Cannelloni med ricotta og spinat

Så fik jeg langt om længe prøvet denne opskrift på cannelloni, som jeg har haft liggende i umindelige tider… eller i hvert fald i et par måneder. Og nej, jeg fandt ikke cannelloni-rør, selvom jeg var den halve by rundt, men så brugte jeg bare friske lasagneplader, og det fungerede i og for sig også fint. Selvom de måske godt kunne være blevet lidt pænere og runde 🙂

Jeg lavede cirka halvanden portion af fyldet, tror jeg. Og eftersom jeg kun havde købt en bøtte ricotta, spædede jeg til med flødeost. Umiddelbart tænkte jeg ikke over det, men ricotta er vel i princippet også bare en slags flødeost, er det ikke?

Faktisk er det en overraskende hurtig ret at lave. Damp spinaten, bland med ricotta, fyld i pasta, læg i fad, tomatsauce og ost over og så bare i ovnen i 20 minutters tid. Man kunne nok også sagtens lave den på lasagneform, hvis man foretrækker det. Smagen er i hvert fald nok den samme, og så bliver det formentlig bare endnu hurtigere at lave 😀

Som anbefalet i opskriften brugte jeg Coops færdige tomatsauce Sugo della Casa. Men jeg ved altså ikke hvad det er med de færdige saucer – de har en eller anden syrlig-sødme, som jeg bare ikke bryder mig om. Det gled fint ned i går sammen med alt det andet, men næste gang tror jeg altså jeg hellere vil bruge lidt længere tid og lave min egen sauce. Men en færdigsauce kan ikke desto mindre fint bruges i en håndevending.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Cannelloni med ricotta og spinat

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Ingredienser

  • 1 pakke friske lasagneplader ca. 7-8 stk eller 14-16 cannelloni-rør
  • 450 g helbladet frossen spinat
  • 1 spsk smør
  • 3 fed hvidløg
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 350 g ricotta eller 250 g + 100 g flødeost - så får man ikke ricottarester : )
  • 1 flaske tomatsauce
  • 100 g friskrevet emmentaler eller anden revet ost
  • 20 g friskrevet parmesan
  • friskkværnet peber

Som tilbehør:

  • en grøn salat

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 200º varmluft.
  2. Hak hvidløgene fint. Smelt smørret på en pande, svits hvidløg kort heri og tilsæt den frosne spinat. Lad den dampe under låg sammen med bouillonterningen, til det er helt optøet. Fjern så låget, og lad det simre indtil alt væsken er fordampet.
  3. Lad spinaten køle lidt af og bland den så med ricottaen. Klip lasagnepladerne i halve, så du har en bunke kvadrater.
  4. Hæld lidt sauce i bunden af et ovnfast fad. Rul nu cannellonierne med en skefuld fyld på hver og læg dem tæt sammen i fadet med lukningen nedad. Hæld resten af saucen ovenpå, drys med emmentaler og parmesan og krydr med peber.
  5. Bag i ovnen i ca. 20 minutter, til osten er fint smeltet og gylden.
  6. Lav imens en salat, som I spiser til. Jeg lavede en af hjertesalat, revne gulerødder og majs, da jeg foretrak en enkel og frisk dertil, men lav hvad I bedst kan lide :D

Kategorier: Italiensk, Pastaretter, Vegetarisk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!