Gulerodstærte med chili og forårsløg

I mit indlæg om madtærter, som jeg gerne vil prøve, var også denne gulerodstærte fra Smagsløjer. Jeg falder altid nemt for opskrifter, som mere eller mindre udelukkende består af basisingredienser – især hvis de oven i købet smager godt. Christina skriver selv, at hun næste gang vil tilsætte chili, og da jeg også tænkte, at den nok nemt ville komme til at mange noget “zing” uden lidt ekstra, valgte jeg at tilsætte både chili og forårsløg. Begge dele går fænomenalt sammen med gulerødder og lignende søde grøntsager. Jeg har på det sidste haft lyst til at spise lidt mere vegetarisk igen, så dette blev et kødfrit måltid. Jeg kogte nogle grønne bønner og blandede med lidt lækker feta og spiste dertil, og så var der ellers et lækkert vegetarisk måltid klar til mig!

Jeg lavede tærten i fire små tærteforme – “bare fordi”. De kan sagtens laves i en almindelig tærteform, og så længe man laver hele portionen er der egentlig ikke en særlig god grund til at lave den i de små – bortset fra at de fine, selvfølgelig 😉

Tærten smager også fint kold, så den er oplagt som madpakke!

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Gulerodstærte med chili og forårsløg

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Opskrift efter Smagsløjer

Ingredienser

  • 300 g gulerødder
  • 60 g havregryn
  • 80 g smør eller olie
  • 1 dl mælk
  • 2 æg
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 forårsløg
  • 1/2 rød chili
  • 1 tsk salt gerne lidt mere, hvis I bruger olie
  • hvidløgspeber eller alm. peber
  • 1 tsk tørret timian
  • sesamfrø og nigellafrø til pynt

Sådan gør du

  1. Riv gulerødderne groft. Bland dem med smør og havregryn i en gryde eller sauterpande og varm det igennem. Når smørret er smeltet, skal det have ca. 5 minutter ved medium varme. Lad den herefter køle kort af.
  2. Hak forårsløg og chili fint.
  3. Pisk mælk, æg og bagepulver sammen med forårsløg, chili og krydderier. Bland gulerodsblandingen i.
  4. Pensl en tærteform (eller flere) med lidt rapsolie og fordel gulerodsmassen heri. Drys med nigellafrø og sesamfrø.
  5. Sæt tærten i en kold ovn, tænd på 175º varmluft og bag tærten i 35-45 minutter. Lad den gerne køle lidt af inden den serveres.

Kategorier: Frokost, Tærter, Vegetarisk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!