Ægte efterårsmad: Græskarmos med parmesan og timian, parmakylling og grønne bønner

graeskarmos-parmakylling-groenne_boenner-1

Det her måltid har jeg sjovt nok lavet ved starten af efteråret i hvert fald de sidste par år. Det er dét måltid (sammen med dette), som ligesom får mig til at anerkende og til dels acceptere, at det nu reelt er efterår, og jeg må vente i mange måneder på sommer igen. Buh. Men en god måde at affinde sig med den koldere tid på, for mig, er ved at prøve at spise nogle af de lækre ting, som ellers ikke er tilgængelige om sommeren – fx græskar! Jo mere efterår det bliver, des flere græskar er der alle steder, og det er derfor en oplagt måde at imødekomme den nye sæson på. De fleste har nok efterhånden smagt græskar i en eller anden udgave, eftersom det lader til at blive mere og mere udbredt for hvert år, der går, men denne mos (efter Janes opskrift) er klart en af mine yndlingsmåder at tilberede (og spise!) det på. Og serveret som her med lækker saftig kylling i sprød skinke og grønne bønner, som jo nok er en af mine yndlingsgrøntsager, får I en af mine ultimative efterårslivretter. Som jeg af en eller anden grund overhovedet ikke laver ofte nok, men det vil jeg lave om på i år, har jeg besluttet! Mere græskar til folket (eller bare mig)! Og se lige de farver, det er jo sand efterårskunst!

Græskar i sin rene form kan jo godt være lidt tam og fad i smagen, men når man dresser det op med noget umami, både fra bouillon/fond og parmesan, kan det virkeligt noget godt. Især med lidt fløde også for ligesom at underbygge det lækre fløjlsbløde græskarkød. Og nåja, selvfølgelig godt med salt! (de af jer der har læst min bog, ved at det med at huske saltet er en sag, der står mit hjerte ret så nært). 

Du kan selvfølgelig servere mosen med hvad som helst, men jeg anbefaler, at du prøver denne kombination i hvert fald én gang. Det spiller bare. Jeg har et halvt græskar i køleskabet og overvejer stærkt at gentage succesen inden for den ret så korte fremtid – og jeg bliver ellers normalt ret så hurtigt træt af at spise det samme 😉 Bønnerne er i øvrigt ret så simple, selvfølgelig, men jeg laver efterhånden oftere grønne bønner på denne måde end fx på ovnmåden, så jeg ville lige dele det “tip” med jer også.

Udskriv
Græskarmos med parmesan og timian, parmakylling og grønne bønner
Antal: 3 portioner
Ingredienser
Græskarmos
  • 1/2 stort hokkaidogræskar ca. 500 græskarkød
  • smør eller kokosolie uden smag
  • 1 fed hvidløg presset
  • 1 tsk tørret timian
  • 1,5 dl hønsebouillon jeg bruger bare vand og en bouillonterning
  • 1-1,5 dl piskefløde eller kokosmælk
  • 1,5 dl parmesan fintrevet (ca. 30 g)
  • salt efter smag
Parmakylling
  • 3 kyllingebryster
  • salt og peber
  • 6 skiver parmaskinke eller anden lufttørret skinke eller bacon
Grønne bønner
  • 1 pose grønner bønner fra frost (eller friske i sæson)
  • 2 spsk fedtstof jeg bruger halvt smør og halvt kokosolie uden smag
  • salt
Sådan gør du
Græskarmos
  1. Vask græskarret, fjern evt. grimme pletter og halver det. Skrab kernerne ud og skær kødet (inkl. skræi tern.
  2. Smelt fedtstof i en gryde og svits græskar heri sammen med presset hvidløg og timian. Tilsæt så bouillon og 1 dl af fløden og lad simre ved svag varme under låg, til græskarret er mørt, ca. 20-30 minutter. Tilsæt mere fløde, hvis det koger tørt undervejs.
  3. Blend til en jævn pure i foodprocessor, blender eller med stavblender sammen med parmesan, og smag til med salt.
Parmakylling
  1. Forvarm ovnen til 180º varmluft.
  2. Krydr kyllingebrysterne på begge sider med salt og peber og pak ind i skinken. Læg på en bagerist med bradepande under og steg i ovnen i ca. 20-25 minutter, til de lige netop er gennemstegte.
Bønner
  1. Smelt fedtstof i en stor gryde, helst med så stor overflade som muligt.
  2. Svits de frosne bønner heri, til de først er tøede og siden begynder at tage farve og blive tilpas møre.
  3. Smag til med salt.
Opskriftsnoter

Opskrift inspireret af Madbanditten

graeskarmos-parmakylling-groenne_boenner-2

4 comments

  1. Hej Xenia. Det er længe siden – jeg håber du har det godt! 🙂 Tak for opskriften på græskarmos. Min kæreste og jeg lavede det her til aften som tilbehør til kyllingen, og det fungerede fremragende.

    Kh.
    Andra

    1. Dejligt at I kunne bruge opskriften, Andra! Jeg håber også, at alt er vel hos dig 🙂

  2. […] ud af 10 gange jeg køber græskar, er det uden tvivl for at lave denne opskrift. Og selv om den opskrift kun kalder på et halvt græskar, bruger jeg oftest også den anden […]

  3. […] ♥︎ Græskarmos med parmesan og timian, parmakylling og grønne bønner: Der er et eller andet ved kombinationen i denne ret, som bare er ultimativt efterårsmad og comfort food for mig. Jeg tror egentligt, jeg har rost det ret overvældende ved flere anledninger tidligere også, så der er måske ikke så meget nyt at sige – det spiller bare, og jeg elsker det! […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *