Foccasia

Det gik lige op for mig, at jeg egentligt “skyldte” denne opskrift fra det tapas-bord, jeg lavede til madklubben i sidste weekend. Brødet er endnu en gang fra Jane Faerbers fantastiske “LCHF – spis dig mæt og glad” (er I ved at være trætte af at høre om den – tough luck!) , men var egentligt ikke en af de opskrifter, jeg umiddelbart havde sat øverst på min to-try liste. Ikke fordi det ikke så lækkert ud, men som bekendt gør jeg mig kun begrænset i brøderstatninger, og jeg kunne, da jeg læste bogen, ikke lige se en oplagt lejlighed til at lave det. Men så var jeg til Janes bogreception (og ja, hvis du er skarp, kan du faktisk spotte mig på et par billeder i de linkede indlæg -.-), hvor Jane havde lavet brødet til os – og der gik det op for mig, at det da egentligt godt kunne noget det dér tapas-koncept med foccasia og pesto bl.a. Og simsalabim, så havde jeg planlagt menuen til ugen efter. Og sådan kan tingene nogle gange have en nærmest butterfly-agtig effekt 😉

Jane laver i bogen brødet med to forskellige toppings, én udgave med oliven, rosmarin og flagesalt og en anden med soltørrede tomater og flagesalt, men da jeg ikke er ubetinget fan af nogle af delene, valgte jeg at holde det neutralt uden toppings. Flagesalt og rosmarin havde dog været et fint alternativ, hvis jeg havde haft nogle af delene, til en anden gang – det pynter jo meget fint med lidt pænt på toppen 😀 Brødet består bl.a. af hytteost, æg og et udvalg af fintmalede mandler, solsikkekerner og sesamfrø, og sidstnævnte vil jeg faktisk gerne lige knytte en lille kommentar til. Jeg brugte – som jeg altid gør – min kaffekværn, som dog aldrig har været i nærheden af kaffe. Så vidt jeg husker, er det sådan en billig én til en hund, som jeg købte for flere år siden, dengang det var moderne at smide kværnede hørfrø i sin havregrød, og siden har den i lang tid bare stået ubrugt hen. Men da jeg skiftede til LCHF, blev den altså taget i brug igen, og jeg vil klart anbefale jer, at I også anskaffer jer sådan en sag. Hvis der er én ekstra gadget, I vil blive glade for, er det næsten den. Ja, man kan da godt male nødder og kerner i foodprocessoren, men resultatet deri bliver bare aldrig helt godt efter min erfaring – med mindre man selvfølgelig har en rigtig god foodprocessor. Eller måske en blender giver et bedre resultat. Men hvis I har problemer med at male til fint mel, er det altså en fantastisk løsning. Det var bare dét, jeg ville sige, hej!

Foccasia
1 stort brød
Print
Ingredienser
  1. * 300 g hytteost 4%
  2. * 6 æg
  3. * 40 g smeltet smør
  4. * 2 dl mandler (ca. 120 g)
  5. * 1 dl solsikkekerner (ca. 60 g)
  6. * 1 dl sesamfrø (ca. 60 g)
  7. * 2 spsk loppefrøskaller
  8. * 1 tsk salt
  9. * 2 tsk bagepulver
Evt. topping
  1. * frisk rosmarin
  2. * flagesalt
  3. * evt. oliven eller soltørrede tomater, hvis du er til det
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 170º varmluft.
  2. Blend hytteosten, så klumperne forsvinder, og tilsæt så æg og smeltet smør. Mal nødder og kerner til fint mel. Tilsæt loppefrøskaller, salt og bagepulver. Vend de tørre ingredienser i de våde.
  3. Beklæd en bradepande (jeg brugte en på ca. 50x40 cm, tror jeg) med bagepapir og fordel dejen i et jævnt lag heri.
  4. Bag brødet i ca. 10-15 minutter og tag det ud af ovnen. Fordel det valgte fyld ovenpå og bag færdigt i ca. 15-20 minutter.
Bemærkninger
  1. Opbevares på køl, så holder det længere.
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

 


Indlægget indeholder affiliatelinks.


4 comments

  1. Du lokker med den kaffekværn gør du 😉 Men nu har jeg jo lige købt en spiralizer… Altså altså 🙂

    1. Haha, do iiiit! Ej, men jeg synes i hvert fald den er genial 😀

  2. Nej, altså jeg er ikke træt af at høre om den bog endnu! LOL 🙂

    1. Haha, det var heldigt! Men jeg har nu også hørt, at hende, der har skrevet bogen, er utroligt sød og derfor kun fortjener al den gode omtale – og mere til! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *