Gammeldags æblekage* – i en lettere LCHF-fortolket udgave

Sidste år, da jeg lige var startet på LCHF, havde jeg store planer om at lave en LCHF-iceret udgave af den klassiske gammeldags æblekage* – til trods for at jeg faktisk ikke er særligt vild med den traditionelle med enten rasp eller makroner. Det bliver lidt for snasket, synes jeg. Men idéen er god, og æblegrød er jo ret fantastisk – for ikke at tale om flødeskums lækkerhedsfaktor! Men selv om jeg fik lavet æblegrøden/-mosen (hvordan skelner vi egentligt her?), kom jeg aldrig rigtigt længere. Men det passede jo så ganske fint med, at den mos bare har kunne ligge og hygge sig i fryseren siden da (jeg er godt klar over, at det nok ikke er optimalt at have noget på frost så længe, men det smager nu fint 😉 ). Og i dag, inspireret af (nogle forholdsvis milde, thank god!) tømmermænd, besluttede jeg, at det måtte være på tide. Alle ved jo, at flødeskum er noget nær en mirakelmager, når det kommer til at kurere tømmermænd! 😀

(i forhold til LCHF er æbler jo desuden til den liberale side, så mit blodsukker og min mæthed har det klart bedst, når jeg kombinerer frugtsukkeret med godt med fedt 🙂 )

Jeg kunne huske, at søde Frk. Sveske tidligere har lavet en lignende æblekage*, så jeg brugte hendes nøddedrys som inspiration til det knasende element i min udgave – og det fungerede fortræffeligt! Det er jo for mig ganske optimalt med noget, der knaser, jf. ovenstående kommentar om snasket æblekagerasp 😉 Jeg erstattede halvdelen af mandlerne i hendes opskrift med hasselnødder, udeladte kanel og brugte lidt mindre Sukrin Gold, men herudover fulgte jeg hendes opskrift, som bestemt kan anbefales.

Når først du har æblemosen, er denne kage*/dessert/mellemmåltid/morgenmad/natmad/lykkemad virkeligt nemt og hurtigt lagt sammen. Måske du oven i købet er så heldig, at du, ligesom jeg, allerede har noget klar, du kan bruge. Ellers laver du selvfølgelig bare hurtigt en udgave. Min egen æblemos her er et godt bud efter min mening 🙂 Og så er det ellers bare at lægge det sammen og gå til den. Jeg spiste en stor portion som en slags sen brunch, og mine tømmermænd er nærmest pist væk nu – for ikke at tale om, at jeg generelt føler mig gladere efter sådan et lille lørdags-lækkerheds-måltid – I skulle næsten tage at prøve det! 😀

(*Vi skal overhovedet ikke begynde at snakke om, hvorfor gammeldags æblekage hedder “kage” – det har jeg vitterligt aldrig kunne se logikken i! Det er jo “bare” en blanding af æblemos, rasp/makroner og flødeskum. Hvor er kagen i det?!)

Gammeldags æblekage - LCHF
2 (forholdsvist store) portioner
Print
Ingredienser
  1. *æblemos (jeg tror måske jeg brugte omkring 2-2,5 dl pr. portion)

  2. * 2 dl piskefløde (kan godt skrues lidt ned - især for en ikke HF udgave)
  3. * 2 spsk creme fraiche 38% (kan udelades - jeg kan bare godt lide, at creme fraichens syrlighed lige bryder det fede lidt)
  4. * 1 tsk vaniljepulver
  5. * evt. et par dråber flydende stevia

Nøddeknas
  1. * 50 g hasselnødder
  2. * 50 g mandler
  3. * 1 stor spsk smør
  4. * 2 spsk sukrin gold
Sådan gør du
  1. Hak hasselnødder og mandler mellemfint, gerne på en minihakker. Smelt smørret på en varm pande og rist nødderne herpå sammen med sukrinen, indtil det begynder at dufte at lækre ristede nødder. Afkøl på et stykke bagepapir.
  2. Pisk fløden med vanillepulveret og rør herefter creme fraiche i.
  3. Læg æblekagen sammen. Du bestemmer selv, hvordan du vil servere det - du kan både lave den klassiske i en skål med mos og knas nederst og kun flødeskum ovenpå, eller lægge alle tre lag skiftevist i et højt glas som jeg har gjort - eller noget helt tredje!
  4. Server, og spis med velbehag! 😀
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

6 comments

  1. Hej Xenia
    For det første vil jeg lige rose dig for din blog. Du skriver meget jordnært og inspirerende. Og jeg har endda allerede succesfuldt afprøvet flere af dine opskrifter.
    Men altså endnu engang topper du dig selv i kreativitet!
    Helt ærligt hvor enkelt er det ikke lige at lave en æble(kage)? Ret enkelt mener jeg, men du skal simpelthen have point for at gøre det endnu mere enkelt og jordnært.
    Jeg tænker selvfølgelig på din idé med at lade flødeskummet indgå i lagene. Det er intet mindre end ge-ni-alt!
    Endnu engagn sidder jeg tilbage og forundres over, hvor meget man (læs: jeg) egentlig kan hænge fast i gamle mønstre og det der er værre.
    TAK for inspirationen.
    Mette

    1. Mange tak for de pæne ord, Mette, de varmer! 😀
      Og hvor er jeg glad for, at du synes om min æble”kage” – og min blog generelt, ikke mindst!
      ~Xenia

  2. Tusind tak for inspirationen! I går aftes stod den på gammeldags æblekage hjemme hos os – og det blev vældig godt! Jeg brugte græsk yoghurt til de mellemste lag og toppede det hele med pisket fløde. ‘Knas’ bestod i min version også af havregryn (så ikke helt LCHF), men på det seneste har jeg prøvet at undgå ‘madfanatisme’ og lade være med at forbyde mig selv diverse sunde varer, bare fordi deres kulhydratindhold er lidt høj. Havregryn er der ingen, der døde af, så mon ikke en enkel gang kan gå 😉
    Men i hvert fald Tusind tak for godt indlæg og lækre køkkentips!
    Knus
    SundeMy

    1. Jeg er glad for at kunne inspirere 🙂 Og havregryn er selvfølgelig helt fint, hvis man trives på det ;D
      Tak for rosen!
      ~Xenia

  3. Testet og godkendt! -selvom jeg glemte vanillepulver og creme fraiche i min akutte trang til noget lækkert! 🙂

  4. […] som almindelig mysli selvfølgelig – eller som det knasende element i en dessert, fx a la gammeldags æblekage – eller måske i en trifli? Hvis jeg har noget tilbage, når jeg er færdig med denne portion […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *