Græsk kylling, tzatziki med spidskål og fladbrød

graesk-kylling-tzatziki-fladbroed-5

Til trods for at det gode snydesommervejr fra sidste uge nu vist officielt er væk for denne omgang, og man nu skal være mere end normalt heldig for at undgå at blive ramt af en regnbyge i løbet af sin dag, lavede jeg i går et utroligt sommeragtigt måltid. Eller måske det netop er af dén grund, at jeg fik lyst til sommermad. Generelt synes jeg faktisk at denne uge har været af den lidt tungere slags. Jeg ved ikke, om det kun er vejret eller hvad – jeg plejer at sige, at mit humør er direkte relateret til vejret. Når solen skinner og det er rart, er jeg ofte 40 gange gladere, end når det regner. I hvert fald er mit “grund-humør” bedre, så der skal mindre til for at hæve det til de helt herlige højder, hæhæ! 😀

Jeg har længe haft lyst til tzatziki – til trods for at jeg faktisk altid har haft det sådan lidt ambivalent med tzatziki. På den ene side er det jo voldsomt lækkert og sommerfriskt. Men på den anden side, er jeg ikke den største fan af for “våde” eller “soggy” grøntsager. Og det synes jeg godt, at agurken i tzatziki kan blive. Derfor salter jeg fx ikke agurken i min tzatziki – i stedet skraber jeg kernerne ud og river resten. På den måde bibeholder agurken i højere grad sin sprødhed – samtidigt med at det faktisk gør det både nemmere og hurtigere at lave tzatziki. Jeg har desuden i denne tzatziki “skjult” lidt fintstrimlet spidskål – ikke så meget af hensyn til “soggy-heden”, men mere af hensyn til præmissen “grøntsager er rart, flere grøntsager er mere rart”!

Serveringen her er selvfølgelig kun et forslag. Du kan også vælge at lave kyllingen som spyd, så det bliver souvlaki og bare servere med tzatzikien og en salat. Denne bønnesalat her går fx også rigtigt godt til græsk mad – især hvis du tilsætter lidt feta. Fordi hvis man laver græsk mad uden at benytte sig af chancen for at spise feta, er man selv uden om, at man taber til det der “Leif” ;P

Fladbrødene var første forsøg med en opskrift, jeg fandt for nyligt, som i høj grad minder om de tortillapandekager, som jeg er meget begejstret for. Fladbrødene her blev ikke helt lige så fantastiske, men de fungerer dog rigtigt fint til formålet. Næste gang vil jeg dog prøve en lidt anden udgave, som jeg også har skrevet ind i opskriften herunder. Så kan I selv vælge, om I vil eksperimentere eller gå med den mere sikre løsning 🙂

Velbekomme – og god weekend lige om lidt! Jeg skal på en spontan éndagstur til Tyskland her i morgen, så hvis I i øvrigt har nogle gode forslag til billige ting, jeg skal kigge efter, må I endeligt byde ind! Altså sådan ud over det obligatoriske chokolade en masse og rom til pirat-wannabe’en? ;P

Udskriv
Græsk kylling

Opskrift efter The Iron You

Antal: 3 portioner
Ingredienser
  • 450 g kylling
Marinade
  • 4 spsk olivenolie
  • 1/2 citron saften herfra
  • 2 fed hvidløg presset
  • 1 tsk tørret oregano
  • salt og peber
Sådan gør du
  1. Bland alle ingredienserne til marinaden, og mariner kyllingen heri så længe som muligt - helst natten over.
  2. Steg kyllingen i ovnen ved 200º varmluft eller i en ActiFry i 10-15 minutter, eller til det er gennemstegt.
Opskriftsnoter

Kyllingen kan med fordel sættes på spyd og serveres som souvlaki.

 

Udskriv
Tzatziki med spidskål
3-4 portioner
Ingredienser
  • 2 dl græsk yoghurt 10%
  • 1 dl creme fraiche 38%
  • 2 fed hvidløg
  • 1 agurk
  • 100 g spidskål kan udelades for en klassisk tzatziki
  • salt og peber
Sådan gør du
  1. Bland græsk yoghurt med creme fraiche, presset hvidløg og salt.
  2. Halver agurken på langs, skrab kernerne ud med en teske, og riv agurken groft. Snit spidskålen så fint som muligt.
  3. Vend agurk og spidskål i dressingen og smag til.
  4. Lad gerne tzatzikien trække lidt inden servering.
Opskriftsnoter

Tilsæt evt. lidt finthakket frisk mynte til tzatzikien.

graesk-kylling-tzatziki-fladbroed-4

Udskriv
Fladbrød
Antal: 4 stk
Ingredienser
Version 1
Version 2
Sådan gør du
  1. Bland de tørre ingredienser i en skål.
  2. Tilsæt kokosolie og kogende vand og pisk med en elpisker, indtil dejen er jævn og fast.
  3. Del i 4 lige store dele, tril til kugler, og rul ud mellem to stykker bagepapir til passende tykkelse.
  4. Steg fladbrødene på en mellemvarm pande ca. 3 minutter på hver side.
Opskriftsnoter

Version 1 har jeg prøvet, men konsistensen var lidt for blød og smagen lidt for kokosagtig. De fungerer dog, så derfor har jeg lavet et udkast til en version 2, som I kan give jer I kast med, hvis I tør. Det er den, jeg selv skal prøve næste gang i hvert fald!

graesk-kylling-collage

graesk-kylling-tzatziki-fladbroed-1

6 comments

  1. Yum, det er sgu sand sommermad med lyst kød, tomatsalat og tzaziki! Tzaziki er virkelig altid godt, især til krydret kød.

    – Anne

    1. Det er det nemlig! Og det var mindst lige så godt koldt på madpakken i dag, skulle jeg hilse og sige 😉

  2. Jeg er heller ikke så meget til når tzatzikien bliver for vandet, så derfor plejer jeg selv at presse vandet ud af agurken efter den er blevet revet. På den måde får man brugt hele agurken, men man slipper for væden i tzatzikien. Bare et tip! 🙂

    1. Jeg presser også den revne agurk let med hænderne, hvis den er meget vandet, men ikke noget med salt og lignende for mig! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *