Chokoladekage med mandler, creme og friske hindbær

I går var det min fødselsdag, og jeg havde den bedste dag længe! Det var så skønt. Jeg havde taget fri fra arbejde, hvilket allerede dér sætter scenen for en dejlig dag. Og så fyldte jeg derudover dagen med at sove længe, en sød veninde, en god film i biografen, kage og varm kakao på cafe, min søde familie, restaurantbesøg med verdens bedste salatbar, og sidst men ikke mindst, hyggeligt brætspilleri i min lejlighed med selvsamme familie. Og selvfølgelig lidt mere kage. For som vi alle ved, er der ingen fødselsdag uden kage!

Valget i går var faldet på Majas frugtkage, som så så fin og indbydende ud, da jeg fandt opskriften. Og så er den uden mel, hvilket også er dejligt. Ikke at jeg som sådan spiste LCHF i går, men jeg kan stadig godt lide at gøre lidt her og der. Og så er det jo altid rart at få udvidet sit repertoire lidt 😉 Jeg kunne sagtens have valgt at følge Majas opskrift til punkt og prikke og pynte med appelsinfileter og granatæblekerner, men jeg havde mere lyst til noget andet og endte derfor med at købe nogle svinedyre men lækre friske hindbær i Føtex, som jeg pyntede med. Det var et perfekt valg!

Jeg brugte desuden sødemiddel i kagen, så den også var sukkerfri, men det kan man jo gøre som man vil. Hold øje med kagen, når I bager den. Måske Majas ovn er meget anderledes end min, men jeg gav den fem minutter end hun foreskriver og det var alligevel for længe. Den var desværre en anelse til den overbagte/tørre side – så i opskriften nedenfor har jeg tilpasset tiden efter min mavefornemmelse. Og hvis det så alligevel går galt, har I jo den lækre blandingscreme af flødeskum og creme fraiche til at kamuflere dette 😀

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Chokoladekage med mandler, creme og friske hindbær

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer


Ingredienser

  • 3 æggehvider
  • 75 g sukrin+ eller anden sødning svarende til 150 g sukker
  • 1,5 spsk kakaopulver
  • 100 g mandler
  • 100 g mørk chokolade
  • 1 dl piskefløde
  • 1 dl creme fraiche
  • friske hindbær eller anden frisk frugt

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 180º varmluft.
  2. Pisk æggehviderne stive og tilsæt sødningen lidt efter lidt, til du har en sej marengs.
  3. Si kakaopulveret i massen og bland.
  4. Blend mandlerne til fint mandelmel og vend dette i marengsmassen.
  5. Hak til sidst chokoladen og vend det i dejen.
  6. Fordel dejen i en springform beklædt med bagepapir og bag kagen i ovnen i ca. 15-20 minutter.
  7. Lad kagen køle helt af.
  8. Pisk piskefløde til flødeskum og bland med creme fraiche. Smag evt. til med lidt sødning.
  9. Fordel cremen ovenpå kagen og pynt med frisk frugt.
  10. Server med det samme.

Kategorier: Dessert, Gæstemad, Kage, LCHF opskrifter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!