Boller op og boller ned og (svimlende gode fastelavns)boller i min mave

fastelavnsboller-vandbakkelse-3

Jeg har faktisk aldrig været særligt vild med fastelavnsboller…

……

Jaja, jeg ved det. I sidder sikkert allesammen og råber af mig lige nu, gør I ikke? Jeg har i hvert fald mindst én veninde, som gør det samme, hver gang emnet falder på fastelavnsboller, hvad end det gælder de gammeldags, dem fra bageren, de hjemmelavede eller noget helt ottende (jeg gad ikke lige at tælle). 

Men så skete der det i weekenden, at jeg besluttede mig for at prøve en. Fra bageren oven i købet! Så jeg slog et smut forbi Lagkagehuset på min gåtur og købte et styks fastelavnsbolle. Altså sådan en wienerbrøds-en med vaniljecreme, ikke. De gammeldags bliver nok aldrig mig, eftersom jeg ikke rigtigt bryder mig om kagecreme. Og (desværre, er jeg lige ved at sige) var den jo faktisk virkeligt god! Så derfor var jeg jo nødt til at bage mine egne. Klart nok.

Egentligt skulle jeg have startet nyt semester i dag, men min forelæser er syg, så (surt for ham, godt for mig) fik jeg lige en ekstra uventet fridag. Og (noget af) den gik altså med fastelavnsbollebagning. Og sikke en god beslutning det var!

fastelavnsboller-vandbakkelse-2

Disse fastelavnsboller består af en vandbakkelsesdej, som laves på bare vand, smør, arrowrootpulver og æg. Arrowrootpulver (affiliate-link) er jo lidt en speciel ting. Egentligt er det stivelse, så hvis det er noget, du helst undgår helt, er denne opskrift ikke for dig. Jeg har ikke regnet videre på det, men 100 g arrowrootpulver indeholder (vist nok) omkring 13 g, så i sidste ende er det nok ikke meget værre end en kage lavet på nøddemel eller andet. Men det er jo op til den enkelte. Arrowrootpulver fungerer superfint i opskrifter, hvor man er lidt afhængig af stivelsen, men stadig gerne vil undgå at bruge almindeligt hvedemel. Jeg bruger det også et par steder i min bog, og der er ikke umiddelbart en oplagt løsning, som giver det samme gode resultat desværre.

Resultatet er nemlig rætti, rætti godt! Ganske vist er det længe siden, jeg har smagt en “rigtig” vandbakkelse, men hvis der er forskel, kan jeg ikke finde den. Jeg vil vove at påstå, at disse fastelavnsboller snildt kan snyde selv den mest inkarnerede melspiser, men jeg har ikke testet. Jeg lavede “kun” halv portion, og jeg ville ikke ofre en af dem på den slags trivialiteter, haha!

Måske er det lidt tarveligt at lægge en kageopskrift op på en mandag, men det er jo fastelavn her i weekenden, og arrowrootpulver er måske ikke lige noget alle ligger inde med, så jeg ville lige give jer en fair chance for at gøre mig kunsten efter. Jeg køber i øvrigt selv arrowrootpulver på udenlandske hjemmesider, hvor man kan købe større mængder, men det kan desværre nok ikke nås til weekenden jo.

Men altså – det korte af det lange er vist bare, at hvis I været på jagt efter en virkeligt god opskrift på en sundere fastelavnsbolle, er jeres jagt hermed ovre. Selv tak!

fastelavnsboller-vandbakkelse-4

Opskriften indeholder affiliate-links.

Udskriv
Fastelavnsboller med vandbakkelsesdej, hindbær og vaniljeskum

Opskrift efter Alessandra Peters

Antal: 8 fastelavnsboller
Ingredienser
Hindbærsyltetøj
  • 1 pose frosne hindbær
  • 2 spsk sukrin+
  • 1/2 dl vand
  • 2 spsk chiafrø
Vandbakkelser
  • 100 g smør
  • 2 dl vand
  • 100 g arrowrootpulver
  • 4 æg
Vaniljeskum
  • 3-4 dl piskefløde
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 1-2 spsk melis af sukrin+
Sådan gør du
Syltetøj
  1. Kog frosne hindbær, vand og sukrin+ sammen, til bærrene er tøet og kogt en anelse ud. Rør så chiafrø i og lad syltetøjet tykne og køle af.
Vandbakkelser
  1. Forvarm ovnen til 180º alm. ovn.
  2. Bring smør og vand i kog i en gryde, til det bobler heftigt. Tag gryden af varmen og pisk arrowrootpulveret i med en ske, et piskeris eller en elpisker. Det samler sig nu til en meget tyk og fast masse. Arbejd ét æg ad gangen ind i massen og rør godt, indtil du har en jævn og glat dej. Hvis den ikke vil samarbejde, kan du give den en tur med stavblenderen, for at få evt. klumper til at forsvinde. Fortvivl ikke, hvis dejen virker underlig undervejs, det skal nok blive godt.
  3. Hæld din dej i en sprøjtepose og fordel i 8 lige store cirkler på en-to bradepander beklædt med bagepapir.
  4. Bag så vandbakkelserne i ca. 30 minutter. Hold øje med dem undervejs. Tag forsøgsvist én ud af ovnen og se, om den falder sammen. Hvis den gør, skal de have lidt længere. Når de er klar, slukkes ovnen, og de står derinde i 10 minutter på eftervarmen.
  5. Klip et hul i siden af vandbakkelserne, når du tager dem ud af ovnen - så beholder de nemmere deres sprødhed. Afkøl helt.
Samling
  1. Pisk piskefløden til skum sammen med vaniljepulver og melis af sukrin+. Smag til.
  2. Halvér vandbakkelserne og læg en skefuld hindbærsyltetøj i midten. Pynt med vaniljeskum, gerne i en sprøjtepose med stjernetyl.
  3. Server.
Opskriftsnoter

Fyldet kan naturligvis varieres lige, som du har lyst til.

Dejen kan desuden bruges til profiteroles (mindre vandbakkelser med vaniljeskum og chokoladeganache på toppen), til éclairs og andet man ellers ville bruge vandbakkelsesdej til. 

fastelavnsboller-vandbakkelse-1

8 comments

  1. Super spændende – jeg bruger også arrowroot til småkager en gang i mellem… men det er bare så ukristeligt dyrt i forhold til fx England.

    1. Jeg kan forestille mig, at det også må være godt til at give småkager sprødhed. Det må jeg prøve! Og ja, det er simpelthen så utroligt, at de kan tage 70-ish (vist nok) kroner for sølle 125 g! Netop derfor køber jeg fra engelske sider, hvor jeg kan købe 1 kg ad gangen og have til eeevigheder og en bog og sådan! 😉

      1. Hvilke engelske sider har du gode erfaringer med?

        1. Jeg har brugt healthysupplies.co.uk eller buywholefoodsonline.co.uk 🙂

          1. Tak for hurtigt svar 🙂

  2. […] virkeligt også nu! Jeg endte med at tage arrowrootpulveret i brug, som også var det, der reddede fastelavnsbollerne, og det gør vaflerne rundt regnet en milliard gange bedre. Fortvivl ikke, når de er bløde, når […]

  3. […] og det er da en skam! Enten køber jeg snart en fra bageren, eller også bager jeg de her: FASTELAVNSBOLLER UDEN MEL OG SUKKER. Jeg synes, du skal gøre det samme! […]

  4. […] skal der bruges fibersirup clear, og arrowrootpulver er godt, hvis man vil lave fx fastelavnsboller eller vil jævne eller andet. På den måde har de forskellige ting hver deres egenskab og […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *