt

* ekstra sesam til drys

 

Bland alle ingredienserne sammen til en jævn dej og lad stå og trække i ti minutter, så fibrene kan suge væske til sig. 

Forvarm imens ovnen til 180º varmluft.

Sæt dejen i seks klatter på en bageplade med bagepapir og form med våde hænder klatterne til runde og flade boller.

Bages i 15-20 minutter.

 


Får du brug får (eller lyst til) tømmermændsmad dagen derpå eller er du sær som jeg?


Madpakkeboller med skinke og ost

Oprettet D. 14 februar, 2013 - af: Xenia - Kategori: Brød, Frokost, LCHF , , , , , , , , , ,


Der var klart stemning for at jeg udgiver opskriften på madpakkebollerne, som jeg viste tidligere på ugen. Så det er det, vi gør – i hjertet er vi vel alle populister ;)

Personligt var jeg jo desværre ikke vildt og voldsomt begejstret for dem, desværre. Forstå mig ret, de smager fortræffeligt. Men konsistensen er en anelse… sær. Det er som om, at de på én og samme tid er både for porøse og for bastante, for tørre og for klæge. Det er da mærkeligt! Men som sagt: Smagen er udemærket. Og så er de jo supernemme at have med på madpakken. I denne uge har jeg hver morgen bare lige nuppet to fra fryseren sammen med lidt grøntsager, og så var madpakken ellers klar. Det er en del hurtigere end normalt for mig :) Og måske jeg bare skal lade være med at forvente, at konsistensen er helt som “normalt” bagværk. Måske det er det, der er mit problem?

Hvis jeg laver dem igen på et senere tidspunkt (for det er jo nemt!), tror jeg dog, at jeg vil prøve at tilsætte lidt mere væske og lidt loppefrøskaller. Måske det kan holde lidt bedre sammen på det og gøre dem bedre. I kan jo også eksperimentere med dem, hvis I vil. Lad mig endelig høre, hvordan det går!

Opskriften kommer fra Tatjana. Jeg lavede et par få ændringer, som fx at bruge kokosfibre i stedet for halvdelen af mandelmelet (måske det også har haft noget at sige?), da det er billigere – og så puttede jeg noget af osten oven på bollerne i stedet for i selve dejen – det ser så fint ud, synes jeg :D

 


 

Madpakkeboller med skinke og ost

12 stk.

 

* 1/2 dl lunkent vand

* 50 g gær (edit: næste gang bruger jeg bagepulver – se begrundelse i kommentarfeltet nedenfor)

* 1 tsk urtesalt

* 1 spsk sukrin+

* 1/2 dl piskefløde

* 6 æg

* 100 g mandelmel fra Funktionel Mad

* 100 g fint kokosmel/kokosfibre

* 1/2 dl fintklippet purløg

* 300 g skinkestrimler

* 100 g revet ost + 50 g til topping

* evt. et æg til pensling (eller bare lidt ekstra fløde)

 

Opløs gæren i vandet og rør herefter salt, sukrin, fløde og æg i.

Rør mandel- og kokosmel i og tilsæt herefter purløg, skinke og ost.

Lad dejen hæve ca. 1 time under et viskestykke.

Form dejen til 12 boller og lad dem hæve yderligere 20 minutter.

Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.

Pensl bollerne med sammenpisket æg eller fløde og drys med det sidste revne ost.

Bages i ca. 15-20 minutter.

Kan fint fryses.

 


Oopsies

Oprettet D. 14 januar, 2013 - af: Xenia - Kategori: Brød, LCHF, Mellemmåltider, Morgenmad, Tilbehør, Vegetarisk , , , ,

De fleste, der begår sig i en eller anden grad i LCHF-verdenen (eller bare kornfri, low-carb, palæo eller hvad det nu hedder alt sammen), har formentligt allerede hørt om oopsies. Som altid er jeg lidt last mover på dette punkt. Længe syntes jeg egentligt ikke at det lød særligt tiltalende. Helt ærligt: æg og flødeost blandet og bagt! Så jeg blev ved med at udskyde det. Så så jeg dog for et stykke tid siden, at Jane brugte dem som naan-brød. Og det lød jo ganske enkelte genialt! Derefter gik der ikke længe, før jeg lavede første portion til en omgang tikka masala og siden har jeg lavet dem yderligere en gang. Jeg er fan nu!

De smager (naturligvis) ikke som naan-brød. Men da jeg stadig spiste brød jævntligt, var det egentligt stort set kun for at have noget at søbe sovsen op med, hvilket især er nødvendigt, når man ikke længere har fx risene til det formål. Og at søbe sovs, dét kan disse oopsies helt sikkert.

Jeg synes faktisk, de smager bedst kolde, men de kan også serveres direkte fra ovnen – der minder konsistensen bare lidt mere om en fluffy omelet end om at luftigt brød – sidstnævnte kan tilnærmelsesvis beskrive konsistensen, når de er kolde(re).

De er desuden fantastiske som mellemmåltid med lidt pålæg af en art. Så er det nærmest som at spise et stykke helt hvidt franskbrød midt på en helt almindelig hverdag. Win! Hey, måske man skulle prøve dem i en toast…? (tænke lokke savle ;) )

 


 

Oopsies

6 stk
(første gang lavede jeg kun 5, men anden gang blev der seks, og jeg kan bedre lide et rundt antal :D )

 

* 100 g flødeost (ikke light!)

* 3 æg

* 1 tsk bagepulver

* 1/2 tsk salt

* 1 spsk loppefrøskaller

* evt. nigellafrø til pynt (jeg har også en halv ide om at prøve med sesamfrø til burgere)

 

Forvarm ovnen til 130º varmluft.

Del æggene i blommer og hvider. Pisk hviderne helt stive sammen med saltet.

Pisk æggeblommer sammen med flødeost og bagepulver, til der ikke er nogen osteklumper tilbage. Rør loppefrøskallerne i æggeblommeblandingen og lad det stå et øjeblik, så fibrene kan suge væske til sig. Du kan evt. putte bagepapir på en bageplade imens.

Vend æggehviderne forsigtigt i æggeblommeblandingen.

Fordel dejen med en stor gryde- eller suppeske på en bageplade i seks lige store klatter. Drys evt. med nigellafrø eller andet.

Bages i ca. 25 minutter, til de er fint gyldne og luftige.

 


Side 1 af 512345
Follow on Bloglovin

Abonnér via mail

Husk!

Ingredienser

(4) (22) (2) (11) (2) (4) (25) (3) (16) (39) (2) (19) (10) (26) (30) (2) (25) (9) (16) (7) (3) (2) (3) (4) (7) (12) (13) (3) (3) (39) (3) (4) (5) (43) (59) (15) (4) (27) (6) (2) (12) (8) (2) (4) (6) (19) (2) (7) (6) (23) (19) (24) (9) (3) (5) (3) (2) (2) (2) (3) (9) (7) (4) (16) (20) (2) (65) (6) (18) (13) (14) (19) (9) (2) (10) (2) (81) (3) (5) (3) (122) (2) (3) (6) (12) (16) (7) (6) (24) (2) (7) (2) (20) (6) (3) (7) (19) (5) (22) (43) (3) (4) (2) (10) (3) (7) (4) (2) (29) (23) (14) (3) (71) (3) (17) (12) (19) (6) (3) (29) (4) (19) (8) (69) (7) (17) (19) (3) (13) (5) (38) (5) (2) (5) (2) (15) (4) (2) (12) (2) (5) (3) (42) (4) (2) (9) (3) (2) (9) (2) (13) (11) (4) (38) (6) (2) (12) (33) (28) (6) (6) (7) (25) (3) (20) (13) (8) (53) (2) (4) (2) (7) (7) (2) (2) (8) (25) (3) (3) (13) (8) (9) (5) (5) (4) (8) (7) (2) (6) (6) (2) (7) (5) (21) (2) (6) (3) (3) (2) (21) (8) (11) (13) (5) (3) (124) (36) (16) (6) (3) (10) (19) (15) (35) (8) (2) (6) (73) (3) (25) (7) (12) (3) (5) (4) (2) (2) (4) (11) (2) (47) (2) (15) (2) (5) (5) (3) (4) (2) (2) (45) (14) (7) (4) (3) (15) (15) (130) (2) (7) (2) (6) (26) (2) (3)
Yes. But no.