Cajun kyllingeburgere med ananas- og peberfrugtsalsa, kartoffelbåde og ristet broccoli

For nyligt så jeg dette indlæg hos Coco & Co, og jeg vidste straks at jeg måtte prøve den salsa – i en eller anden form i hvert fald. Det blev så i torsdags, da der alligevel lå et par burgerboller og nogle kyllingebryster i fryseren og kaldte på mig. Jeg valgte dog at marinere kyllingen i den samme krydderiblanding, som jeg før har brugt her. Til gengæld tilsatte jeg så lidt færre smagsgivere til salsaen, for at det ikke skulle blive for voldsomt – den endte derfor med kun at bestå af ananas, peberfrugt, lidt forårsløg (som jeg egentlig lidt fortrød at jeg puttede i, da jeg jo ikke bryder mig om løg 😉 ) og citronsaft. Jeg ville egentlig gerne have haft tomat i, men dem, jeg havde købt kun to dage inden, var kedelige, så det blev ikke til noget. Til den lækre burger lavede jeg en bunke kartoffelbåde og noget ristet broccoli. Og så var der ellers serveret 😀

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Cajun kyllingeburgere med ananas- og peberfrugtsalsa, kartoffelbåde og ristet broccoli

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Opskrift efter Coco & co.

Ingredienser

  • 4 burgerboller
  • grøn salat

Cajunmarineret kylling

  • 2-3 store kyllingebryster
  • 1 tsk løgpulver
  • 1 tsk hvidløgspulver
  • 1/2 tsk cayennepeber
  • 1/2 tsk peber
  • 1 tsk røget paprika eller brug alm.
  • 1,5 tsk salt
  • 1/4 tsk timian
  • 1/4 tsk oregano
  • 2-3 spsk olie

Kartoffelbåde

  • 800 g kartofler
  • olie
  • salt

Ananas- og peberfrugtsalsa

  • 300 g ananas 1 lille
  • 2 røde snackpeberfrugter
  • 1 forårsløg kan udelades
  • 1/2 citron saften herfra

Sådan gør du

  1. Bland alle krydderier til krydderiblandingen og rør dem sammen med olien. Skær kyllingebrysterne over på langs, så I får to tyndere stykker kylling. Bland de fire-seks kyllingefileter i marinaden og lad den stå lidt.
  2. Tænd ovnen på 200º varmluft.
  3. Vask kartoflerne og skær dem i både. Læg dem i en bradepande og vend med olie og salt. Sæt bradepanden i ovnen, når den er varm, og bag i ca. 45 minutter eller til de er gyldne og let sprøde.
  4. Skær skrællen og midten fra ananasen og skær den i små tern. Skær også peberfrugt i små tern. Snit forårsløget fint. Bland det hele sammen og vend med citronsaft. Lad stå i mindst 15 minutter.
  5. Forbered evt. den ristede broccoli efter opskriften.
  6. Når kartoflerne kun mangler ca. 10 minutter, opvarmes en grillpande - eller en alm. pande - og kyllingen steges herpå. Varm burgerbollerne op og server.

Noter

Det fungerer desuden også rigtigt fint som restemad. Skær den nu kolde kylling i tern, opvarm den på en pande og spis i pitabrød sammen med salsaen, noget salat og evt. noget rødbederåkost, hvis I tilfældigvis også lige har en rest af det - det havde vi nemlig ;)

Kategorier: Burgers, Hovedretter med fjerkræ, Mælkefri

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!