Falafel med chiliristede søde kartofler og hytteost-raita

falafel-med-chiliristede-soede-kartofler-og-hytteost-raita-0

Dagens aftensmåltid blev stykket sammen af inspiration forskellige steder fra. For lang tid siden faldt jeg over denne opskrift, men efterfølgende er jeg blevet så glad for min standard falafelopskrift at jeg valgte at bruge den. For at få noget lidt ‘vådt’ til faldt valget på en hytteostsalat – hvor jeg først mens jeg lavede det, opdagede at det jo rent faktisk minder ret meget om en raita – som dog bare er med yoghurt i stedet for. Under alle omstændigheder har hytteost-raitaen samme funktion som en ‘rigtig’ raita – nemlig at køle retten lidt ned, hvis den er stærk. Og så giver hytteosten lidt ekstra protein og mæthed.

Det hele blev ret vellykket, syntes jeg. Dog var jeg ikke helt vild med kartoflernes konsistens – men det har vist mere at gøre med, at søde kartofler generelt bliver sådan lidt melede i smagen, når de bliver bagt. En anden gang vil jeg nok finde på noget andet i stedet for dem – måske jeg spiser resterne i et pitabrød i morgen 😉

Husk at kikærterne til falaflerne skal stå i blød natten over eller i løbet af dagen. Men de må ikke koges, hvilket også er grunden til at kikærter på dåse ikke dur til falafler 😉

Udskriv
Falafel med chiliristede søde kartofler og hytteost-raita


Antal: 2 portioner
Ingredienser
Chiliristede søde kartofler
  • 450 g søde kartofler vægt uden skræl
  • 2 tsk paprika
  • 2 tsk stødt chili
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk olivenolie
Hytteost-raita
  • 200 g hytteost
  • 1/2 agurk
  • 5 små tomater
  • 1/2 bundt persille
  • 1-2 tsk citronsaft
Sådan gør du
  1. Tænd ovnen på 200º varmluft. Skræl de søde kartofler og skær dem i grove tern. Vend dem med paprika, chili, salt og olivenolie i en plastikpose, så det hele bliver godt fordelt. Fordel på en bageplade beklædt med bagepapir og bag i ca. 25 minutter.
  2. Tilbered imens falaflerne efter opskriften.
  3. Raitaen blandes af hytteost smagt til med citronsaft, agurk og tomat i fine tern og finthakket persille.

7 comments

  1. I love it! God ide med hytteosten 🙂

  2. Jeg er så vild med din madblog. Synes at den er så hyggelig og det er noget, som jeg godt kunne se mig selv lave – du er super god til at inspirerer.
    Har aldrig selv prøvet at lave noget som helst (overhoved) med kikærter, men nu sidder jeg jo virkelig og overvejer om det er hovedmålet med min indkøbstur i morgen.

  3. Malou, tak – den hytteostraita/salat var vist også en af mine bedre idéer til dato 😉

    Ida, nej hvor er du sød. Jeg rødmer jo helt her bag skærmen 😉 Men du må i hvert fald straks i gang med kikærterne – ironisk nok blev det sjældent til mere end en omgang hummus da jeg var vegetar, men på det sidste er jeg blevet vild med dem – de har bare så meget potentiale. Men prøv at starte med falaflerne – de er nemme og billige – og man skal ikke kæmpe med at koge kikærter lige til at starte med 🙂

  4. hej…er ved at lave din vegetar chilli ret,glæder mig til at smage…

    jeg kunne godt bruge et par gode råd til,hvordan jeg bruger sojaform granulat til varme mad retter…
    tak for en dejlig hjemme mad side.

    1. Jeg håber, at chilien faldt i jeres smag 🙂
      Jeg kender dog ikke til sojaform granulat, så der kan jeg ikke hjælpe.

  5. Jeg har aldrig hørt at kikærter ikke må koges inden brug til falafler.
    Jeg koger altid mine og de er fremragende, hvis jeg selv skal sige det 😉

    1. Jeg ved som sådan heller ikke, om de ikke “må” specifikt, men min pointe er nok bare, at jeg synes, de bliver meget bedre, når de ikke koges først. Mere faste og ikke så “smushy”. Men det er jo bare min holdning 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *