Cremet linseret med blomkåls- og kartoffelmos

Hvorfor er det egentligt, at mange af de lækreste retter altid er så ufatteligt ufotogene? Er der nogen, der har en god teori? Måske det er fordi, mange af dem oftest er i comfort food-stilen? Det var denne ret i hvert fald. Oftest er comfort food dog i den lidt usunde ende, og det er denne ret absolut ikke (i hvert fald ikke ifølge min opfattelse af sundhed). Linser er jo helt sikkert sunde og fyldt med gode fibre og protein. Mosen har jeg her lavet af en stor bunke blomkål og kun en enkelt kartoffel. Jeg har også skrevet om det her og her, men det er altså utroligt overraskende, hvor høj en blomkål- til kartoffelratio, man kan have, uden at det kan smages! Denne gang brugte jeg tre dele blomkål til en del kartoffel, og det smagte præcist som ren kartoffelmos, hvilket altså giver kæmpe plus på sundhedskontoen. Fx ville 800 g kartofler have 608 kalorier, 136 g kulhydrat og “kun” 10,4 g kostfibre, hvor 200 g kartoffel og 600 g blomkål derimod har 319 kcal, 62 g kulhydrat og 16 g kostfibre. Det er da en ændring, der kan mærkes … hvis man går op i den slags 😉

Jeg har vist fortalt om det før, men jeg er faktisk først rigtigt begyndt at spise linser (og diverse andre bælgfrugter) efter jeg holdt op med at være vegetar, hvilket jo er ret ironisk. Ikke desto mindre har jeg jo stadig en del kødfrie dage, og på disse dage er linser, bønner, kikærter og lignende alle gode råvarer. Umiddelbart vil jeg dog ikke anbefale denne ret som en begynder-linseret. Det smager fantastisk efter min mening, men linser er forholdsvist melede, og det er mere tydeligt i denne ret, end i fx en suppe som denne, hvor de røde linsers mere milde konsistens maskeres af de andre komponenter.

Denne ret bliver i hvert fald helt sikkert lavet igen! Faktisk pønser jeg allerede på, at lave den igen senere i denne uge, da jeg stadig har noget creme fraiche, jeg skal have brugt 😉

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Cremet linseret med blomkåls- og kartoffelmos

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Opskrift efter foodess

Ingredienser

Linseret

  • 100 g grønne linser eller brune - de koger dog nok en smule mere ud
  • 1 fed hvidløg
  • 1/2-1 lille løg
  • 2 tsk fedtstof fx halvt smør + halvt olivenolie
  • 6 dl vand
  • 1 bouillonterning
  • salt
  • et par dråber tabasco
  • 2 spsk creme fraiche eller fløde

Mos

  • 1 bagekartoffel 2-250 g
  • 1 stort blomkål ca. 600 g
  • salt

Sådan gør du

  1. Hak løg og hvidløg fint. Skyl linserne og gå dem efter - man kan nogle gange risikere at finde sten eller andet skidt i poserne.
  2. Smelt smør i en sauterpande eller gryde sammen med olien. Svits løgene heri i ca. 5 minutter, til de bliver gennemsigtige. De skal ikke tage farve.
  3. Vend linserne i og hæld vand over. Bring i kog, læg låg på og lad simre i 45 minutter. Det er fristende at tilsætte salt på dette stadie, men lad være! Det forhindrer linserne i at blive ordentligt møre.
  4. Skræl imens kartoflen og skær i store tern. Fjern det meste af stokken fra blomkålet og del i små buketter. Put grøntsagerne i en stor gryde og dæk med vand. Bring i kog og giv det cirka 20-25 minutter, indtil kartoflerne er godt møre. Dette er et af de få tilfælde, hvor blomkålen godt må smadderkoges ;)
  5. Kig til linserne undervejs. Tilsæt evt. mere vand, hvis det er ved at koge tørt. Når det meste af væsken er fordampet, smuldres bouillonterningen henover. Tilsæt ca. 1/2 dl ekstra vand, lad det simre ind og smag til med salt og et par dråber tabasco.
  6. Hæld vandet fra grøntsagerne og lad dem dampe tøre i et par minutter. Mos det herefter og smag til med salt.
  7. Vend creme fraichen i linseretten og server.

Kategorier: Efterår, Hverdagsmad, Vegetarisk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!