Fajitasalat med kylling og guacamole

fajitasalat-1

 Egentligt synes jeg, at jeg er ret god til at få lavet fra forskellige nationaliteter. Men når man så lige er lidt fornuftig og tænker efter, rammer jeg jo alligevel kun en brøkdel af alt det, der findes. Ja, jeg laver ofte (noget der ligner) både thai, indisk, italiensk, græsk og mexicansk mad. Men der er jo nærmest hele kontinenter, som jeg aldrig har haft noget med at gøre! (hvad spiser de fx i Afrika?) På den ene side vil jeg gerne blive bedre til det, på den anden side er jeg nogle gange lidt for doven til at sætte mig ind i det 😀 Hvis I har nogle gode bud på nem indføring i nogle lidt mere “fremmede” køkkener, hører jeg det meget gerne!

Men indtil videre holder jeg mig så stadig til det, jeg kender. Fx mexicansk, som man bare aldrig går galt i byen med! Jeg kan ikke huske, om jeg har fortalt jer om mit lidt særlige forhold til at spise mexicansk ude? Jeg ved, at det garanteret er lækkert, men lige med mexicansk har jeg en eller anden underlig idé om, at det simpelthen er for nemt at lave hjemme selv, til at jeg gider at betale nogle andre for det. Lidt sært, når man tænker over det, for sådan kan man jo i virkeligheden se på stort set al mad! Men mexicansk spiser jeg altså netop kun hjemme. Heldigvis er der jo tonsvis af muligheder, og her kommer altså endnu en.

Som med alt andet mexicansk, er termen “fajitas” egentligt bare et paraplybegreb for noget, der nærmest kan indeholde al slags kød. Hvis man googler fajitas, er langt de fleste hits dog udgaver med kylling og peberfrugt i strimler, så det var den version, jeg gik med. Jeg fandt en opskrift på en superlækker marinade, som jeg gik med, og så var resten ellers, som man siger, historie.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Fajitasalat med kylling og guacamole

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Opskrift efter Taste of Home

Ingredienser

Fajitakylling

  • 350 g kyllingeinderfilet
  • 1 peberfrugt

Marinade

  • 2 spsk olie
  • 1/2 lime saften herfra
  • 1 tsk urtesalt eller alm. salt
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk oregano
  • 1 tsk hvidløgspulver
  • 1/2 tsk paprika
  • 1/2 tsk chilipulver

Guacamole

  • 2 modne avocadoer
  • 1/2 lime saften herfra
  • 2 spsk creme fraiche 38%
  • 1 fed hvidløg
  • salt og peber
  • 250 g cherrytomater

Desuden

  • grøn salat iceberg, snittet spidskål el.lign. til servering

Sådan gør du

  1. Bland ingredienserne til marinaden sammen med kyllingen i en plastikpose eller skål og masser det hele godt sammen. Lad kyllingen marinere så længe, som du gider og har tid til - min fik ca. 1,5 time, men helt op til natten over er fint og godt.
  2. Varm din grillpande (eller en alm. pande) godt op. Skær imens peberfrugten i strimler.
  3. Steg kylling og peberfrugt, til kyllingen er gennemstegt. Hvis det virker lidt for tørt, kan du hælde lidt ekstra olie over.
  4. Lav imens guacamolen ved at blende eller mose avocadokødet sammen med limesaft, creme fraiche, presset hvidløg og salt og peber. Skær tomaterne i tern og vend heri.
  5. Server kylling og peberfrugt oven på et leje af salat og top med en god bunke guacamole.
fajitasalat-2
fajitasalat-3

Kategorier: Fast food, Frokost, Hovedretter med fjerkræ, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Mexicansk, Salater

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!