Fredagsfavoritter

fredagsfavoritter-200315

Er det bare mig, eller er optursindlæg en af den slags ting, som man bare aldrig kan få for meget af? Nu hvor jeg er stoppet med de statusindlæg, som jeg kørte sidste år, savner jeg lidt muligheden for ligesom at kigge lidt tilbage på de gode og rare ting, der sker sådan løbende i det her liv.

I den sidste uges tid har følgende ting især gjort mig glad:

❤ Solskin og forårsfornemmelser! Naturligvis…

❤ Hindbær ad flere omgange. Jeg skal blive bedre til at forkæle mig selv med friske bær, selv om det er uden for sæson og dyrt og alt muligt!

❤ 7-Eleven har p.t. franske hotdogs til 5 kr og chokoladecroissanter til en 8’er. Begge dele er nogle af mine ultimative guilty pleasures i den virkeligt underlødige genre. Jeg føler lidt, at de er out to get me! Men ved I hvad? Jeg er endnu ikke faldet i én eneste gang! (selv om jeg pønser på at gøre det i weekenden, hvor jeg har tid til at have ondt i maven, haha)

❤ Ny pæn kjole med lommer ! Jeg har lyst til at bo i den! (og gjorde det også først! Til gengæld gik der lige nøjagtigt kun to dage, før jeg fik chokolade på den. This is why we can’t have nice things!)

❤ Dagens solformørkelse. Altså nej, vi kunne intet se bag skyerne her, men denne her video viser, hvor totalt awesome naturen kan være!

❤ Boller med tandsmør og pålægschokolade eller ost! ’nuff said. (ok, lidt mere end nuff: jeg bagte i går fiberbollerne igen, denne gang uden kardemomme men med 1 spsk sukrin gold for at efterligne den søde smag, som rigtige boller ofte har – de blev endnu bedre end første gang!)

❤ Min hud lige for tiden opfører sig ret rart! Det er til gengæld så irriterende, at jeg ikke helt ved, hvad jeg har gjort for at få det resultat, for så aner jeg jo ikke, hvornår jeg pludseligt risikerer, at det igen går den modsatte vej, hæ.

❤ Min roomie og jeg startede til crossfit for nu tre uger siden, og vi er seje, er vi! Selv om jeg hver eneste gang føler mig som den største taber i rummet. Mine arme er de største slapsvanse, så jeg kan aldrig nogle af armøvelserne ordentligt. Og så snublede jeg i øvrigt på en trappe i onsdags, så jeg i går ikke engang kunne lave burpees (seriøst, burpees er født i helvedes forgård!). Til gengæld kan jeg allerede se, at det virker, så det hjælper en del på motivationen!

❤ Denne her chokoladefondant! Det er snart en uge siden, jeg lavede den, og jeg drømmer stadig om den…

❤ I går afleverede jeg min eksamensopgave i mit webdesignfag, så nu har jeg officielt dét mere fritid. Jeg kan godt lide at have fri!

❤ Min veninde overtalte mig for et stykke tid siden til at starte på Parks and Recreation, og den serie er vitterligt noget af det sjoveste, jeg længe har set. Jeg griner højt flere gange i hvert afsnit! Se den, hvis du kan lide skæg og morskab! (og lidt plat og sort humor, på den absolut bedste måde)

Maaaange gode ting! Ikke noget under, at folk nogle gange siger, at jeg er liiidt for positivt, ha! 😀

Hvad har I lavet af rare ting på det sidste?

Kategorier: Fredagsfavoritter, Hverdag, Ugen der gik

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!