Drømmekage

droemmekage

Billede fra “Sødt, sundere, syndigt

Vi ved jo alle, at jeg er ret forfalden til humor af den platte punny type, så lad mig lige starte med at sige: Denne kage smager som en drøm. Høhø. Men spøg til side, det var en superlækker kage. Det er jo ellers ret sjældent, jeg bager uden at have en særlig anledning til det, men i går hørte jeg min mor og hendes kæreste nævne, at de ville købe kage hos bageren (har jeg forresten nævnt, at jeg bor hos min mor lige nu? Nej? Det er fordi min lejlighed er til salg – så køb den lige, tak! :D), og så tænkte jeg da, at jeg hellere ville bage noget til os. Jeg er på sukkerafvænning lige for tiden, eftersom jeg længe synes, at jeg har været sådan lidt frem-og-tilbage-agtig på det punkt. Tre dage uden sukker, én dag, hvor jeg spiser et eller andet med sukker i. Og så er det jo bare forfra med afvænningen. Så nu tager jeg kold tyrker og er i dag lige startet på uge 2, så nu er det værste overstået. Så gælder det jo bare om at holde det 😉 Og det er altså nemmere, hvis der generelt er så lidt sukkerfristende ting i huset som muligt!

Jeg har længe haft denne opskrift gemt i min evernote, og i går besluttede jeg mig for at prøve den. Resultatet blev godt, men det var faktisk for sødt til mig (who am I?!). Næste gang vil jeg altså skære ned på mængderne af sødemiddel – og så pønser jeg også på at tilsætte noget HUSK, da jeg tror at kagens konsistens vil have godt af det. Men derudover var det en skøn og fantastisk snasket drøm af en kage (høhøhø), som klart bliver lavet igen (efter nedenstående forbedrede? ændrede opskrift).

Drøm sødt om denne kage (ej, okay, nu skal jeg nok stoppe…). Dream on.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Drømmekage (LCHF-venlig)

Ingen bedømmelser endnu

Antal: stykker


Ingredienser

Kagebund

  • 4 æg
  • 200 g sukrin gold måske du kan nøjes med endnu mindre, hvis din søde tand er mindre end min
  • 50 g fedtreduceret mandelmel
  • 50 g kokosfibermel
  • 1 spsk fiberHUSK
  • 3 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 2 dl surmælksprodukt eller piske- eller kokosfløde
  • 50 g smør smeltet - eller kokosolie

Kokosfyld

  • 100 g smør kan erstattes med kokosolie for mere udtalt kokossmag - tilsæt evt. lidt salt hvis du gør dette
  • 150 g alm. kokosmel
  • 50 g fibersirup gold
  • 50 g sukrin gold
  • 1 dl piskefløde eller kokosmælk

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.
  2. Pisk æg og sukrin gold lyst og luftigt med en elpisker. Bland mel, fiberHUSK, bagepulver og vanilje i dejen. Tilsæt så smeltet smør og surmælksprodukt og sørg for, at det hele er godt blandet.
  3. Beklæd en springform (ca. 24 cm i diameter) med bagepapir.
  4. Fordel dejen heri, glat overfladen og bag i ovnen i ca. 40 minutter, eller indtil et træspyd el.lign. kan sættes i, uden at der hænger dej ved. Dæk evt. kagen med sølvpapir, hvis den bliver for mørk, inden den er færdig.
  5. Smelt alle ingredienser til fyldet sammen i en kasserolle og fordel ovenpå kagen. Bag færdig i ca. 10 minutter, til kokosmassen er gylden på toppen.
  6. Lad kagen køle helt af, inden den spises (jeg ved godt, det er svært ;) ).

Kategorier: Efterår, Kage, LCHF opskrifter, Mælkefri

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!