Burger med kylling, bacon, champignon og aioli

Nu skal I endelig ikke tro, at man absolut skal have tømmermænd for at lave denne ret – nærmest tværtimod. Men jeg kan i hvert fald afsløre, at de er utroligt gode – også med tømmermænd. “Hits the spot”-burgere, kunne man fristes til at kalde dem. Jeg elsker, når tilfældig planlægning ender med at være det mest perfekte nogensinde. Fx – hypotetisk set – hvis man har planlagt at lave hjemmelavede burgere sammen med sin bror, og man så tilfældigvis ender med at gå i byen dagen før. Selv om jeg aldrig rigtigt har været typen, der får tømmermændsmadscravings (ikke engang på vej hjem om natten :O – ja, jeg er sær), er det alligevel meget hyggeligt med lidt junk dagen efter. Og når man så oven i købet kan lave og spise junk med god samvittighed, kan man da kun blive glad(ere) for LCHF!

En rest champignoner i køleskabet, en (stadig forholdsvis nyfunden) kærlighed til bacon og en generel tilbøjelighed mod kylling endte i denne kombination – som, if I do say so myself, var ret himmelsk. Jeg lavede aiolien selv – med tømmermænd – fordi, ja, jeg er sær, men du kan også bare blande en købt mayonnaise med hvidløg. Det er klart mindre omstændeligt – men det er nu også sjovt at have lavet det hele fra bunden selv – synes jeg.

Det er i hvert fald sikkert og vist, at jeg bliver nødt til at eksperimentere meget mere med burgere fremover. Nu spiser jeg jo ganske vist ikke oksekød, men der må da være mange muligheder inden for kylling også – og fisk måske? Mulighederne er jo nærmest overvældende!

Én burger mættede nok til os – men hvis ret skal være ret, havde vi også tømt en pose flæskesvær i løbet af eftermiddagen 😉

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Burger med kylling, bacon, champignon og aioli

Ingen bedømmelser endnu

ingredienser er per burger

Ingredienser

  • 1 <a title="Burgerboller med sesam" href="https://wp.hjemmehosxenia.dk/2013/03/burgerboller-med-sesam.html" target="_blank">burgerbolle</a>
  • 1 kyllingebryst
  • 2 skiver bacon
  • et par champignoner + smør og salt til stegning
  • frisk spinat eller babyspinat
  • aioli opskrift nedenfor

Sådan gør du

  1. Skær champignonerne i skiver og rist sprøde på en pande med salt og smør. Jeg kan bedst lide dem, når de får ret længe, men det vælger du selv.
  2. Steg imens bacon sprødt på en anden pande og tag af varmen.
  3. Bank kylling fladt med håndroden, så det steger hurtigere og passer bedre i en burger. Steg i baconfedtet.
  4. Saml burgeren og spis med gusto! :D

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Aioli

Ingen bedømmelser endnu

Antal: dl

Ingredienser

  • 2 æggeblommer jeg brugte 2 ekstra til at redde den, men det får du forhåbentligt ikke brug for
  • 1 tsk dijonsennep
  • 2 tsk hvidvinseddike
  • 1/4 citron saften herfra
  • 2-3 dl koldpresset rapsolie eller anden smagsneutral olie
  • urtesalt eller alm. salt
  • 1 fed hvidløg
  • evt. frisk persille finthakket

Sådan gør du

  1. Pisk æggeblommerne lyse og luftige med sennep, eddike og citronsaft. Begynd herefter på at piske olien ind i æggeblommerne - start med kun et par dråber ad gangen og pisk som en galning. Når du kan se, at det fint optager fedtet, kan du begynde at hælde olien i i en tynd stråle. Fortsæt med olien, indtil mayonnaisen har den ønskede tykkelse - jo mere olie, desto tykkere bliver din mayo.
  2. Smag til med salt og evt. mere citronsaft. Pres hvidløg i og bland evt. lidt finthakket persille i også, hvis du har det - mit var desværre blevet dårligt.
  3. Lad gerne trække et par timer på køl inden servering, så smagene kan fordele sig.

Noter

Jeg startede med at lave den efter en opskrift fra kogebogen "Kernesund økomad", men det gik galt, så for ikke at spilde råvarer, afvigede jeg derfra og endte med at stykke opskriften sammen fra forskellige kilder, bl.a. de kære Price-brødre og den lige så kære Jane.
Sørg for at tage æggeblommerne ud af køleskabet mindst en time før du starter, så det hele har samme temperatur. Det øger dine chancer for succes :) Jeg brugte desuden en elpisker, hvilket gjorde det en del nemmere (for mine tømmermændsramte armmuskler - og resten af mig ;))

Hvad indeholder din yndlingsburger?

Kategorier: Burgers, Efterår, Frokost, Gæstemad, Grill, Hovedretter med fjerkræ, Hovedretter med kød, LCHF opskrifter, Mælkefri

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!