To slags grønne bønner, sesamlaks og misodressing – og umanerligt meget umami!

groenne_bønner_sesamlaks_misodressing-4

Hvis du følger mig på Snapchat (brugernavnet er xeniajamand – der var ikke andet godt ledigt!), så du mig i går livesnappe, mens jeg tvang mig selv i køkkenet og lavede aftensmad. Selv med nyt køkken er det ikke altid, det er lysten, der driver værket, men måske snarere noget laks, som skal laves, hvis det ikke skal være spildt. Det er jeg overbevist om, at vi alle kender!

Resultatet af mine udfoldelser – som, indrømmet, var ganske overkommelige med dette måltid – blev noget af det lækreste, jeg har spist længe. Og så tror jeg i øvrigt, at der ikke gik mere end måske 15 minutter fra jeg startede, til jeg havde maden klar. Det kan de fleste vist overkomme, selv på en dag med ingen ork. 

Inspirationen til grøntsagerne fik jeg for nyligt fra Stinna, hvorefter jeg lagde hjernen i blød for at finde noget ekstra, som passede til og gjorde det til et “helt” måltid i min bog. Dette funker!

groenne_bønner_sesamlaks_misodressing-2

Først tænder du din ovn. Mens den forvarmer, krydrer og olierer du laksen og vender den i sesamfrø. Hvis du vil være fancy (og alligevel har et veludstyret køkkenskab), kan du bruge både sort sesam og lys. Ellers bruger du bare de almindelige. Hvis ovnen stadig ikke er helt klar, snitter du dit ingefær og hvidløg nu. Varm en pande op med noget kokosolie, svits hvidløg og ingefær, tilsæt grønne bønner og edamamebønner – direkte fra fryseren – og svits disse i ca. 10 minutter. Nu er din ovn nok også varm, så du kan passende sætte laksen ind. Den skal bare have lige så længe som grøntsagerne. I denne tid kan du røre dressingen, smage den til og danse lidt til din yndlingssang. Syng gerne med. Når grøntsagerne er næsten klar, hælder du lidt soja ved, som du lader koge ind, og så sætter du dig og spiser. Pærenemt!

Misodressingen kræver måske et par specielle ingredienser, men det er det hele værd. Jeg havde i forvejen alt på nær selve misopastaen, som jeg har indkøbt til formålet. Du skal bruge en mørk én af slagsen, men herudover tror jeg ikke, det gør den store forskel, hvilken du vælger. Miso er det, der skubber dette måltid over toppen, med sin umådelige velsmag og næsten uanstændigt meget umamismag. Måske tænker du, at der bliver meget af portionen herunder, men hvis du er som mig, skal den nok hurtigt få ben at gå på. Og så lige en sidste note angående laksen: Jeg er oftest for doven til at gå hos rigtige fiskehandlere, men ofte synes jeg, at de laksestykker, de har i supermarkederne er irriterende tynde og ujævne i tykkelsen. Jeg er derfor begyndt at købe de der større stykker, de nogle gange har, og så i stedet dele dem i to relativt store laksebøffer. Det er så meget lækrere!

groenne_bønner_sesamlaks_misodressing-3

I er sikkert trætte af at høre det, men jeg skal jo sige det, så bær lige over med mig: Opskriften indeholder affiliatelinks, så jeg tjener lidt, hvis du køber noget gennem mine links. Done!

Udskriv
To slags grønne bønner, sesamlaks og misodressing
Antal: 2 personer
Ingredienser
Sesamlaks
To slags grønne bønner
Misodressing
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 220º varmluft.
  2. Dup laksen tør med køkkenrulle. Læg i et ovnfast fad og pensl eller smør med lidt smeltet kokosolie. Krydr med salt og peber og drys med - eller vend i - sesamfrø.
  3. Sæt laksen i ovnen i 10-12 minutter, afhængigt af størrelsen på dine laksebøffer.
  4. Pil hvidløg og skræl ingefær. Hak fint. Smelt kokosolie på en varm pande og svits hvidløg og ingefær sammen med edamame og grønne bønner. Svits grøntsagerne, indtil de er tilpas møre og gerne begynder at tage lidt farve. Hæld så soja ind, lad det hurtigt koge ind, og sluk så for varmen.
  5. Mens grøntsagerne svitser og laksen bager, røres alle ingredienserne til dressingen sammen og smages evt. til med ekstra sirup og risvineddike.
  6. Servér.

groenne_bønner_sesamlaks_misodressing-1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *