Cheesecake med lemoncurd

cheesecake-lemoncurd-1

cheesecake-lemoncurd-5

Der er ret så delte meninger om, hvor gode de kager, man kan lave uden sukker og korn, reelt er. Min personlige holdning er, at det – ligesom ved almindeligt bagværk vel egentligt – blot gælder om at bruge de ingredienser, man har til rådighed, ordentligt og at tage højde for, hvad de kan – og i særdeleshed for, hvad de ikke kan, idet de alternative meltyper jo uden tvivl har andre bageegenskaber end hvede fx. Nu lyder det lidt som om, jeg prøver at fremstille mig selv som en eller anden LCHF-bageekspert, hvilket altså absolut ikke er min hensigt. Snarere tværtimod. Jeg har som så mange andre måtte indse, at det ikke altid er ligetil at bage på LCHF – og slet ikke lige så ligetil, som jeg syntes, det var før. Det hænger jo nok i høj grad sammen med, at man stadig har de samme forventninger til kager, som hvis de havde været lavet på sukker og korn. De skal jo stadig smage godt, have en rar konsistens og tekstur, og gerne føles som noget særligt. Og her gælder det især om at huske, at man for at opnå det skal bruge nogle lidt andre fremgangsmåder, end hvad man måske har været vant til. Jeg har bagt mange gode LCHF-kager, som snildt kunne snyde selv den mest inkarnerede hvedespiser. Men jeg har dælme også bagt nogle i den mere rædderlige ende af skalaen! Ahem… Nå! Men min pointe med hele denne svada var faktisk bare, at man skal bage cheesecakes i stedet, for så slipper man for hele “hvordan bager vi ordentligt uden gluten”-problematikken!

For en cheesecake er jo bare den oplagte LCHF-kage! Det er supernemt at lave bunden kornfri, mens man stadig bibeholder dens sprødhed. Fyldet giver jo sig selv – det er i forvejen bare flødeost, fede mælkeprodukter og æg, så forskellen her er bare at bruge et sødemiddel i stedet for sukkeret. Og så har man ellers rimeligt frie tøjler ift. topping! Jeg var til påskefrokost med en håndfuld mennesker fra min gamle gymnasieklasse i går (spørg ikke, hvor lang tid det snart er siden, vi blev studenter!), og jeg havde meldt mig til at stå for desserten. Som ofte nævnt synes jeg nemlig overhovedet ikke, at jeg har nok anledninger til at lave dessert, så jeg springer næsten altid til, når chancen byder sig.

Når det kommer til påskedesserter er jeg faktisk nok oftest ret uoriginal i mine valg. Jeg ender næsten altid på noget med citron! Men det er også bare så oplagt. Påsken er gul, og det er citron også, så hvis man overhovedet skal vælge noget at gå efter, giver det næsten sig selv, at det er dét. Det samme gjorde jeg i år – dog i en ny (for mig) kombination. En kombination som virkeligt er en vinder, hvis I spørger mig. Næst efter chokolade er den syrlige citronsmag nok en af mine favoritter i kager, og heri er den fænomenal i samspil med en sprød bund med en rar struktur takket være den lille mængde kokos (som dog overhovedet ikke smager igennem), den lækre og cremede ostemasse (som (bonusinfo til alle cheesecake-skeptikere) ikke smager af ost!) og det hele afrundet af en rar og virkeligt velafbalanceret sødme af både sukrin (uden den kolde sukrin-smag!) og vanilje. Pyh, det var en lang sætning! Kort sagt: Rar cheesecake + rar citron = rar kombi.

Så her har i den: ét styks gul cheesecake med lemoncurd – vi kan jo kalde den en påske-cheesecake bare sådan for sjovs skyld! Jeg ved i øvrigt ikke, hvorfor jeg ikke har lavet flere cheesecakes i min tid og i særdeleshed til bloggen. Det er jo noget af det bedste, der findes! Så I kan nok godt indstille jer på flere gode cheesecake-varianter i fremtiden. Men mon ikke I lige klarer den 😉

God påskedag! 

cheesecake-lemoncurd-6

Udskriv
Cheesecake med lemoncurd
NB: Opskriften nedenfor er lavet i en lille springform, diameter ca. 22 cm. Hvis du bruger en større springform, skal du bruge halvanden portion af bunden og evt. en ekstra æggeblomme i lemoncurden.
Antal: 8 personer
Ingredienser
Bund
  • 100 g mandelmel ikke fedtreduceret
  • 50 g alm. kokosmel
  • 100 g smør eller kokosolie
  • 1 spsk yaconsirup eller 1 spsk sukrin gold kan udelades helt
Fyld
  • 400 g flødeost
  • 2 æg
  • 250 g creme fraiche 38%
  • 75-100 g sukrin+ gerne malet til fint melis
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 10 dråber stevia sweet drops med vaniljesmag eller ekstra sukrin+ - smag til
Lemoncurd
  • 1 citron saft og skal herfra
  • 50 g sukrin+
  • 2 æggeblommer
  • 50 g smør
  • evt. ekstra flydende stevia til tilsmagning
  • evt. lidt gul frugt- eller pastafarve
Til pynt
  • friske hindbær
  • citronmelisse
Sådan gør du
Bund
  1. Forvarm ovnen til 160º alm. ovn.
  2. Smelt smørret. Bland mandelmel, kokosmel, smør og yaconsirup/sukrin gold godt sammen og pres ud i en springform beklædt med bagepapir.
  3. Bag bunden i ca. 10-15 minutter, eller til den er gylden.
  4. Lad afkøle let, mens du forbereder ostefyldet.
Fyld
  1. Pisk flødeosten med elpisker eller i en røremaskine, til det er jævnt og uden klumper.
  2. Tilsæt æggene ét ad gangen.
  3. Rør så fintmalet sukrin+, vaniljepulver og creme fraiche i, og pisk til det er jævnt. Tilsæt flydende stevia - lidt ad gangen og smag til, så nu opnår den rette (for dig) sødme.
  4. Fordel ostemassen oven på den forbagte bund. Pak bunden af springformen ind i sølvpapir og sæt i en bradepande med ca. 1 liter kogende vand.
  5. Sæt kagen i ovnen og bag i ca. 30-40 minutter, eller til den er fast men stadig let blævrende. Den sætter sig yderligere, når den køler af.
  6. Lav imens lemoncurden.
Lemoncurd
  1. Bland alle ingredienserne i en kasserolle og bring i kog. Rør undervejs og lad simre ved lav varme et par minutter.
  2. Køl lemoncurden helt af og sigt eller blend den evt., hvis der er er klumper.
Samling og pynt
  1. Fordel den kolde lemoncurd oven på den afkølede cheesecake. Dæk med husholdningsfilm eller andet og sæt på køl i min. 6 timer.
  2. Pynt med hindbær og gerne en dusk citronmelisse.
Opskriftsnoter

Vandbadet er ikke strengt taget nødvendigt og kan godt springes over. Det har dog to formål: 1) Det hjælper med at holde en konstant temperatur, så kagen bliver bagt mere jævnt. 2) Det forhindrer kagens overflade i at tage farve og det forhindrer sprækker i overfladen.

Tip: Rør evt. lidt gul frugtfarve, hvis du har (jeg havde ikke), i lemoncurden for at fremme den gule farve.

cheesecake-lemoncurd-collage-2

cheesecake-lemoncurd-collage

cheesecake-lemoncurd-8

cheesecake-lemoncurd-7

cheesecake-lemoncurd-9

 


Indlægget indeholder affiliatelinks.


33 comments

  1. For et par år siden var jeg i London på tøse-familie-tur. En eftermiddag var min søster og jeg på et af de der gammeldags traditionelle engelske konditorier, hvor vi fik den mest guddommelige cheesecake. Jeg har drømt om den siden, men ikke givet mig i kast med det selv, NU skal det være ! Jeg skal lave din cheesecake næste weekend. Tak for inspiration 🙂

    KH Maria

    1. Dejligt at kunne inspirere til lidt rejsenostalgi! Jeg håber, at kagen falder i god jord! 😀

  2. Mums!! Ser super lækkert ud! Du har simpelthen så mange lækre opskrifter herinde! 😀

    God påske. 🙂

    1. Mange tak, Sarah, hvor er det dejligt at høre, at du kan bruge det!
      Også god påske (eller det der er tilbage af den) til dig! 😀

  3. Åååh… Jeg elsker altså bare cheesecake.
    Og den her ser bare så forårs og påskefin ud.

    – Anne

    1. Mange tak – og ja, cheesecake er vitterligt noget af det bedste i verden! 😀

  4. Føj hvor ser den bare lækker ud!! 😉

    1. Mange tak! Den smager mindst lige så godt, som den ser ud! 😀

  5. Ååååh – cheesecake! Og så med lemoncurd! What’s not to love?! 😀

    En dejlig dejlig påskekage 🙂

    1. Det er den perfekte cheesecake for os citrus-elskere jo! <3

  6. Nøj den ser lækker ud!!(men det er jo snart ikke noget nyt når det kommer fra dig!!!!!) jeg er også fan af ostekager, det er min mand desværre ikke 🙁 , så kom du endelig med flere nye varianter, måske husbonden kan omvendes!!!!!!!!

    1. Tak, Gitte, hvor er det sødt sagt! Ærgerligt, at din mand ikke er fan af cheesecakes – jeg skal gøre mit bedste for at finde på en opskrift på “cheesecaken der overbeviser alle” 😀

  7. Den skal helt klart prøves, da jeg netop sad med nogle venner i går og diskuterede cheesecake. smager dne meget af citron? og hvad har du af andre ideer til smag?

    er lidt på herrens mark for har kun smagt cheesecake en gang selv 😉

    vh stefanie fra http://www.stefaniesunivers.blogspot.dk

    1. Ja, denne her smager forholdsvist meget af citron, men det er jo selvfølgelig også hensigten 😉 Hvis du er mere interesseret i en mere “klassisk” udgave, kan du fx lave en topping af jordbær – ligesom når man laver syltetøj – i stedet for. Resten af fyldet + bunden kan du snildt lave på samme måde. Jeg skal også på et tidspunkt lave en variant, hvor jeg bare topper med friske jordbær – og hvor jeg evt. tilsætter kakaopulver eller chokolade til bunden! 😀
      Kan i øvrigt kun anbefale, at du giver dig i kast med en cheesecake. Det er fantastisk og har endnu ikke mødt nogen, der ikke kan lide det! 😀

  8. Stine Andersen

    Hej Xenia.
    Har lige opdaget din blog i denne uge og har nærmest ikke snakket med min familie siden, fordi jeg har siddet med næsen i computeren for at læse ALLE tidligere indlæg også 🙂
    Nå, men jeg skal snart til Sverige, og jeg kan huske at jeg læste et sted at du købte sødning derovre fordi det var billigere, men nu kan jeg ikke finde indlægget igen… 🙂 så hvad hedder det i Sverige ? Skulle jo nødig komme hjem med noget forkert 🙂 og er der andet jeg skal hamstre til min LCHF nu jeg er derovre?
    Og så noget helt andet: har du slet ikke oplevet at tage på i vægt siden du startede på LCHF ? Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at spise al det fedt, så det bliver mest i kager -hvilket der også ryger for mange indenbords af, så det kommer nok ud på et… 🙂 jeg er selv 182 høj ligesom dig og sådan en kæmpekrop kan jo rumme et par kilo, men frygter virkelig at ende som en zumo-kvinde sf dimensioner… 🙂

    1. Haha, det har jeg også selv prøvet lidt for mange gange ;P (altså med andres blogs, forstås!)
      De har et produkt, der hedder Stevia Strø, og som svarer til Sukrin+ – dog meget billigere. Det kan anbefales at hamstre af det. Derudover tror jeg generelt du kan gavne af at købe LCHF-produkter derovre, da det meste vist er billigere. Mandelmel, kokosmel, pofiber, kokosolie og lignende er alle ting, jeg hører, folk køber. Madbanditten har vist i øvrigt også et godt indlæg om LCHF-indkøb i det svenske, så måske du kan referere til det.
      Jeg ved ikke 100%, hvordan min vægt ligger ift. før jeg startede på LCHF, da jeg kun vejer mig meget sjældent, og det efterhånden er et godt stykke tid siden. Jeg har dog ikke taget nævneværdigt på, kan jeg mærke på mit tøj, da det stadig passer – og jeg højest er gået lidt ned i nogle størrelser. Selvfølgelig kan der være en omstillingsperiode i starten, men generelt vil jeg faktisk bare anbefale dig ikke at veje dig (især i starten) – og i stedet måle dig. Så tror jeg, du vil kunne se fine fremskridt. Men husk nu fedtet! Det er altså det essentielle, når vi snakker LCHF ;D

    2. http://www.denomvendteverden.dk har vist også et indlæg liggende om lchf varer i Sverige, du kan sikkert finde det ved at søge på hendes blog 🙂

  9. Nøj den ser lækker ud 😛
    Tror du at man kan erstatte stevia og sukrin+ med sukrin melis, alm. sukrin eller sukrin gold ? jeg har nemlig alle tre, men ikke stevia og sukrin+ og jeg synes ikke lige budgettet og køkkenskabet holder til flere sukkererstatningsprodukter lige pt. 🙂

    1. Mange tak, Maja 🙂 Ja, det kan du sagtens. De forskellige sødemidler (sukrin-varianterne især) kan altid erstattes med hinanden indbyrdes. 100 g sukrin+, som jeg bruger heri, svarer til ca. 200 g alm. sukker – så kan du selv regne derfra 🙂 Jeg vil dog faktisk anbefale, at du overvejer på et tidspunkt at investere i noget stevia-pulver. Så kan du blande din egen sukrin+, som beskrevet her – og det er altså den af sukrin-typerne, der giver den bedste smag i min optik (når man også gerne vil have en hvid farve)!

  10. Sikke en dejlig kage og nogle skønne billeder. Har du prøvet Stevias dråber med lemonsmag? De smager skønt og ville være gode i den her kage, tror jeg.
    Mange hilsner Kathe

    1. Mange tak, Kathe! Jeg er også selv blevet ganske tilfreds med billederne i denne omgang! 😀
      Nej, det har jeg faktisk ikke. Er det også de der “sweet drops”? Da jeg købte mine varianter, havde de kun med vanilje og English toffee, men du har da ret i, at en citronudgave lyder som den perfekte tilføjelse hertil! Den vil jeg lige holde øjnene åbne efter! 🙂

  11. Shiiiiit den ser vild ud, kan næsten ikke vente til der kommer en anledning, så jeg kan lave den :D. Jeg tror dog, jeg vil forsøge med en version med knap så meget sukrin i. Vil helst minimere brugen af det, og så er det jo også ret dyrt 🙂

    1. Den er virkeligt god! Altså hvis jeg sådan selv skal sige det, ikke – selv om de andre nu også tog godt til sig 😉
      Du kan sagtens skrue ned for sukrin, hvis du foretrækker det. Denne mængde passer perfekt til mig og mine smagsløg – og også til folk, der ikke normalt spiser LCHF. Hvis du er indstillet på, at den jo bliver en del mindre sød, kan du snildt bruge mindre mængde 🙂

  12. Den ser bare så lækker ud 🙂 har haft en svaghed for cheesecake siden jeg var i USA for 5 år siden 🙂 har prøvet at bage selv, flere forskellige slags, men jeg har ledt efter en ‘ny’ en siden jeg begyndte på LCHF for små 3 måneder siden 🙂
    Så kan jeg komme i oste-himlen igen på et tidspunkt 😉

    1. Det er altså også svært ikke at have en svaghed for cheesecake! Det er jo noget af det lækreste, der findes! 😀
      Jeg kan kun anbefale denne opskrift – det er en af de bedste, jeg har smagt, uanset om vi snakker LCHF eller ej! 🙂

  13. Hej xenia
    Først stor tillykke med din fantastiske side.. Bruger den næsten hver dag..
    Vil nu lave cheesecsaken.men kan ikke finde sukrin,hernede i Belgien.. kan jeg bruge stevia istedet for ??. Og ved du hvormeget..

    1. Mange tak, Charlotte – dejligt, at du kan bruge det!
      Sukrin er i virkeligheden det sødestof, der hedder erythritol, og det er jeg ret overbevist om, at du burde kunne finde i Belgien. Ellers kan det i hvert fald bestilles fra diverse internationale sider, fx iherb.com eller healthysupplies.co.uk. Jeg vil umiddelbart ikke anbefale at erstatte med ren stevia, da jeg personligt ikke bryder mig om stevias bismag – men hvis du har det fint med den, er du velkommen til at prøve. Du skal bruge sødestof svarende til 150-200 g sukker til at erstatte de 75-100 g sukrin+. Hvis du i øvrigt får anskaffet noget sukrin/erythritol, kan du blande dit eget sukrin+ – læs mere i dette indlæg 🙂

  14. Hej xenia:)
    Kan man bage bunden og fryse den til senere brug?
    Tak for skøn inspiration. Er startet for to uger siden, og målet er ikke kur men livsstil. Så prøver at finde godt ting, der kan nydes af alle 😉

    Knus Susanne:)

    1. Hm, måske. Jeg er usikker på, om den holder godt nok sammen til at kunne fryses – så skal du i hvert fald gøre det i formen, så hvis du kan undvære en springform og i øvrigt har plads til det i fryseren, synes jeg da, du skal give det et skud 🙂
      Dejligt at høre, at du kan bruge bloggen. Held og lykke med det! 😀

  15. Hej, jeg har desværre været så uheldig at vandet er trængt igennem staniolet på springformen. Kagen er meget tung og er nok desværre fyldt med vand ;-( Er den mon helt mislykket nu eller tror du der er noget jeg kan gøre?
    Mvh Ann-Maria

    1. Beklager det meget sene svar Ann-Maria. Jeg tænker, at det er lidt ligegyldigt, hvad svarer nu, men jeg hører da gerne, hvordan det endte?

  16. […] lavede den efter Xenias opskrift – med få ændringer og den fik lidt længere i […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *