Hverdagsmåltider: Rester er stadig det bedste i verden

Noget af det sværeste ved de her indlæg er faktisk oftest at finde på noget tilnærmelsesvist interessant eller intelligent at skrive her som indledning. Og det har jeg altså ikke noget af i dag. Størstedelen af mine måltider i går, mandag, var rester – og når en restedag kan være så lækker, er jeg altså stadig/fortsat/evig fan. Hvis bare rester kunne lave sig selv, ville jeg nærmest kunne dø lykkelig, tror jeg. Høhø.


Til morgenmad nuppede jeg mig en kakao(ægge)mælk. Jeg har sagt det før, men siger det hjertens gerne igen: Det er altså en hel genial påfindelse. Det er superhurtig morgenmad og mætter (efter mit måltidsskema) helt til frokost! Og så gør det mig også bare ret glad i låget, at jeg kan drikke kakao til morgenmad med både god samvittighed og en rar mæthed til følge ;D

Lige for tiden afprøver jeg LCHF-venlige færdige bageblandinger, hvilket I selvfølgelig nok skal høre mere om, når jeg er færdig med at teste 🙂 Min frokost de sidste par dage har derfor bestået af sådan en bolle – her er det i en udgave med fibrex – med smør, ost og kyllingepålæg. Og så lidt gnavegrønt on the side 🙂

Nu er det jo ikke hver dag, jeg har behov for et mellemmåltid, men I går blev jeg altså lidt brødflov hen på eftermiddagen. Og så havde jeg jo desuden stadig en lille rest af de gode peanutbutterpandekager i køleskabet, der kaldte på mig – og det siger jeg da absolut ikke nej til! Jeg mindes som barn en sjælden gang at have fået kolde pandekager med smør og sukker – og det lød som den ideelle løsning her. “Sukkeret” erstattede jeg med sukrin+ – og så dryssede jeg også lidt vanillepulver på (nej, det er ikke skidt 😉 ). En ret fantastisk måde at spise restpandekager på, hvis I spørger mig! 😀

Og så er der aftensmaden – som også var en rest fra weekenden. Opskriften får I i løbet af ugen. Jeg har endnu ikke besluttet, hvad jeg skal kalde det (jf. mit besvær med at navngive retter), men “arbejdstitlen” p.t. er ‘wokket rød karryret med kylling, kål, grønne bønner og miracle noodles’ – og det er mere eller mindre hvad det er! 😀 Trods det lidt rodede og mindre pæne udseende, var det en ganske fortrinlig ret – og nogle gange er en grim ret altså bare lige dét, man har brug for 😉

Hvad er det bedste, du har spist for nyligt?

Kategorier: Hverdagsmåltider, LCHF

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!