Hverdagsmåltider

hverdagsmaaltider-260214

Så er det blevet tid til endnu en gang hverdagsmåltider. Har jeg besluttet. Det er jo heldigvis det smarte ved det her blog-hejs: altså at man som blogger selv bestemmer, hvad der kommer hvornår og hvorfor, ikke? 😉 Ge-ni-alt, siger jeg er!

Så da jeg i går, mens jeg var ved at lave min madpakke, kom i tanker om, at det pludseligt var et par uger siden sidst, var det heldigvis nemt lige at gribe kameraet og knipse løs. En smart ting ved LCHF er i øvrigt, at hverdagsmåltidsindlæggene er meget nemmere nu end før, da jeg jo spiser færre måltider, så der er færre photo ops, man risikerer at glemme 😛

I går – onsdag – var endnu en helt almindelig dag. En hverdag, som de er flest. Dog havde jeg forskellige ærinder på vej hjem fra job, bl.a. at aflevere min cykel (endnu en gang!) hos cykelsmeden, så de forhåbentligt kan få sat lidt skik på den, så en cykeltur på 5 km ikke længere behøve at føles som en løbetur på ditto. Det kunne faktisk være ret rart 😉 Til gengæld lånte jeg så en lånecykel, som er 40 gange værre end min egen, så i dag er jeg cykeltræt. Sådan kan det gå! 😀 Men altså, pointen er jo, at jeg var sent hjemme, hvorfor jeg havde planlagt nem aftensmad. Men heldigvis behøver “nem” jo langt fra at betyde kedelig eller dårlig!

Det korte af det lange: Nedenfor kan I se, hvad jeg spiste i går. Det var nemt og lækkert. Hejhej 😀

 

kakao

Først starter vi med en – efterhånden – gammel kending. Den gode varme kakao, som jeg jo nærmest drikker alle hverdagsmorgener, hvorfor det ikke er så underligt, at I nu har set den flere gange. Den fungerer bare hver gang, smager fantastisk, holder mig mæt helt til frokost (mindst!) – og så lægger den generelt bare en god bund for en rar dag, synes jeg!

 

wrap-laks-floedeost

Jeg lagde jo ikke skjul på, at jeg var stor fan og ovenud begejstret for tortillapandekagerne den anden dag. Og nu har jeg fået endnu en grund til at lave dem igen meget snart – de fungerer nemlig (også) perfekt som frokost/madpakkewrap – og jeg ved, at I er mange, der ligesom jeg, nogle gange godt kan savne en nem frokost modsat de evindelige rester, der kræver utallige bøtter, skal varmes m.m. Her er løsningen! Smid noget fyld i en wrap, og du er good to go. Og så indeholder en enkelt wrap kun omkring 3 g kulhydrat, mens de omvendt mætter ufatteligt længe! Ovenstående med flødeost og røget laks holdt mig mæt – altså helt mæt – i noget der ligner 6-7 timer! Det er sgu en vinder, folkens!

 

spejlaeg-boennefritter-aioli

Da jeg endeligt gik hen og blev sulten, var det heldigvis nemt klaret. En omgang bønnefritter, en spejlægstoast (just som det lyder, to spejlæg med ost og evt. skinke eller andet imellem, se Janes beskrivelse her) og en god klat aioli. Lækkert!

 

Og det var så det! Har I fået noget godt at spise på det sidste? 🙂

 


22 comments

  1. Hej Xenia, jeg er glad for at se dine hverdagsmåltider, som jeg snarest må have afprøvet. Jeg er nemlig ved at gå lidt død i LCHF, fordi jeg synes det både er dyrt, besværligt og tidskrævende – og min vægt rokker sig ikke ud af stedet 🙁
    Tror ikke du har fået lavet link til “Hverdagsmåltider”, eller jeg kan kun finde det fra forsiden og ikke under kategorierne. Ups! sorry, fandt kategorier ude til højre 🙂

    1. Ærgerligt, at du ikke trives helt optimalt på LCHF! Men ja, det kræver klart lidt omstilling – og hvis du ikke nødvendigvis kan mærke fordelene, er det måske svært fortsat at være motiveret?
      Godt du fandt linket! 😉

  2. God eftermiddag i den smukke sol.

    dejlige små måltider. Jeg er ret så vild med din Tortillapandekage og fyldet er guf:-)
    Det vil jeg indføre som frokost, da jeg aldrig har været fan af rugbrødsmadder med pålæg.

    Dejligt at finde inspiration på din blog:-)
    Tina

    1. Her har der godt nok ikke været meget sol i dag – dejligt at høre, at det var bedre hos dig! 🙂
      Og ja, de wraps er jeg storfan af – de bliver en hyppig gæst i mine madpakker fremover, kan jeg godt afsløre – jeg håber, de også vil falde i din smag!

  3. Jeg har faktisk spist spejlæg-toasten op til flere gange her på det sidste. Den er simpelthen genial og det tætteste (med hensyn til nemhed) jeg kommer på min tidligere favoritspise: pasta med pesto ;o)
    Jeg laver også jævnligt wraps med røget laks til min frokost. Nemt, lækkert og mættende! 🙂

    1. Ja, det er en rar måde at få noget lidt mere spændende end “bare” spejlæg på – uden at det skal blive meget mere besværligt! Hey, måske man skulle prøve at lave en spejlægstoast med pesto, apropos ;P
      Jeg er ovenud begejstret for wrap-til-frokost-ideen – det skal jeg klart bruge noget oftere. Faktisk har jeg allerede planer om at lave en ny portion tortillaer her i weekenden, så jeg har madpakken klaret til næste uge! 😀 Hvis du har andre gode ideer til fyld, må du endelig sige til – jeg planlægger lidt på en mindre wrap-kavalkade herinde nemlig ;D

  4. Hej Xenia 🙂
    Det er lige et par praktiske spørgsmål, håber det er ok?
    Er det raw kakao pulver du bruger? og hvordan pokker får du en spsk kokosolie – har du ikke dit i køleskaber, for jeg kæmper med mit hver gang jeg skal bruge det 🙂
    mvh Lone

    1. Helt i orden 🙂
      Jeg bruger Urtekrams kakaopulver, da den er både god og øko – og ikke voldsomt dyr. Faktisk er jeg ikke så begejstret for raw kakao – og når man som her bruger den med kogende vand, tænker jeg også, at ideen lidt går af det, selv hvis man ellers godt kan lide den 😉
      Og nej, mit kokosolie står bare på køkkenbordet – så er det nemt at grave en ske ud. Kokosolien behøver overhovedet ikke at stå på køl – det gør det faktisk bare besværligt, hvis du spørger mig 😀
      ~Xenia

  5. Tusind tak for en fantastisk side.
    De sidste to mdr har jeg fulgt en masse af dine opskrifter, jeg har faktisk kun fået ET aftensmåldtid og et frokostmåltid som indeholdt brød.
    Min mand har tabt knap 6 kg på 6-7 uger og jeg går ikke på vægten, men bukserne er blevet meget løse 😉 Hængerøv må være sidste nye mode;)

    Min frokost driller mig pt. Jeg har ikke lyst til ret meget, men er alligevel sulten og tror pt jeg har fået æg nok 😉
    Men jeg nægter at falde i igen, for når jeg spiser en kvart bolle så puster min mave sig op som var jeg gravid og det går så stærkt og mærker ikke rart – måske det er derfor jeg har syntes jeg var giga tyk i flere år!

    Men snart går turen på ski ferie og vi skal bo flere familier sammen med fælles maddage. Det giver panik!!
    Hvad kan jeg lave som min maddag som kan fryses ned og bare tøes op når det er min maddag?

    Jeg har tænkt at lave nogle små beholdere med rester til mig til hele ugen, når altså jeg finder noget der er perfekt at fryse 😉

    Jeg VIL det her!
    Jeg spiser stadig lidt slik og bruger sukker i min the – men ingen brød, pasta, ris og kartofler og livet er så skønt!!
    Du må endelig ikke stoppe med at finde nye opskrifter til siden. Tak

    1. Hvor er det dejligt at høre, at du trives på LCHF, Helle – og ikke mindst at du kan bruge min blog og mine opskrifter selvfølgelig! 😀
      Jeg synes, du skal prøve de wraps der til frokost – jeg er fan! De smager overhovedet ikke æggeagtige, men er alligevel næsten lige så nemt som fx en bolle eller noget rugbrød 🙂
      Hm, hvad kan du fryse ned og have med til mange. Hvad med en god omgang chili con carne?! Det må da være perfekt til en skitur? Faktisk har jeg også selv planer om, at jeg snart skal have lavet mig en omgang – her inden vinteren er helt overstået 😀 Det må vist være mit bedste bud sådan lige på stående fod – det er nemt at lave til mange, og det bliver faktisk kun bedre af ikke at blive spist på dagen. Så skal det selvfølgelig bare serveres med salat og godt med creme fraiche, så er man kørende. Du kan evt. give brød eller ris til de “normaltspisende” også 🙂
      Held og lykke med det hele!

      1. Hej igen
        Hmmm chili con carne er jeg ikke kæmpe fan af – tror jeg har fået for meget af det.
        Men overvejer en god stærk karry suppe med kyllingekød i og så kan de andre få ris til og jeg kan få blomkålsris.
        Eller kylling i peanutsauce?!?!?!?!
        Eller tortillas – det er da nemt og jeg kan da bare tage mine egne “pandekager” med imens de andre får i det usunde.
        Kan tortillas fryses?
        Meeeen at lave de der wraps på en halv time…. der skal jeg hilse fra min mand og sige “shit du er hurtig” hans portion tog væsenligt længere tid at lave 😉 Men kan de fryses så skal der altså laves så der altid er mange i fryseren!

        Igen tak for en side der virkelig hjælper os der vil lære hvad sund mad er!
        Hilsen
        Helle

        1. Nej, så er det en dårlig ide 🙂 Men ja, både suppe, kylling i peanutsauce og tortillas kan da snildt gå! 🙂
          Jeg tænkte egentligt ikke over, at jeg var særligt hurtig med de tortillas der, men det kan da godt være, at jeg er en effektiv lille køkkenalf ;P

  6. Jeg er så stor fan af de wraps, det er helt vildt! Jeg tror, at jeg i morgen skal lave en ordentlig stak, for de er bare gode til mange ting! 🙂

    1. Hvor er det godt at høre! Jeg har også selv planer om at lave en god portion her i løbet af weekenden!

  7. Jeg har eksperimenteret med din opskrift på fudge 😀
    Fandt ved den lejlighed ud af at jeg ikke kan lide eftersmagen fra Sukrin Gold..

    Bum bum, så ved jeg det! Så må der bages istedet.

    Dejlig blog, altid masser af opskrifter!

    1. Øv, at du måtte finde ud af det på den måde. Jeg synes faktisk personligt netop, at sukrin gold er god heri, fordi det har den der lidt mørke smag. Måske du bare skal eksperimentere med mængden – balancegangen med sukrin er – efter min erfaring – at tilsætte nok til at det er tilstrækkeligt sødt, men ikke så meget, at man kan smage eftersmagen 🙂 Men ja, ellers må du smide det i noget bagværk, hvor det er mere diskret! 😀
      Tak for din kommentar – og rosen! 🙂

  8. Hej igen 🙂
    Nu har jeg prøvet opskriften på wraps et par gange nu, for tænker de er perfekte til min søns madpakker, og det går helt galt hver gang 🙁
    Dejen blever utrolig klistret, og jeg kan ikke rulle dem ud, eller jo det kan jeg godt, men de er umulige at få af bagepapiret igen.. hvad pokker går jeg mon forkert?
    Er din dej fuldstændig “tør”?

    kh Lone

    1. Øv, hvor ærgerligt at de kokser for dig, Lone. Ja, min dej var meget tør og elastisk i det. Jeg kunne nemt håndtere den både uden dejfingre og diverse andet klister-fister. Jeg har planer om snart at prøve dem igen selv, og så må jeg prøve med hjemmemalede mandler, da det umiddelbart er min mistanke, at det er dér, det går “galt”. I første omgang brugte jeg færdigtmalet mel af smuttede mandler nemlig. Men prøv evt. at tilsætte enten flere mandler eller mere fiberHUSK – hvis dejen er for våd, skal der jo mere tørt i 😉

      1. Jeg lavede først en portion med købt mandelmal, og bagefter med hjemmelavet mandelmel hmmm… må prøve igen 🙂

        1. Nå for pokker – og fik du samme resultat begge gange? Prøv evt. at veje dit fiberHUSK, hvis det er – jeg brugte vist 50 g, måske det kan gøre en forskel, hvis du ellers bare har brugt spsk-mål?

  9. Jeg har to gange lavet tortilla efter den opskrift, den ene dag drillede dejen så jeg udstak nogle små runde “pandekager” i stedet. Dem har jeg brugt til Stenbiderrogn, eller to klappet sammen med flødeost og skinke imellem. Første gang brugte jeg dem med oksekødsfyld, og min kæreste har spist dem med kylling i. De holder fint i køleskabet så har en plan om at bage flere her i løbet af weekenden.

    1. Øv, at den drillede første gang – men godt at du fik det til at lykkes alligevel! Dejligt at I kan lide dem 😀
      God ide med stenbiderrogn i øvrigt – det bliver jeg altså også nødt til at få prøvet denne sæson, tror jeg!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *