Chokoladefri chokoladeshake med peanutbutter og avocado

chokoladeshakeavo-2

For det meste klarer jeg mig meget fint med bare at have en foodprocessor – og en relativt billig en af slagsen oven i købet. Det gælder i hvert fald lige på nær de dage, hvor jeg får lyst til at eksperimentere med smoothies med grøntsager og greenies og den slags, hvor vi ret gerne vil have, at grøntsagerne er blendet heeeelt ud. For mit vedkommende er det i hvert fald nemmere at abstrahere fra en lidt for stor klump banan, end de der irriterende små stykker spinat, der sætter sig mellem tænderne og alle andre steder. Eller ligefrem en lidt for stor klump frossen broccoli, eller hvad ved jeg. Måske det bare er mig, der stadig er en amatørkylling (ja, det er hermed en ting), når det kommer til grønne smoothies. Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, pointen er, at i princippet var jeg fristet til også at tilsætte en håndfuld spinat eller grønkål til denne drik, men gjorde det ikke af førnævnte årsag. Til gengæld er der avocado i, så lidt grøn er den dog stadig. Og ligesom de fleste andre grøntsager, kan avocadoen ikke smages, fordi kakao og peanutbutter overdøver de sundere smage. Ret smart jo faktisk!

Den anden dag blev jeg spurgt om det der med frugt og LCHF, mere specifikt fordi jeg tilsyneladende ofte bruger frugt, især når det kommer til morgenmad. Og ja, det gør jeg for så vidt nok også, men det er vigtigt at huske, at der er mange former for “LCHF”. Der er både den helt strikse variant, som især er at foretrække hvis man forsøger at tabe sig, lige starter, er meget sensitiv over for kulhydrater eller lignende, og så er der den mere liberale variant, som jeg i højere grad udøver, hvor vi altså indtager lidt flere kulhydrater, i den udstrækning det føles ok. Denne shake indeholder en del kulhydrater sådan i forhold til mange andre LCHF-opskrifter, men den fungerede fint for mig. Fedtindholdet deri var højt nok til at holde mig mæt indtil frokost og samtidigt holde kulhydraterne og frugtsukkeret i ave, så jeg ikke skejede (mere end nødvendigt) ud. Lidt ud skejer man vel altid, tænker jeg 😉 Kombineret med nogle lidt mere strikse måltider resten af dagen evt. fungerer det for mig. Prøv dig selv frem, og se hvad der fungerer. Måske du skal erstatte bananen med en ekstra halv avocado, nogle isterninger og ekstra sødning, som ikke påvirker blodsukkeret på samme måde? Så gør du bare det!

Og hvis der så i øvrigt er nogen, der har en god blender, som de har brug for at få afsat, siger de bare lige til, ikke? Dét og et større køkken…

chokoladeshakeavo-1

 

0 fra 0 stemmer
Udskriv
Chokoladefri chokoladeshake med peanutbutter og avocado
Antal: 1 person
Ingredienser
  • 1 frossen banan i mindre stykker
  • 1/2 moden avocado
  • 2 spsk kakaopulver
  • 1 stor spsk peanutbutter helst en smooth variant - Urtekrams er som altid min favorit
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • flydende stevia evt. med vaniljesmag
  • 1 nip salt
  • 2 dl kokosmælk eller anden mælk eller plantedrik
  • vand
Sådan gør du
  1. Blend alle ingredienserne sammen til en jævn shake. Tilpas konsistensen med vand og smag til med stevia.

  2. Bruger du en foodprocessor, kan du med fordel blande alle ingredienserne uden væske først og herefter tilsætte kokosmælk og vand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *