Chokoladet chokoladelagkage

Efter at min instagram og diverse andre sociale medier hele weekenden har været fyldt med teasere om de kager, jeg lavede til min fødselsdag i lørdags, må det nu være på tide at komme med den første opskrift. Fordi dem skal I altså virkelig have, synes jeg! Nu er det jo ikke som sådan fordi jeg spiser 100% LCHF hele tiden, men da jeg planlagde menuen til i lørdags, havde jeg alligevel lyst til at lave noget, som jeg kunne spise med god samvittighed, hvis det var det humør jeg var i. Hvilket det faktisk endte med, men det er en anden historie.

Til hovedret endte jeg forresten med at lave kylling i peanutbuttersauce, som jeg lavede første gang for lidt over et år siden med stor succes. Det er en lækker ret + den er nem at lave i god tid og til mange. Jeg serverede det lidt i stil med noget ristaffel – med diverse toppings, man selv kunne blande. Blandt andet havde jeg snittet en bunke kål, som jeg selv brugte i stedet for ris, der var peanuts, babymajs, ananas, reven gulerod, ristet kokos, rosiner, peberfrugt – og selvfølgelig ris til de “normaltspisende”. Dejligt måltid!

Og så til dessert var der selvfølgelig kage – denne og en anden, som I får opskriften på lidt senere. Begge kager er helt kornfri og indeholder meget lidt sukker. I denne chokoladelagkage er der sukker i chokoladen, fordi jeg er for nærig/fattig til at købe den sukkerfrie slags. Men det kan man selvfølgelig snildt gøre, og så er resultatet altså en helt sukkerfri kage. Til gengæld er der naturligvis sødemidler i – ellers ville det blive en noget kedelig kage 😉 Jeg brugte en blanding af et sødemiddel købt i Sverige, der hedder Stevia Strø, og som vist svarer til Sukrin+, og flydende hermesetas. Sidstnævnte indeholder dog kemiske sødemidler, så der kan man selv vælge, hvad man synes. Man kan evt. prøve at erstatte med (flydende) stevia eller yaconsirup. Gør som I vil – I kan selvfølgelig også bare lave kagen med sukker, hvis alt det dér sukkerfrie gejl er noget vrøvl i jeres ører 😀

Resultatet bliver en vildt lækker chokoladet chokoladekage – den smager af chokolade med stort C, hvilket er kræs for mig! Man kan selvfølgelig skrue ned for chokoladesmagen ved at bruge en chokolade med lavere kakaoindhold til flødeskummet – men det ville egentlig være en skam, hvis I spørger mig 😉

Det bliver en meget stor kage – især fordi den mætter helt vildt. Det er altså det, der er resultatet, når man ikke bruger sukker og mel! Selv jeg, som ellers normalt bryster mig af at kunne spise godt til, når det kommer til kage, kunne kun lige klemme et lille stykke ned af hver slags kage – og så var jeg altså også MÆT!

Selve basiskagen i denne og den anden kage er den samme – og det er én, jeg kommer til at bruge ofte fremover. Nu har jeg jo alligevel testet den af flere gange, for at få den perfekte opskrift – så skal det jo ikke gå til spilde 🙂

Chokoladet chokoladelagkage
1 stor kage - nok til i hvert fald 16 stykker!
Print
Kagebunde
  1. * 6 æg
  2. * 200 g sukrin+
  3. * 150 g smeltet smør
  4. * 600 g creme fraiche (jeg brugte 18%)
  5. * 125 g fint kokosmel/kokosfibre
  6. * 3 spsk loppefrøskaller (HUSK)
  7. * 3 tsk bagepulver
  8. * 6 spsk kakaopulver
Chokoladeflødeskum
  1. * 300 g mørk chokolade (jeg brugte 70%)
  2. * 1 liter piskefløde
  3. * evt. lidt flydende stevia

  4. * ekstra chokolade til pynt
Sådan gør du
  1. Start evt. med at male Stevia Strø/sukrin+ til fint pulver i en kaffekværn eller blender. Jeg har tidligere prøvet, at kornene ikke blev ordentligt opløst og derfor "knasede" - ikke optimalt.
  2. Smelt smørret og lad det køle let af.
  3. Pisk æg og sødestof med en elpisker, til det er lyst og luftigt.
  4. Sigt kokosmel, kakaopulver og bagepulver i dejen (dette glemte jeg, hvorfor min kage er prikket). Tilsæt de resterende ingredienser og bland godt. Lad dejen hvile i 10 minutter, mens ovnen forvarmes til 180º varmluft.
  5. Rør dejen igennem efter de ti minutter og fordel så i en springform beklædt med bagepapir. Jeg plejer at sætte et stykke bagepapir fast mellem den løse bund og siderne - så får kagen en fin form og er samtidig nem at løsne fra bunden.
  6. Bages i ca. 1 time eller til et træspyd kommer op ren og den føles gennembagt, når du trykker let på den. Dæk evt. kagen til med lidt staniol, hvis den bliver for mørk, inden den er færdig.
  7. Lad kage køle helt af.
  8. Hak den mørke chokolade.
  9. Opvarm langsomt fløden ved lav varme. Lige inden den når kogepunktet, tages det af varmen, og hældes over chokoladen. Rør rundt, indtil al chokoladen er smeltet og din chokoladeganache er fin og jævn. Smag evt. til med lidt sødemiddel, hvis den er for kraftig i smagen.
  10. Sæt på køl og lad den blive helt kold.
  11. Når både kagebund og ganache er kold, kan kagen samles og pyntes. Del kagen i tre kagebunde - evt. ved hjælp af en fiskesnøre eller lidt ståltråd.
  12. Pisk ganachen til skum med en elpisker.
  13. Fordel chokoladeflødeskummet mellem bundene og brug resten til at dække og pynte kagen med. Lav nogle chokoladespåner med ekstra chokolade og drys på toppen.
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

30 comments

  1. Halleluja! Jeg skal have en dessertkage med i byen på lørdag, til nogle meget chokoladeglade mennesker, så det kan være jeg skal prøve den her. Medmindre du kommer med noget der er endnu bedre i den næste opskrift 🙂

    1. Denne kan i hvert fald helt sikkert anbefales – især hvis der, som du siger, er tale om folk, der er glade for chokolade 😉 (men den anden kage er nu også klart anbefalelsesværdig 😀 )

  2. Jeg dør lidt indvendigt hver gang jeg tænker på denne kage – den skal bare afprøves – og det kan kun gå for langsomt!

    1. Haha, jeg dør også en smule, hver gang jeg tænker på, at der ikke er mere tilbage 😉
      Prøv den, prøv den, prøv den!

  3. Ved du om man godt kan bruge 200g perfect fit i stedet? Vil SÅÅÅ gerne lave den i dag. 😀

    1. Hej Sara
      Jeg har desværre ikke selv erfaring med perfect fit, da det ikke er noget, jeg bruger. Men du skulle da sagtens kunne erstatte tilsvarende – prøv fx at se omregningstabellen her.
      I selve kagen er der stevia strø svarende til 400 g sukker – hvilket så må være 240-300 g perfect fit – herudover skal du så nok nøjes med 75-100 g smør.
      I frostingen ville jeg nok bare udelade sødningen, hvis du ikke har noget flydende. Jeg tror ikke den fedterstattende del af perfect fit vil være hensigtsmæssig deri.
      Husk desuden at kagen faktisk bliver ret stor – så du kan evt. prøve med halv portion, så du ikke “risikerer” nær så meget 🙂
      Held og lykke med det!
      ~Xenia

  4. Ved du om jeg kan lave ganachen dagen i forvejen og så bare piske den op og fordele den på kagen ‘på dagen’?

    1. Det kan du sagtens – sådan gør jeg det oftest selv 🙂

  5. Åååh, den ser lækker ud! Kan man smage sukrin+’en i kagen? Synes tit at jeg nemt får den der bismag når jeg laver noget med det? Overvejer at bytte halvdelen med sukrin gold – så det bliver 100g sukrin+ og 200g sukrin gold.. eller er det slet ikke nødvendigt?

    1. Jeg synes personligt netop, at sukrin+ har mindre bismag end så meget andet 🙂 Men selvfølgelig kan du erstatte det. Du kan sagtens erstatte det helt eller delvist med sukrin gold – bare sørg for at du ender på en mængde, der i alt svarer til ca. 400 g almindelig sukker (det lyder af meget, men det er jo også en stor kage 😉 ) – det vil 100 g sukrin+ og 200 g sukrin gold fx netop gøre 🙂

  6. Hov, og tror du at den kan bages uden varmluft?

    1. Jep, så skal du bare sætte ovnen ca. 20º varmere – og evt. justere tiden lidt 🙂

  7. Hejsa, har forsøgt at Google svar, men uden held. I hvilket forhold kan jeg erstatte stevia strø med Sukrin Gold ( det er nemlig det sødemiddel vi har :)?
    Med venlig hilsen

    1. Stevia Strø svarer til Sukrin+ og søder dermed dobbelt så meget som Sukrin Gold 🙂

  8. Hej, Nøj hvor ser den god ud!
    Mon den ville kunne fryses i mindre stykker, hvis det nu skulle ske, at der var noget tilbage? 🙂

    1. Mange tak, Epha! Jeg tror godt, du kan fryse den ned – omend konsistensen på frostingen måske vil blive en smule grynet, men smagen vil garanteret stadig være i top!

  9. Katrine Lentzel

    Hej Xenia. Jeg har prøvet at lave kagen. Men min chokolade-flødeskum blev skilt og grynet. Hvad tror du jeg har gjort forkert?

    1. Øv, at den kiksede. Det er ikke så nemt for mig at sige, hvad der kan være gået galt, men umiddelbart har jeg to bud. Enten blev din fløde for varm, da du lavede massen, eller også piskede du den for længe. Jeg varmer kun fløden op til lige inden kogepunktet, hvorefter jeg tager den af varmen – den må helst ikke koge. Hvis den skiller, kan man prøve at piske lidt ekstra alm. fløde til skum i en anden skål og herefter vende dette i chokoladeskummet.
      Held og lykke med det!

  10. Sabrina Kjærsig

    Hej Xenia. Nøj denne kage ser godt nok god ud. Jeg har tilfældigvis snart fødselsdag, så overvejer at lave den her kage, men jeg er dog lidt usikker, da der skal kokos i. Kan man smage dette meget, for jeg er virkelig ikke vild med kokos?

    1. Hej Sabrina 🙂
      Med forbehold for, at det nu er lidt over et år siden, jeg bagte denne kage, vil jeg sige, at du roligt kan lave den. Jeg plejer at kalde kager, der smager af kokos noget med kokos, da jeg ved, at det ikke er alle, der er lige så stor fan af den rare nød, som jeg – og her er det altså bare chokolade med chokolade på! Så det vil jeg vove at påstå, at du godt kan begive dig ud i 😀
      Held og lykke med det – og god fødselsdag!

  11. Skal helt sikkert lave den her kage på fredag til veninde komsammen 🙂 Men vil lige høre, hvor stor en springform du har brugt?

    1. Det bliver de glade for, tænker jeg 😉
      Jeg mener, at den var 26 cm i diameter, den jeg brugte 🙂

      1. Det her er den mest vellykkede kage, jeg har lavet efter LCHF principperne. Jeg synes det er den kage som minder mest om en “almindelig” kage i konsistens. Tror måske det er kokosfibrene som gør det, var i hvert fald første gang jeg prøvede at bage med den.

        Jeg lavede en lidt mindre kage, ca. 2/3 af din opskrift, kom lidt mindre sukrin i, og lidt ere kakao. Da jeg godt kan få lidt for meget af chokolade, delte jeg kagen i to bunde og lavede et lag med hindbærskum mellem lagene og lavede din chokolade ganace og kom over 🙂 Super lækkert :). Den var et hit blandt gæsterne !!

        Min ganace blev vist lidt grynet, men pyt den smagte godt. Synes faktisk det var det sværeste, at vide hvornår fløden var “færdig”, altså lige inden den når kogepunktet.

        Har du et godt tip?

        Skal helt sikkert bage kagen igen og fyldet kan man jo eksperimentere med i det uendelige 🙂

        1. Hvor er det dejligt at høre, Annemette! Kokosfibre er i hvert fald rigtigt gode at bruge, når man bager, synes jeg – så længe man stadig kombinerer det med andre “meltyper”, som fx loppefrøskallerne her, da jeg godt kan synes, at det bliver for porøst alene – trods alt 🙂
          God ide med hindbærskummet!
          Jeg plejer ærligt talt bare lige at lade fløden koge, og så tager jeg den af med det samme og rører chokoladen i! Men det er fordi, jeg er doven 😉 Jeg synes ikke, at min bliver grynet. Det er dog vigtigt, at man lader den blive helt kold, så jeg laver gerne ganache-massen dagen før den skal piskes, så jeg er på den sikre side 🙂
          Skønt at den var et hit!

  12. Hej Xenia, bliver simpelthen nødt til at prøve denne kage når jeg skal holde fødselsdag lige om et par uger! 😀
    Når du skrver husk loppefrøskaller, mener du så den gule æske hvor der står til bagning, eller det almindelige i de grønne æsker? går ud fra at du mener den gule? 🙂
    Mvh Katrine 🙂

    1. Det lyder som en god plan, Katrine 🙂 Heri har jeg brugt de grønne loppefrøskaller – hvis jeg bruger den gule, plejer jeg at skrive “fintmalede loppefrøskaller” eller noget i den dur 🙂
      Held og lykke med det!

  13. Den kage ser simpelthen så lækker ud. Der er en kagekonkurrence til byfesten på lørdag og overvejer kraftigt at tilmelde mig med denne, da den er gluten-og sukkerfri. Faktisk har jeg også tænkt mig at tilsætte 2 ml flydende laktase (http://www.hjemmeproduktion.dk/shop/laktase-enzym-50-808p.html) til fløden, da jeg er laktose intolerant og så udnytter jeg jo samtidig det naturlige sukkerindhold i fløden.

    1. Det lyder spændende med laktasen der, lad mig endeligt vide, hvordan det går, hvis du får det prøvet! 😀

      1. hej:), det gik rigtig fint med laktasen og ingen fik ondt i maven bagefter. Nu ved jeg ikke hvordan ganachen skal smage, men jeg syntes at den smagte lidt i retningen af en meget cremet chokolademousse, hvilket jeg går ud fra er meningen.
        Der var vist 12 kager på det fælles kagebord. En del rynkede på næsen af at den var både korn og sukkerfri, men det var den som var spist og den fik en masse ros, hvilket jeg tror skyldes at folk ikke tror at sådanne kager kan smage godt, hvilket den i den grad gjorde.
        Jeg har tidligere brugt laktase til is hvor jeg har kunnet reducere sukkertilsætningen til 2 spiseskeer almindelig sukker pr halve liter fløde/mælk.
        Faktisk fik kagen præmien for den flottest pyntede, da jeg havde lavet små chokoladekøer og sat på sammen med persille.

        1. Hvor lyder det godt – sejt at du fik overbevist nogle skeptikere om, at sukker- og kornfri kager snildt kan smage godt! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *