Chokoladekugler

Her i weekenden blev jeg ramt af en voldsom og nærmest uovervindelig sukkertrang. Og når man samtidig lider af en voldsom og uovervindelig weekend-dovenskab, skal fantasien på arbejde – eller inspirationslageret. Løsningen på mine cravings skulle dels være noget, jeg allerede havde alle ingredienserne til, og dels noget uden sukker, korn (duh) og generelt særligt mange kulhydrater – ellers ville cravingsene jo aldrig holde op! Og så var det jeg faldt over denne opskrift i min opskriftssamling – mine bønner var hørt! Jeg havde alle de fornødne ingredienser på lager og der er tæt på ingen kulhydrater i dem – kun masser af godt, mættende og blodsukkerstabiliserende fedt. Sådan!

Resultatet smager lidt som en blanding af chokoladetrøfler, havregrynskugler og romkugler på én og samme tid. Konsistensen er ikke som daddelkugler, selv om det måske er svært at se, men snarere i retningen af en lidt blød chokolade. – og så er de altså fyldt med godt med fedt, så det er ikke disse man skal lave, hvis man hører til den fedtfobiske slags 😉

Hvad gør I, når sukkertrangen kommer over jer? (og her tænker jeg selvfølgelig især på løsninger af den sukkerfri slags 😉 )

 


 

Chokoladekugler

20-30 stk

 

* 1/2 dl hasselnødder

* 100 g kokosmel

* 2-3 spsk kakaopulver

* 1 tsk vanillepulver

* 1/2 – 1 tsk salt

* 100 g kokosolie

* 1 dl kokosfløde
(sæt en dåse kokosmælk (fuldfed, ikke light!) i køleskabet natten over eller i fryseren et par timer. Tag den ud, vend bunden i vejret, og åbn fra bunden af – hæld vandet fra og det tykke, der er tilbage, er kokosfløde)

* 1 økologisk eller pasteuriseret æggeblomme (kan udelades)

* sødning efter smag

* ekstra kokosmel til at trille i

 

Hak hasselnødderne fint i en foodprocessor eller blender. Tilsæt kokosmel, kakao, vanille og salt og kør til det er godt blandet.

Tilsæt så kokosolie, kokosfløde og evt. æggeblomme. Kør, indtil du har en jævn masse. Smag til med din foretrukne sødning. 

Sæt massen i køleskabet en time og form dem herefter til kugler. Tril i kokosmel og opbevar på køl.

 


 

4 comments

  1. Dejligt med en afveksling fra daddelkugler, så der ikke er tørret frugt i – de skal prøves!
    Lige et tip mht. kokosmælken – hvis man bruger de dåser der har løfte-åbning i toppen (altså hvor man ikke behøver dåseåbner), så vend dåsen på hovedet allerede når du sætter den på køl/frys. Så er det bare at åbne den normalt, og så er vandet lige til at hælde fra da fløden ligger i bunden 🙂

    1. Det var nemlig også det jeg faldt for – selv om daddelkugler er superlækre, ender de tit med at smage tæt på det samme – sådan smager disse ikke 🙂
      Og god ide med kokosmælken – det gør jeg da helt sikkert næste gang!

  2. Uhm, Xenia. Det lyder som nogle kugler, jeg snarest må forkæle mig selv med. De passer jo perfekt ind i mit ‘ekstra fedt’-mode.
    KH
    – frk. sveske

    1. Nemlig! Jeg har også selv af og til svært ved helt at spise nok fedt – det virker ind imellem stadig “forkert” eller “forbudt :/ Men så er de her netop gode, fordi fedtet på en måde er mere kamufleret 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *