Hverdagsmåltider

hverdagsmaaltider190415

De af jer, der følger mig på diverse sociale medier, har formentligt helt styr på, at jeg var en smuttur i London her fra torsdag til mandag, hvilket selvfølgelig gør, at jeg ikke har nogle nye opskrifter til jer. Inden dagen for afrejse oprandt, havde jeg faktisk været så smart at samle billeder til et hverdagsmåltidsindlæg, som jeg ville skrive og udgive, mens jeg var derovre, men det skete så faktisk aldrig, hvilket først lige gik op for mig nu. Ups. Til gengæld kan I så få det nu, og så tænker jeg, at vi alle er glade, ikke? Jeg er i hvert fald, jeg har lige været på ferie, og lige om snart er jeg også færdig med den eksamensopgave, som presser sig på lige p.t., og så håber jeg stærkt på, at jeg kan få lidt ild under gryderne igen. Indtil da kan I her lure lidt på hvad jeg spiste den 19. april. Det er efterhånden så længe siden, at jeg ikke helt kan huske, hvad jeg faktisk lavede den dag. Det var en søndag, så formentligt ikke meget, men maden var da i det mindste god, kan jeg se!

hverdagsmaaltider190415-1

Jeg mindes, at jeg enten stod ret sent op, eller at jeg bare var længe om at tage mig sammen til noget mad-agtigt, hvorfor jeg endte med at hoppe på en æble- og pb-burger. Det er helt enkelt bare æbleskiver med peanutbutter imellem, og det smager forrygende! Hvis man er doven, er æblebåde og peanutbutter on the side i øvrigt helt fint, men jeg synes, at nuttethedsfaktoren gør det ekstra arbejde dét værd 😛

hverdagsmaaltider190415-2

Til frokost kørte jeg dette bæst af en luksussalat. Salat (jeg er vild med økoblandingen fra Rema1000), tomater, avocado, høvlet parmesan, sprødstegt bacon og italiensk dressing – sidstnævnte fra Søstrene Grene, som har en linje af ret ok færdigdressinger lavet på rapsolie med ingen ubehageligheder i, som jeg næsten altid har en flaske stående af.

hverdagsmaaltider190415-3

Jeg har for nyligt endeligt fået testet denne ret med rosenkål fra frost, og det fungerer faktisk rigtigt fint – om end de bliver en anelse mere bløde i det. Jeg køber dem fra Irma, som er mindre end de normale (minirosenkål, hedder de vist), og ellers følger jeg faktisk bare opskriften, men tilpasser tiden, så de får lidt farve og sprødhed. Jeg lavede det i øvrigt med kylling i stedet for fisk denne dag, som jeg af og til gør. Den ret er muligvis en af dem, jeg har spist allerflest gange, og det er stadig godt!

P.s. Min London-tur var fantastisk, men den skal I nok høre meget mere om i fredagens dobbelte fredagsfavoritter-indlæg!

Kategorier: Hverdagsmåltider

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!