Hverdagsmåltider på den hverdagskedelige måde

hverdagsmaaltider291015

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, jeg sidst har lavet et af de her indlæg, men det ændrer jo ikke på, at jeg stadig (for det meste) spiser mad (når jeg ikke spiser kage, forstås). I går var jeg god og huskede faktisk at tage billeder af alle mine måltider, så dem tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne dele med jer. Torsdagen er min lange skoledag, hvor jeg først har en forelæsning om formiddagen i mit matematik-fag (officielt set “Foundations of Computing – Discrete Mathematics”) og efter en hurtig frokost (hurtig for en langsom spiser som mig) gruppemøde i et andet fag (“Software Engineering and Software Qualities” – de navne altså!). Så når jeg hjem engang hen på eftermiddagen, hvor jeg for det meste bruger et par timer på at lave de opgaver, vi har i matematik-faget (i går skippede jeg dog *indsæt mental abe, der holder sig for øjnene*). Min gåtur plejer jeg at passe ind enten på vej til ITU om morgenen – jeg har ca. 5 km derud – eller på vej hjem om eftermiddagen. Jeg foretrækker om morgenen, så det er “overstået”, og i går kunne jeg heldigvis godt kunne overskue at stå det tidligere op for at nå det. Min aften i går gik med diverse blogtilrettelser samt planlægning og online bestilling af indkøb til kogebogsfotograferingen i næste uge (listen byder bl.a. på 90 æg og i alt 17-18 plader chokolade!).

Og det var så min dag. Ret gennemsnitlig og hverdagskedelig, men sådan er de fleste jo faktisk, når det kommer til stykket! Her er, hvad jeg spiste:

hverdagsmaaltider291015-1

Til morgenmad har jeg den sidste uges tid været i en spejlægsfase. Her et par spejlæg stegt i kokosolie med salt og peber (ret basic), et par tomater og til morgenmadsdessert et par af de her julede daddelkugler, som vi skal fotografere i en forbedret udgave til bogen i næste uge, og hvor jeg lige havde et par ekstra, der ikke kunne være i bøtten sammen med resten. De er stadig gode!

hverdagsmaaltider291015-2

I madpakken havde jeg flottet mig og købt en pose rejer dagen før (de er dælme dyre – i hvert fald i DøgnNetto!). Blandet med hytteost, edamamebønner fra fryseren og sammen med en perfekt moden avocado var det faktisk en ret god madpakke! Lige for tiden er jeg ret “god” til bare at købe frokost, men jeg bliver altid skuffet – desværre især over ITU’s kantine, som bare ikke er mig, så når jeg er dygtig, tager jeg bare en madpakke med selv!

hvidloegssuppe1

Til sidst kørte jeg en sen aftensmad, fordi jeg lidt glemte tiden. Jeg havde en rest fra den gode hvidløgssuppe, så den var hurtigt opvarmet og indtaget. Uhm! Og en lille update til de af jer, der var bekymrede for folk omkring mig i går – umiddelbart føler jeg ikke, at jeg lugtede meget af hvidløg, og folk lod umiddelbart ikke til at væmmes, når de talte med mig! 😀

Jeg kan i øvrigt hverken be- eller afkræfte at jeg spiste noget chokolade i løbet af eftermiddagen (Rema1000 har sådan nogle chokoladeting med saltede mandler!!), og at jeg måske også drak en Pepsi Max (min ultimative svaghed! Næst efter chokolade! Ooog pomfritter…), men den slags ting glemmer jeg altid at fotografere.
Har I fået noget godt at spise på det sidste?

Kategorier: Hverdagsmåltider

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!