EmediateAd

Kategoriarkiv: Hovedretter

Bagt fisk med savoykål og krydret flødesovs

Oprettet D. 07 juni, 2013 - af: Xenia - Kategori: Hovedretter, Hverdagsmad, LCHF , , , , , , , , ,

Det sidste stykke tid har jeg haft en ret uforklarlig lyst til fisk. Hele tiden! (og nej, jeg er altså ikke gravid ;D) Men jeg tror jo på at spise det, man har lyst til – i hvert fald sådan inden for rimelighedens grænser, ikke, så i sidste uge blev det til endnu en ret med fisk. Jeg havde faktisk fået lagt min madplan ret ideelt, fordi mandag, da det var skønt vejr, fik vi sommeragtig mad, og tirsdag, hvor det jo regnede on-and-off og blæste, lavede jeg dette. Det var selvfølgelig mere held end forstand, men stadig dejligt :D Jeg synes der skal ret meget til, før at fiskeretter bliver decideret tunge – måske derfor jeg har meget lyst til dem her nu hvor det er sommer(ish), men denne er nu alligevel i den tungere ende. Jeg skelede til Lines opskrift på laks med grønkål, og endte med et ganske fint resultat – også efter til trods for alle mine ændringer ;)

Du kan bruge den type kål, du har lyst til. Jeg havde savoykål hjemme, hvilket også var det, der motiverede menuvalget i første omgang, men både grønkål i vintersæson og spidskål eller spinat om sommeren vil også være fint. Hvis du bruger spinat, behøver du desuden nok heller ikke svitse og simre på komfuret først – til gengæld er der så jo lidt færre fibre i og dermed også lidt mindre mæthed i min optik. Fisken kan ligeledes være lige den type, du har/kan finde/foretrækker – det er faktisk derfor, jeg stort set aldrig skriver en specifik fisketype på mine fiskeopskrifter – lige med undtagelse af dem med laks, naturligvis – da fisk altså er rimelige gensidigt udskiftelige. Du kan bruge hvid fisk efter eget valg, fx kuller, rødspætte, torsk eller noget fjerde – eller du kan bruge laks eller ørred eller andet. Kort sagt: Brug hvad du vil!

 


 

Bagt fisk med savoykål og krydret flødesovs

4 portioner

 

* 500 g fisk

* 1 lille savoykål

* lidt smør

* 4 dl piskefløde

* 2 spsk balsamico

* 2 spsk soja

* 1 spsk dijonsennep

* 2 spsk tomatpure

* sødning svarende til ca. 1 tsk sukker (jeg brugte flydende stevia)

* salt og peber

* 2-4 spsk sesamfrø

 

Forvarm ovnen til 225º varmluft.

Snit savoykålen fint og svits den i lidt smeltet smør på en varm pande. Lad det falde lidt sammen og tilsæt så fløde, balsamico, soja, sennep, tomatpure, sødning, salt og peber, og lad sovsen simre i et par minutter.

Læg kålen i et ovnfast fad – hold fløden tilbage. Fordel fiskefileterne ovenpå og hæld så flødesaucen over. Drys med sesamfrø, og bag retten i ca. 20-25 minutter.

 


Får du også i nogle perioder meget lyst til en specifik madvare? Hvilken?


Tomat- og mozzarellasalat med avocado

Det her er endnu en af de dér ikke særligt opskriftsagtige opskrifter, men jeg ville bare ikke føle, at jeg levede op til mit ansvar som madblogger, eller at min blog var fuldkommen, hvis jeg ikke alligevel udgav et indlæg med denne salat – det er nemlig min absolut all-time yndlingssommerfrokost! Jeg der følger mig på instagram, twitter eller facebook har garanteret allerede set mig flashe den op til flere gange, men nu bliver selve bloggen altså også inddraget. Gode ting kan ikke vises eller nævnes for ofte, skal vi ikke lege det? :D

Som I nok kan regne ud, er det ultranemt. Det tager selvfølgelig et par minutter længere end at smøre et stykke rugbrød med leverståhej, men personligt bliver jeg både mættere, gladere og rarere af denne salat. Derudover er den faktisk en superfin madpakke også. Jeg skærer gerne tomat og mozzarella om morgenen og tager så bare avocadoen med ved siden af. I frokostpausen er det så bare at skære avocadoen ud og krydre med lidt salt og peber. I madpakken kører jeg oftest en lidt mere skrabet udgave uden olie og balsamico, da det er nemmere, men alt er jo muligt :)

Salaten er forresten inspireret af en af mine hidtil bedste spiseoplevelser i år, nemlig på Restaurant Limone i Køge, hvor jeg netop fik den lækreste tomatsalat med en fantastisk bøffelmozzarella, både friske tomater og semidried tomater samt avocado og en masse andet godt. Dét var lækkert! Så hermed er den anbefaling også givet videre, hvis du en dag er i nærheden af Køge Havn. Resten af deres retter var efter sigende også lækre, mente mit selskab ;)

 


 

Tomat- og mozzarellasalat med avocado

1 person

 

* 150-200 g søde aromatiske tomater
(sørg for at købe nogle gode modne og velduftende nogle – ja, jeg sniffer altid til tomater (og andre ting) i supermarkederne, men hvis ikke de dufter af noget, smager de altså heller ikke af noget, og så kan det jo nærmest være ligemeget! :D)

* 1 frisk mozzarella (Urtekrams er min favorit, den er lækker og blød)

* 1 moden avocado

* frisk basilikum

* salt og peber

* koldpresset olivenolie

* balsamicoeddike

 

Skær mozzarella og tomater i passende stykker. Ditto med avocadoen.

Krydr med salt og peber, pynt med basilikum og dryp lidt olivenolie og balsamico over.

Server!


Hvad er din yndlingssommerfrokost?


Spinatomelet med ost og cremede champignoner

Oprettet D. 04 juni, 2013 - af: Xenia - Kategori: Frokost, Hovedretter, Hverdagsmad, LCHF, Morgenmad, Vegetarisk , , , , , ,

Som jeg muligvis har nævnt før herinde, træner jeg crossfit i Fitnessworld et par gange om ugen – eller i hvert fald så ofte, som det passer med programmet og min krop kan holde til. For hold da magle, hvor er det bare drønhårdt! Og det er desværre heller ikke altid lige til at passe ind. Fx ligger der et hold onsdag aften klokken 19, hvilket betyder, at jeg de dage så først er hjemme omkring kvart over otte. Der er sikkert nogen, der ville vælge bare at spise inden, men jeg får det nemt dårligt af hård træning på fuld mave, så jeg vælger at vente. Det betyder dog så også, at jeg de dage gerne skal have noget nemt og hurtigt planlagt – eller alternativt rester. I sidste uge havde jeg derfor planlagt en omelet inspireret af frk. Sveske, som faktisk blev ganske lækker. Selv om det egentligt er lidt snyd, for mandagens træning i sidste uge var faktisk så hård, at jeg dårligt kunne gå de næste tre dage, hvorfor jeg sådan set overhovedet ikke kom af sted onsdag… men maden var jo stadig planlagt, så derfor lavede jeg det da bare alligevel ;D

Det mætter supermeget – faktisk troede jeg, jeg var meget sulten og brugte derfor 3 æg – men jeg kunne måske nok næsten godt have nøjedes med halvdelen. Jeg havde nok ikke lige taget højde for at både osten og fløden selvfølgelig også mætter! Så næste gang bruger jeg altså bare 2 æg pr. person :)

Hvis man har lidt længere tid, er jeg desuden overbevist om, at en tilføjelse til champignonerne i form af bacon – i stil med sovsen her – kun vil gøre retten endnu lækrere!

 


 

Spinatomelet med ost og cremede champignoner

1 person

 

Omelet:

* 2 æg

* 1 sjat fløde

* salt og peber

* ca. 100 g optøet hakket spinat fra frost (en stor håndfuld finthakket frisk kan også bruges, jeg synes bare det frosne er nemmere)

* smør til stegning

* lidt revet ost

 

Cremede champignoner:

* ca. 200 g champignoner

* salt

* en klat smør

* 1/2 tsk dijonsennep

* 1-1,5 dl piskefløde

 

Skær champignonerne i skiver og rist dem ved høj varme på en varm pande sammen med lidt salt – saltet hjælper med at trække væsken ud af svampene.

Når alt vandet er fordampet, tilsættes smørret og champignonerne steger videre, indtil de er fint gyldne og sprøde (mindre kan selvfølgelig også gøre det).

Pisk æg sammen med fløde, salt, peber og spinat. Smelt smørret på en anden pande og steg omeletten herpå ved middel varme, indtil æggemassen er stivnet og den er gylden. Put revet ost på og fold omeletten sammen.

Tilsæt dijonsennep og fløde til champignonerne, lad det koge hurtigt igennem, smag til med salt og server oven på omeletten.

 


Ciderkylling, jordbærsalat med spinat og feta, samt nye kartofler og hvidløgssmør

Kun et par dage efter at jeg havde sagt, at jeg ikke kunne leve uden nye kartofler og da helt bestemt skulle have dem til sommer (kun for at komme med et alternativ til kartoffelsalat), gjorde jeg netop dét. Altså spiste nye kartofler, ikke. Og det var guddommeligt! Altså, bevares, resten af måltidet var bestemt også af overjordisk kvalitet – måske vi bare skal konkludere, at fredagens lækre sommermiddag generelt var i den himmelske klasse? (ja, jeg er har en synonymordbog, og jeg er ikke bange for at bruge den!) :D

Jeg havde inviteret min bror forbi og sammen fik vi gang i grillen. Eller, okay, hvis ret skal være ret, så fik han gang i grillen (absolut ikke en af mine spidskompetencer), og så stod jeg for det meste af det mere madrelaterede. Ganske fin arbejdsfordeling, hvis I spørger mig. Især fordi min mor og hendes kæreste så tog sig af oprydningen efterfølgende! :D Men tilbage til grillen – kyllingen var nemlig den såkaldte kylling på dåse, som de fleste nok har hørt om efterhånden. Det er en fantastisk måde at lave kylling på grill på. Cideren – eller øl, hvis man bruger det – er med til at give kyllingen både smag og saft og kraft – og så er det supernemt! Bland lidt krydderier i en dåse fyldt med lidt væske og stik den i rumpen på kyllingen (pardon my french – jeg skal nok spare jer for resten af de dårlige jokes, min bror og jeg kunne brygge på dét! Hint… (så selv tak!)). Og så kan den ellers bare hygge sig i kuglegrillen i 4-5 kvarter. Nemt!

Til kyllingen lavede jeg en jordbærsalat, som var fænomenal. Det var første gang, jeg har smagt en salat med jordbær, men kombinationen af søde jordbær (vi fandt nogle belgiske, der smagte meget lig danske) og salt feta var virkelig – ja, himmelsk. Derudover var der som sagt de førnævnte nye kartofler og så lavede jeg en bunke hvidløgssmør for at få noget fedt. Og bare fordi nye kartofler fortjener at blive spist med kold dansk økosmør – gerne med hvidløg!

Dette er ikke et decideret LCHF-måltid. Der er jo både kartofler og frugt m.m., så det er egentligt lidt snyd, at jeg har puttet det under LCHF-kategorien. Men det er alligevel ét af de måltider, som man klart bør unde sig selv en gang imellem i min optik. Og så er det stadig lysår bedre end meget andet, synes jeg, så jeg spiser det stadig med god samvittighed. Men det kan du jo selv vurdere. Du kan jo også bare vælge at skippe kartoflerne, hvis du gerne vil have det mere LCHF-venligt :) Ligeledes kan edamamebønnerne udelades, hvis du vil – selv om de er ret pæne ;)

 


 

Ciderkylling

3-4 personer (jeg lavede to kyller)

 

* 1 kylling á 1100 g (hvis den er højere, kan den ikke være under grillens låg)

* 1/2 dåse cider

* 10 tørrede enebær

* 1 spsk tørrede krydderurter efter eget valg (jeg brugte oregano og timian – hvis jeg havde haft rosmarin, havde jeg brugt det)

* groft salt

* olivenolie eller smeltet smør til pensling af kyllerne

 

Tænd grillen og do your thing med kullene. (kan I fornemme at det ikke er her, jeg brillerer? :D)

Dup kyllingen tør ind- og udvendigt. Krydr indvendigt med godt med groft salt.

Hæld cider i en kyllingeholder, hvis du har en, eller pak dåsen ind i sølvpapir – husk at lave hul ved åbningen. Put enebær og krydderurter i væsken og sæt kyllingen på holderen/oven på dåsen.

Grill i 1 time til 5 kvarter under låg. Pensl med olie eller smeltet smør ved jævne mellemrum.

Lad kyllingen hvile 5-10 minutter og parter den.

 


 

Jordbærsalat med spinat og feta

4 personer

 

* 1 bakke babyspinat (ca. 75 g)

* 300 g søde jordbær

* 2 dl edamamebønner (optøede fra frost)

* ca. 100-150 g “feta” (køb den på blok, ikke de tørre gummiagtige salattern!)

* friskkværnet peber

* ca. 40 g pinjekerner

 

Rist pinjekernerne på en tør pande til de er gyldne – pas på at de ikke bliver sorte, det kan pludseligt gå stærkt.

Skyl og tør spinaten. Læg nederst i en pæn salatskål eller fad. Skyl jordbærrene, fjern stilk og skær i kvarte. Læg ovenpå spinaten. Fordel de optøede edamamebønner over og afslut med smuldret feta og friskkværnet sort peber. Fordel til sidst pinjekernerne hen over salaten.

 


 

Kartofler og hvidløgssmør

Jeg formoder, at I har styr på det her punkt selv, men hvis ikke, vil jeg anbefale at koge kartoflerne a la Price - det gør jeg altid, og det bliver godt hver gang. Og husk nu: spar ikke på saltet!

Hvidløgssmørret er naturligvis bare blødt smør blandet med presset hvidløg efter smag :)

 


 

 


Solsikkefisk med sommersalat

Oprettet D. 01 juni, 2013 - af: Xenia - Kategori: Hovedretter, Hverdagsmad, LCHF, Salater , , , , , , , , , ,

Jeg lavede faktisk denne ret for snart en måned siden, men havde så på en eller anden måde formået at fortrænge den indtil nu. Ja, det var faktisk lige før, at den blev helt og aldeles tabt i svinget, og det ville egentligt have været en skam, for det er en dejlig måde at få fisk på – og anderledes end hvad mange – jeg personligt i hvert fald – har prøvet før.

Grunden til, at den nær var gået i glemmebogen, er nok, at jeg lavede retten en dag jeg kom sent hjem og egentligt ikke gad at lave mad i det hele taget. Og så var det oven i købet i en periode, hvor jeg bare havde superdårlig avocado-karma (bane of my existence!), så salaten blev en del mindre lækker end jeg havde håbet på – og jeg blev en del mere sur, end jeg nok havde ret til. Jep, det var en af dé dage. Så måske retten bare fik farvet lidt af mit dårlige humør i en periode, så jeg ikke helt kunne finde ud af, om det var lækkert eller ej. Men nu har jeg endeligt besluttet mig for, at det da faktisk smagte ret godt. Og det var nemt – så nemt, at jeg lavede det selv i dårligt humør med dårlig tid og ingen madlavningslyst!

Opskriften er fra Jane Faerbers “LCHF – spis dig mæt og glad” – og selv om jeg personligt ikke lige blev decideret glad af retten, da jeg lavede den, mindes jeg da, at jeg bestemt blev mæt. Og så må jeg da – alt andet lige – være blevet bare en tand gladere – tror I ikke? :)

Jeg lavede desuden citroncremen herfra til, mens Jane selv serverer med en urtecreme, så der kan I jo selv vurdere, hvad I har mest lyst til :D

 


 

Solsikkefisk med sommersalat

4 personer

 

Solsikkefisk:

* 6-700 g hvid fisk, fx kuller

* 50-100 g parmesan

* skallen af 1 økocitron

* 50-100 g solsikkekerner

* lidt olie til at pensle fadet med

* salt og peber

 

Sommersalat:

* et par store håndfulde blandet grøn salat eller fx spæde spinatblade

* 1 stor moden avocado eller 2 mindre

* gerne 1 stor håndfuld spirer af en art

* evt. lidt citronsaft

 

Forvarm ovnen til 225º varmluft.

Pensl et ovnfast fad med lidt olie og læg fiskefileterne heri. Krydr med salt og peber.

Riv parmesan og citronskal og fordel over fisken. Drys med solsikkekerner. Bag fisken i ca. 20 minutter, eller tip toppingen er gylden.

Bland imens salaten og dryp evt. med citronsaft.
(se venligst bort fra avocadoens lettere ubehagelige udseende!)

Lav dressing efter valg.

Server.

 


Side 1 af 3812345102030Sidste »
Follow on Bloglovin

Abonnér via mail

3 tilfældige fra arkivet…

Husk!

Ingredienser

(4) (23) (10) (2) (4) (26) (4) (18) (37) (2) (19) (8) (28) (28) (2) (24) (8) (13) (7) (3) (2) (3) (4) (7) (12) (13) (5) (39) (3) (4) (5) (39) (57) (17) (5) (29) (6) (2) (14) (7) (3) (4) (6) (19) (5) (7) (6) (23) (17) (2) (26) (9) (4) (5) (3) (2) (3) (9) (8) (4) (15) (18) (2) (59) (6) (12) (14) (14) (17) (9) (2) (10) (2) (73) (3) (5) (3) (123) (2) (3) (6) (12) (17) (5) (6) (24) (2) (9) (2) (16) (2) (9) (3) (7) (18) (4) (22) (38) (3) (4) (2) (9) (3) (7) (7) (2) (29) (23) (15) (3) (70) (3) (16) (10) (18) (6) (3) (30) (2) (4) (5) (19) (8) (70) (7) (16) (17) (3) (13) (2) (6) (39) (5) (2) (4) (3) (16) (4) (11) (2) (5) (3) (39) (5) (9) (3) (2) (8) (2) (17) (10) (4) (36) (6) (2) (11) (34) (25) (5) (7) (7) (23) (3) (20) (12) (9) (58) (4) (2) (8) (7) (3) (2) (8) (2) (24) (3) (3) (12) (8) (7) (5) (6) (4) (5) (6) (2) (6) (6) (2) (7) (5) (23) (2) (5) (3) (4) (2) (22) (8) (11) (11) (5) (3) (124) (36) (15) (4) (3) (9) (19) (15) (35) (9) (5) (2) (6) (69) (2) (31) (10) (12) (3) (6) (4) (2) (2) (4) (10) (2) (46) (4) (15) (2) (5) (5) (3) (4) (3) (2) (44) (17) (7) (4) (3) (15) (12) (130) (2) (7) (3) (6) (24) (3)
Yes. But no.

Samarbejde

Få 5% i rabat ved at skrive 'Xenia' i bemærkningsfeltet på ordren.