Hakkebøffer med brun sovs og blomkålsmos

hakkeboeffer-brunsovs-blomkaalsmos4

Ok, jeg indrømmer gerne, at dette måltid måske ikke lige er det mest varmt-vejr-venlige i verden, men det er til gengæld voldsomt lækkert. Jeg er ikke altid så god til det med kun at have lyst til sæsonbetonede retter. Altså, bevares, selvfølgelig har jeg altid mere lyst til de varmende simreretter, når det er koldt, og de friske salater og deslige, når det er varmt, men jeg kan også godt “snyde” ind imellem og fx spise en ret af den comfort food-agtige slags på en rar og varm snyde-sommer-forårsdag, som det var i går. Det eneste, der ikke var rart ved det scenarie, var, at det var temmeligt varmt at lave det, men det er nok lige så meget, fordi min lejlighed er lidt upraktisk på dét punkt, at jeg ikke kan lave gennemtræk. Men jeg lever nu hjertens gerne med lidt sved på panden, hvis det betyder, at jeg kan spise sådanne lækkerier!

Opskriften er jo i virkeligheden ret enkel og overhovedet ikke innovativ eller noget som helst. Hakkebøffer og brun sovs er vel nærmest så tradidionelt dansk og mormor-agtigt, som det kan blive. Men dels er mormormad jo ikke det, jeg har spist mest af i mit liv, og dels er det stadig  ogsålidt specielt for mig at lave noget med oksekød, selv om jo jeg nu spiser det jævnligt – især når jeg er ude at spise! Oksekød er jo faktisk ret lækkert, har det vist sig! 😉 Og selv om det nok aldrig bliver mit go-to-valg,på samme måde som kylling er det, er det virkeligt rart at kunne lave lidt større afveksling i sine madvalg – både når man selv laver mad, og når man spiser ude.

Så her får I altså opskriften på en rar ret af den bedste comfort-skuffe, uden de store dikkedarer. Det, I dog især skal bide mærke i, er faktisk blomkålsmosen. Selv om jeg altid godt har kunne lide blomkålsmos – af alle de oplagte årsager: det er lækkert, cremet, smager godt og er en optimal måde at få en ordentlig skudefuld grøntsager i mavsen på – har det aldrig helt kunne måle sig med kartoffelmos på ét punkt: Konsistensen har altid været lidt for “vandet” og ikke helt bastant nok. Men, venner, det problem har jeg nu løst det problem for bestandigt. Tricket er blot at dampe kålen i smør – riiigeligt smør, forstås! Det er nemlig faktisk rigtigt nemt at pakke godt med fedtstof ind i blomkålsmos, hvilket jeg dog overhovedet ikke har udnyttet nok førhen. Mine første forsøg med blomkålsmos var den klassiske kog-blomkål-i-vand-og-mos-med-lidt-smør-og-fløde. Så opdagede jeg kog-i-fløde-udgaven, som hævede den et niveau. Men nu vil jeg sige, at vi er i mål. Dels får vi en rigtigt god fedtprocent på mosen, der gør at den mætter helt fortræffeligt – maven kan meget mindre end øjnene i det her tilfælde! Og dels får vi en blomkålsmos med en fantastisk konsistens. Jeg er så meget fan! Jeg dampede i øvrigt blomkålen i mikrobølgeovnen, men hvis du ikke har sådan en, skulle det sagtens kunne lade sig gøre i en gryde også 🙂

Lov mig lige, at I prøver det her, okay? I hvert fald mosen – jeres blomkålsmos-liv bliver aldrig det samme igen ;P

hakkeboeffer-brunsovs-blomkaalsmos2

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Hakkebøffer med brun sovs og blomkålsmos

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Ingredienser

Hakkebøffer og brun sovs

  • 250-300 g hakket oksekød
  • salt og peber
  • 1/2-1 tsk hvidløgspulver
  • 1/2 tsk løgpulver
  • 2 spsk smør
  • 4 spsk soja
  • 2,5 dl piskefløde

Blomkålsmos

  • 1 lille blomkål ca. 4-500 g
  • 100 g smør
  • evt. en anelse fløde
  • salt

Sådan gør du

  1. Fjern stok og blade fra blomkålet og del i små buketter. Damp i smørret i en gryde eller ved højeste effekt i mikrobølgeovnen i ca. 25-30 minutter (tjek undervejs, især ved mikro), til kålen er mør.
  2. Bland hakket oksekød med salt, peber, hvidløgspulver og løgpulver. Form til 4 små hakkebøffer.
  3. Smelt smørret på en pande og steg bøfferne ved høj varme på begge sider, til de har en fin stegeskorpe.
  4. Skru ned for varmen og lad sojaen svitse panden af. Tilsæt så fløde og lad saucen simre og tykne.
  5. Blend blomkålen til en fin mos, og smag til med salt. Juster evt. konsistensen med lidt fløde, hvis du foretrækker en lidt mere lind mos.

Noter

Det smarte ved soja i sovsen i stedet for fx bouillon er, at man får den gode umami-smag helt uden brug af alt det snask, der normalt er i færdigkøbt bouillon og fond!

hakkeboeffer-brunsovs-blomkaalsmos3
hakkeboeffer-brunsovs-blomkaalsmos1

Kategorier: Efterår, Favoritter, Hovedretter med kød, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Mormormad

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!