Chiligryde med kylling, brune ris og sorte bønner

Søndag stod jeg pludselig uden aftensmadplaner, men da jeg havde været på arbejde om morgenen og lige var vågnet fra en tre timers lur, gad jeg absolut ikke ud at købe ind. Derfor skulle jeg finde på noget af det jeg havde på lager, og umiddelbart forberedte jeg mig bare på at koge nogle æg når aftensmadstiden kom. Da jeg sad og læste blogs, faldt jeg dog over denne opskrift, og helt tilfældigt havde jeg stort set alle ingredienserne på lager. En portion hakket kylling og en pose kogte sorte bønner blev taget op af fryseren, og så var jeg mere eller mindre klar. Det nåede ikke at tø fuldstændigt, men det gode ved hakket kød i en ret som denne er jo at man bare kan hakke det i stykker fra frossen stand og så optø/stege det på panden. Det er ikke optimalt, men det fungerer fint. Bønnerne havde jeg fra dengang jeg lavede fyldte peberfrugter, så her kom det helt sikkert til gavn, at jeg da kogte ekstra bønner og frøs ned. Hvis du ikke har bønner i fryseren, kan du enten være lidt mere forudseende og forberede dem dagen før (fx efter vejledningen her) eller du kan bruge en dåse bønner. Jeg har endnu ikke kunne finde sorte bønner på dåse, men jeg kunne forestille mig at fx kidneybønner vil være en fin erstatning.

Det er en ret, der gerne skal have lov til at simre tæt på en time, men så bliver den også virkelig lækker. Hvis du har travlt, kan du bruge hvide ris i stedet og putte kylling tilbage i gryden allerede efter 10 minutter. I så fald skal der kun bruges 3 dl vand. Risene kan selvfølgelig også helt udelades for en mere klassisk chili con pollo – i så tilfælde kan man vælge at spise den alene eller give noget brød til.

Jeg havde tilfældigvis en krydderiblanding til chili con carne fra Santa Maria, som jeg egentlig havde afskrevet, da jeg jo ikke spiser oksekød, men den fungerede helt fint heri. Jeg har sammenstykket et omtrentligt krydderiforhold efter ingredienslisten på posen, hvis du ikke har en færdig mix . Du kan også bare nøjes med ren chilipulver – i så fald ville jeg starte med bare en enkelt teske og så smage mig frem.

Det er jo en fin og hyggelig efterårs/vinterret, så det passede perfekt på en lidt doven søndag.

Jeg håber I andre har nydt jeres weekend – og god ferie til jer der har det. Så heldig er man desværre ikke på uni, men til gengæld har vi jo så 2-3 månederes sommerferie 😉

Jeg ville forresten gerne have kaldt retten for en chili, som jeg elsker at man kan på engelsk – sådan fungerer dansk dog desværre ikke, så indtil vi også overtager det begreb, har jeg kaldt det en chiligryde.

 

2 portioner

* 3 tsk rapsolie

* 225 g hakket kylling

* ½ brev Santa Maria chili con carne krydderiblanding (eller 1 tsk af hhv. stødt chili, spidskommen og salt samt ½ af sukker og oregano)

* 1 mellem løg

* 1 dl brune ris

* 3 fed hvidløg

* 2 gulerødder (ca. 200 g)

* 1 hønsebouillonterning

* ½ l kogende vand

* 270 g kogte sorte bønner (125 g tørrede – se hvordan de udblødes og koges her)

* evt. salt

 

Til servering:

* fromage frais eller andet surmælksprodukt

* salsa, fx Santa Marias Hot Habanero & Passion Salsa

* lime

 

Opvarm 2 af de 3 tsk rapsolie i en gryde. Svits kyllingen her og tilsæt halvdelen af krydderiblandingen. Tag kyllingen op af gryden og sæt til side til senere.

Hak løgene groft eller riv dem.

Tilsæt den resterende olie og svits løg og ris heri ved svag varme, mens hvidløg og gulerødder klargøres. Ris og løs må ikke tage farve, løgene skal bare blive bløde og gennemsigtige.

Hak hvidløg fint og riv gulerødderne groft.

Tilsæt hvidløg, gulerødder og den resterende krydderiblanding til løg og ris og vend rundt et minuts tid. Tilsæt herefter kogende vand og bouillonterning. Bring i kog, dæk med låg og lad simre i 30 minutter.

Hæld nu kyllingekødet tilbage i gryden sammen med de sorte bønner, dæk igen med låg og lad simre i 12 minutter. 

Smag på et riskorn – hvis det ikke er gennemkogt, skal det have ca. 5 minutter til. Hvis der mangler salt eller andre krydderier, kan det også tilsættes her. Hvis risene er gennemkogt, slukkes for blusset og retten trækker i 10 minutter.

Server med fromage frais eller lignende, salsa og limebåde, som presses ud over retten.

Næringsindhold for én portion (halvdelen) med 25 g fromage frais og 25 g salsa
Kcal: 623. Protein: 47g. Kulhydrat: 78g. Fedt: 14g. Kostfibre: 9,1g.

4 comments

  1. Newyorkerbyheart

    Uhmmm, det ser godt ud – og dejligt til denne tid 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

    1. Det er nemlig perfekt til denne sæson. Og det var også ret fantastisk langt om længe at finde en interessant opskrift på chili con carne uden carne-delen 😉

      1. carne betyder kød så hvad mener du uden karne delen er kylling ikke kød eller hvad

        1. Jeg tror måske bare, at jeg mente carne som i oksekødsdelen 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *