Drømmekage

droemmekage

Billede fra “Sødt, sundere, syndigt

Vi ved jo alle, at jeg er ret forfalden til humor af den platte punny type, så lad mig lige starte med at sige: Denne kage smager som en drøm. Høhø. Men spøg til side, det var en superlækker kage. Det er jo ellers ret sjældent, jeg bager uden at have en særlig anledning til det, men i går hørte jeg min mor og hendes kæreste nævne, at de ville købe kage hos bageren (har jeg forresten nævnt, at jeg bor hos min mor lige nu? Nej? Det er fordi min lejlighed er til salg – så køb den lige, tak! :D), og så tænkte jeg da, at jeg hellere ville bage noget til os. Jeg er på sukkerafvænning lige for tiden, eftersom jeg længe synes, at jeg har været sådan lidt frem-og-tilbage-agtig på det punkt. Tre dage uden sukker, én dag, hvor jeg spiser et eller andet med sukker i. Og så er det jo bare forfra med afvænningen. Så nu tager jeg kold tyrker og er i dag lige startet på uge 2, så nu er det værste overstået. Så gælder det jo bare om at holde det 😉 Og det er altså nemmere, hvis der generelt er så lidt sukkerfristende ting i huset som muligt!

Jeg har længe haft denne opskrift gemt i min evernote, og i går besluttede jeg mig for at prøve den. Resultatet blev godt, men det var faktisk for sødt til mig (who am I?!). Næste gang vil jeg altså skære ned på mængderne af sødemiddel – og så pønser jeg også på at tilsætte noget HUSK, da jeg tror at kagens konsistens vil have godt af det. Men derudover var det en skøn og fantastisk snasket drøm af en kage (høhøhø), som klart bliver lavet igen (efter nedenstående forbedrede? ændrede opskrift).

Drøm sødt om denne kage (ej, okay, nu skal jeg nok stoppe…). Dream on.

Udskriv
Drømmekage (LCHF-venlig)


Antal: 8 stykker
Ingredienser
Kagebund
  • 4 æg
  • 200 g sukrin gold måske du kan nøjes med endnu mindre, hvis din søde tand er mindre end min
  • 50 g fedtreduceret mandelmel
  • 50 g kokosfibermel
  • 1 spsk fiberHUSK
  • 3 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 2 dl surmælksprodukt eller piske- eller kokosfløde
  • 50 g smør smeltet - eller kokosolie
Kokosfyld
  • 100 g smør kan erstattes med kokosolie for mere udtalt kokossmag - tilsæt evt. lidt salt hvis du gør dette
  • 150 g alm. kokosmel
  • 50 g fibersirup gold
  • 50 g sukrin gold
  • 1 dl piskefløde eller kokosmælk
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.
  2. Pisk æg og sukrin gold lyst og luftigt med en elpisker. Bland mel, fiberHUSK, bagepulver og vanilje i dejen. Tilsæt så smeltet smør og surmælksprodukt og sørg for, at det hele er godt blandet.
  3. Beklæd en springform (ca. 24 cm i diameter) med bagepapir.
  4. Fordel dejen heri, glat overfladen og bag i ovnen i ca. 40 minutter, eller indtil et træspyd el.lign. kan sættes i, uden at der hænger dej ved. Dæk evt. kagen med sølvpapir, hvis den bliver for mørk, inden den er færdig.
  5. Smelt alle ingredienser til fyldet sammen i en kasserolle og fordel ovenpå kagen. Bag færdig i ca. 10 minutter, til kokosmassen er gylden på toppen.
  6. Lad kagen køle helt af, inden den spises (jeg ved godt, det er svært 😉 ).

34 comments

  1. Årh, hvor lækkert – det er hundrede år siden, jeg har fået drømmekage!

    – Anne

    1. Ja, det var pludseligt også meget længe siden for mig, og så kom jeg jo i tanker om, hvor godt det er! 😀

  2. Den ser altså bare helt perfekt snasket og lækker ud! Synes godt tit drømmekage kan blive for “melet” eller tør, men tror udelukkelsen af hvedemel gør, at den får sådan en rigtig god konsistens 🙂

    1. Nemlig, jeg tror også det har haft noget godt at sige. Faktisk var den næsten i overkanten snasket, hvorfor jeg næste gang vil tilsætte noget HUSK også. Men lige i dette tilfælde er for snasket klart bedre end for tør 😛

  3. For dukka, hvor lyder den lækker. Jeg er lidt en haj efter drømmekage.

    1. Jeg havde glemt, hvor godt det smagte – men nu tror jeg da ikke der kommer til at gå særligt lang tid, før jeg laver det igen 😀

  4. Sverigestossen

    Den ser så godt ud, mrn jrg har ikke lyst til at bruge så meget sukrin gold. Hvor meget stevia tror du man kan nøjes med?

    1. Hm, ja det var et godt spørgsmål. Ville du erstatte al sukrinen med det rene steviapulver? Jeg er ikke overbevist om, at det vil give et lige så godt resultat nemlig, eftersom det jo fylder markant mindre :/ Men som udgangspunkt kan sukrin gold og alm. sukker vist erstattes 1:1, så måske der er en omregningsformel på dit stevia, som du så kan prøve med? 🙂

      1. Sverigestossen

        Tak for hjælpen. Tror jeg vil forsøge mig lidt frem i morgen så.

        1. Held og lykke med det! 😀

  5. Jeg forstår ikke, du sælger en lejlighed med en altan på 4,8 kvadratkilometer! Dét må da være lidt af et fund 😉
    Udover det, ser kagen lækker ud! Føler du ikke nogle gange at du må “nøjes” med ting med LCHF-livsstilen? Det tror jeg, at jeg ville gøre – hvilket også er grunden til, at jeg endnu ikke har kastet mig ud i en eller anden form for diæt. Dét og dovenskab, haha.

    1. Haha, ja det er en fed lejlighed – men den ligger bare i Roskilde, og når jeg skal flytte til Kbh, er det jo nærmest ligegyldigt hvor god en lejlighed det er 😉
      Og tak! Nej, faktisk ikke. Jeg synes man kan lave LCHF-udgaver af det meste, hvis det endelig er, at man ikke kan undvære det – selv om det unægteligt er en anelse mere besværligt, hvilket det meste af tiden er grunden til at jeg “falder i” i perioder. Men de ting, man ikke spiser, har jeg for det meste nemt ved at undvære til fordel for alt det gode andet mad man kan få! 😀 Ideen er jo netop, at det ikke er en diæt, men en livsstil – og jeg føler, at jeg godt kan spise sådan her resten af mit liv uden store mangler 😀

  6. Kan Sukrin Gold erstattes med alminde sukrin? 🙂

    Og lige et side spørgsmål.. Jeg vil meget gerne over på LcHF, synes det lyder yderst fristende. Jeg vil dog gerne tabe 5 kg mere, så jeg venter lige.
    Men er det ikke en dyr livsstil? Jeg tænker, mere på det speciale område.. Som sukrin, mandelmel, kokosfibre, husk osv. Eller er det drøjt i brug?

    1. Hej Stefanie.
      Sukrin Gold kan snildt erstattes 1:1 med alm. sukrin – gold-udgaven giver bare en smag, der minder lidt mere om brun farin.
      Jeg kan kun anbefale LCHF – mange taber sig jo også ved at spise sådan, så du behøver jo egentligt ikke at vente, men det er selvfølgelig op til dig selv 🙂 I forhold til prisen, koster det selvfølgelig lidt mere end at leve af hvid pasta, sukker og mel fx, som jo alle er ret billige fødevarer. Så hvorvidt det er dyrt, kommer ret meget an på dit udgangspunkt. Hvis du er vant til at bruge mange penge på grøntsager, synes jeg ikke, at forskellen er lige så stor. Men for mig er det en prisstigning, som klart er dét værd. Jeg har det meget bedre, end jeg har haft tidligere, og det vil jeg gerne betale lidt ekstra for. Husk desuden, at LCHF i sit udgangspunkt ikke kræver nogle specielvarer – det er kun hvis du gerne vil eksperimentere med LCHF-venlige brød og kager. Så måske du kan starte med at tage fx 14 dage, hvor du “bare” spiser LCHF-mad uden alle ekstratingene, og så kan du jo se, om du vil investere i specielvarerne, hvis du finder ud af, at det er en livsstil, der passer til din krop. Det vil i hvert fald være min anbefaling 🙂 Men ja, kokosfibre, mandelmel og husk er alle drøje i brug – sukrin kan som sagt bruges 1:1 med sukker, men man bruger alligevel mindre end normalt hvidt sukker, da ens smagsløg som udgangspunkt ikke behøver at have det lige så sødt som før 🙂
      Held og lykke med det! 😀

      1. Jeg har i de sidste 17 dage levet efter principperne – sådan næsten 😉
        Nu vil jeg bare gerne igang med det sjove! Haha 😀 Tak for hjælpen 🙂

        1. Okay, jamen så er du jo “konverteret” allerede, kan jeg godt høre 😉

  7. Det var da et meget sødt indlæg!

    1. Haha, tak Steffen 🙂

  8. Mette fra Nemvejen.dk

    UHM! elsker helt klart at mængden af fyldet er lige så stor som mængden af kage! 🙂

    1. Præcis! Det er jo fyldet, der er det bedste! 😀

  9. :0 … :0 … ÅRH!!! Det skal jeg prøve i weekenden. Drømmekage er min, helt sikkert, yndlings-skærelage pg jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået den… Det er over 2 år siden i hvert fald – og mand, hvor jeg savner den.
    Hvor er du altså bare en skat!

    1. Drømmekage er en fantastisk rar kage! Måske jeg også snart skulle lave mig en omgang igen 😀
      Haha, mange tak – godt du kan bruge den! 🙂

  10. Den kan fint laves uden sirup. Mums. Jeg har den på køl lige nu. 🙂

    1. Det lyder godt! Personligt har jeg planer om at prøve den med yacon-siruppen næste gang, men tak for tippet om, at siruppen også fint kan udelades helt! 😀
      Håber den smager 🙂

  11. Hey Xenia. Woow, den ser lækker ud!! 😛
    Det surmælksprodukt man kan komme i, tror du skyr er OK, eller hva kan man bruge tænker du?
    Super god blog – altid lækker overspringshandling til forelæsningen liiiiiige at hoppe herind 😀 haha ..

    Sofie

    1. Tak, Sofie 🙂 Ja, det tror jeg sagtens du kan 🙂 Jeg foretrækker selv creme fraiche i bagværk, da det giver en dejligt saftighed, synes jeg, men i princippet kan alt nok gå!
      Dejligt at du kan bruge min blog (men undskyld, jeg forstyrrer 😛 )

  12. Hej Xenia
    Måske jeg er lidt tumpet, men hvad betyder de forsk. stjerner og hvilken af de forsk. mål skal man regne med??
    Og er det rigtigt der ikke skal sukrin i fyldet?

    1. Hej Carina. Der var lige gået koks i linkformatteringen, så den var helt galt med ingredienslisten – godt spottet! Jeg har rettet det nu, så det gerne skulle være til at hitte ud af 🙂

  13. Tusind tak, nu er det til at forstå…

    1. Kan man mon bruge den samme mængde agavesirup i toppen som yacon sirup?

      1. Jeps, det kan du sagtens 🙂

  14. Får man en prikkende smag/fornemmelses ting i munden af den? Har lavet en og den var ret ubehagelig at spise. Smager var lækker med ikke det prikkende halløj.

    1. Hm, nej, den fornemmelse siger mig ikke umiddelbart noget? Det lyder næsten som om, du er allergisk over for noget, synes jeg? Denne er meget lig alm. drømmekage efter min mening 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *