Chili con carne

I dag er en stor dag her på bloggen. “Hvorfor”, spørger du? Jo, ganske enkelt fordi der her kommer en opskrift med oksekød – den første af slagsen! Jaja, det er store sager…

Det hele startede for et par dage siden, hvor jeg pludseligt fik den særeste lyst til chili con carne. Og som om dét ikke var sært nok – jeg mener: Hvem får lyst til chili con carne, når solen skinner, og det nærmest er lunt?! – men jeg havde faktisk lyst til det i en klassisk oksekødsversion. Måske det ikke lyder så sært for majoriteten af den danske befolkning, men som nogle af jer måske ved, spiser jeg som udgangspunkt ikke oksekød. Det er i hvert fald mindst seks år siden, jeg sidst har gjort det! Da jeg blev helt vegetar dengang var det dels fordi jeg gerne terlle spise mere grønt – og dels bare fordi jeg egentligt ikke var så vild med kød i det hele taget – okse- (og svine-) -kød i særdeleshed. Og så har jeg bare ikke rigtigt savnet det siden. Selve konsistensen og den meget udtalte kødsmag, som jeg tænker, at det har, har også afskrækket mig lidt. Men i denne uge mente min krop åbenbart, at det var på tide at prøve igen. Og jeg kunne egentligt ikke se nogen grund til ikke at lytte til min krops signaler på dét punkt. Hvis jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide det, ville det jo kun gøre tingene nemmere for mig selv – og åbne en verden af nye muligheder i køkkenet!

Som sagt, så gjort. Jeg valgte at tage udgangspunkt i Janes opskrift her, som opfyldte flere af mine krav – dels indeholder den chokolade, som jo efterhånden er en rimeligt kendt og udbredt “hemmelig ingrediens” i chili con carne. Og dels havde Jane hævet fedtprocenten med bl.a. fløde i saucen og gode ideer til tilbehøret. Jeg valgte dog bl.a. at bruge hakket kød i stedet for de større stykker (baby steps!). Og så puttede jeg nogle kidneybønner i, selv om det jo hverken er særligt LCHF eller low carb – men jeg synes ligesom, det hører sig til. Du kan jo udelade dem, hvis du foretrækker et lavere kulhydratindhold. Men alt i alt blev det et helt og aldeles fantastisk måltid, hvis jeg selv skal sige det (og det skal jeg jo!) – og min bror, som jeg serverede det for, virkede også ganske begejstret 😉 Konklusionen må vist være, at oksekød hermed officielt er tilbage i min kost. Hvem ved ikke, hvad det næste bliver – måske ligefrem en stor bøf (gisp!).

Jeg serverede med grøn salat, creme fraiche, revet ost og lavede derudover en portion af Janes shawarmachili fra hendes bog – sidstnævnte er især smart, hvis man serverer retten for folk, der foretrækker forskellige styrker på deres chili 🙂 Andre forslag til tilbehør kunne fx være nogle blomkålsris eller måske nogle tortillachips til de “normaltspisende”.

Chili con carne
ca. 6-8 portioner (afhængigt af om du tilsætter bønner eller ej og hvilket tilbehør du vælger)
Print
Ingredienser
  1. * 800 g hakket oksekød
  2. * 50 g smør
  3. * 1-2 løg
  4. * 3 fed hvidløg
  5. * 2 røde chilier
  6. * 2 store dåser tomatpuré (á 140 g)
  7. * 1/2 liter mosede tomater/tomatpassata (eller alm. hakkede tomater)
  8. * 1 tsk herbamare urtebouillon eller tilsvarende
  9. * 1 strøget spsk knust/stødt spidskommen
  10. * 1 strøget spsk stødt koriander
  11. * 1 spsk sukrin gold
  12. * 1-2 dl piskefløde (afhængigt af hvor cremet, du vil have den)
  13. * 2 peberfrugter (fx en rød og en gul) (ikke på billederne)
  14. * cayennepeber efter smag
  15. * salt
  16. * 25 g mørk chokolade, gerne 100%
  17. * 1-2 dåser bønner, fx kidneybønner, brune bønner, sorte bønner, etc. (kan udelades)
Forslag til servering
  1. * creme fraiche 38 %
  2. * revet ost, fx cheddar el.lign.
  3. * grøn salat, fx af romaine og agurk
  4. * grønne bønner
  5. * evt. shawarmachili (opskrift nedenfor)
Sådan gør du
  1. Pil og hak løg fint. Smelt smørret i en stegegryde og sauter løgene heri, til de er bløde.
  2. Tilsæt så kødet, og brun det ved høj varme.
  3. Fjern imens kernerne fra chilierne (sådan her) og hak dem fint. Fjern også kerner fra peberfrugterne og skær dem i tern.
  4. Tilsæt så finthakket chili, presset hvidløg, tomatpure og krydderier og svits hurtigt. Rør de mosede tomater i sammen med peberfrugt, bouillon og sukrin gold. Bring saucen i kog. Tilsæt fløde og lad saucen simre under låg i en times tid. Rør ind imellem.
  5. Tilsæt chokolade og evt. drænede og skyllede bønner, når der er omkring et kvarter tilbage.
  6. Smag til med salt, sukrin gold og evt. ekstra cayennepeber.
  7. Server med grøn salat eller grønne bønner, creme fraiche, evt. revet ost og måske lidt ekstra shawarmachili til dem, der vil have det lidt stærkere.
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

Shawarmachili
Print
Ingredienser
  1. * 2 spsk
  2. tørrede chiliflager
  3. * 1 + ca. 1 dl vand
  4. * 1 fed hvidløg
  5. * 1 lille dåse tomatpure (70 g)
  6. * 1 tsk kanel
  7. * salt og peber
  8. * 1/2 dl god olie, fx olivenolie
Sådan gør du
  1. Kog chiliflager op i en kasserolle sammen med 1 dl vand. Lad det koge ind og tilsæt lidt ekstra vand ad gangen, indtil du har en tyk og blød pasta. Rør presset hvidløg, tomatpure og kanel i og kog kort op igen. Smag massen til med salt og peber og lad den køle af.
  2. Rør sammen med olien lidt ad gangen og kom på et glas eller i en lufttæt beholder.
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

10 comments

  1. Jeg troede næsten ikke på det, da jeg først så dit opslag på bloggens facebook-side 🙂 Tænk, at der er gået så lang tid siden du har spist oksekød! Og det er også helt vildt, at du så efter så lang tid får lyst til lige præcis det!
    Ihvertfald er det en super lækker opskrift du har lagt op, som jeg ser frem til at kaste mig ud i!
    Og som du selv siger, hvem ved hvad det næste bliver – der er jo næsten kommet et helt nyt univers med i dit madlavningsrepertoire nu 🙂
    Jeg glæder mig ihvertfald til at se, hvad det fører til fremover! 🙂

    1. Jeg var mildest talt også ret overrasket selv 😉
      Lige nu efter den gode oplevelse i går har jeg nærmest lyst til at smage en stor bøf – men måske jeg lige skal prøve det på en god restaurant første gang, så jeg er sikker på, at det er som det skal være 😀 Og ja, det bliver da superspændende nu også at kunne inddrage oksekød i mine madplaner!
      Jeg håber at opskriften her smager dig, hvis du får prøvet den! 😀

  2. Lunt vejr eller ej, så kan man ALTID spise chili con carne!
    Imponerende at du har levet uden oksekød så længe – svinekød kunne jeg til dels godt undvære (selvfølgelig lige undtaget bacon), men oksekød ville jeg godt nok have svært ved at udelade.
    Men jeg glæder mig til at se hvad du finder på at bruge de nye muligheder til 🙂

    1. Det har jeg netop erfaret! 😀
      Det var egentligt kun et bevidst valg i starten – siden er det bare blevet vane og har bare ikke været noget, jeg har savnet – før nu 😉 Svinekød spiser jeg stadig kun begrænset, som fx bacon, skinke og pølser – kun de forarbejdede typer, ser det ud til 😛

  3. Åh, jeg elsker chiliconcarne – det smager så godt, tænk, at du har undværet det så længe 😀 Det er bare en af mine hofretter.

    – Anne

    1. Det gør jeg også (nu) 😉 Faktisk har jeg allerede planlagt at lave endnu en omgang i aften – undskyldningen er, at min mor jo også skal have lov til at smage, men ærligt talt var det bare virkeligt godt, haha! 😀
      Du skal næsten tage at prøve shawarmachilien til næste gang – det gør det kun bedre! 🙂

  4. Dette var en af de første retter jeg lavede på LCHF, og det smager jo fantastisk. Har faktisk lavet den flere gange efterfølgende men den skiller altid, hvilket jeg slet ikke forstår. Meget mærkeligt. Men derfor smager den vildt godt, og er blevet en af favoritterne herhjemme sammen med dampede blomkål 😀

    1. Hvor er det dejligt at høre, at du kan lide det! Det er også en af mine personlige favoritter.
      Fløde kan godt skille, hvis det koger for voldsomt. Det er vigtigt, at retten kun simrer ved meget, meget lav temperatur. Hvis det alligevel skiller, kan man ofte også redde det ved at røre en ekstra sjat kold fløde i og koge det op, lige inden servering. Selvfølgelig er smagen den samme uanset, men pæn mad smager jo altid bare lidt bedre 😉

  5. […] af maj, og indtil videre er dén opskrift, jeg nok har lavet ultimativt flest gange, tror jeg, min chili con carne. Ja, selv om det har været sommer en stor del af tiden! Smagen er fantastisk, det er nemt, og man […]

  6. […] Ha. Skidekægt, Xenia”, tænker I sikkert, så lad mig lige forklare. Som nogle af jer måske ved, er det “i mit voksne liv” kun inden for de sidste knap to år, at jeg rigtigt har […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *