Ingefærshot med citron og æble for os snueramte

ingefaershot

Jeg har i i hvert fald den sidste måneds tid gået og skrantet på den der måde, hvor man kan mærke, at en forkølelse er på vej, men hvor man alligevel kan holde den lidt på afstand med forskellige tiltag. En af de ting, jeg især har benyttet mig af hidtil, har været at købe mig helt og aldeles fattig i Palæos ingefærshots, som sælges hos 7-Eleven. For en 12’er shottet er det altså ikke den billigste løsning, og jeg har da også længe tænkt, at jeg burde kunne lave det selv for at spare en håndøre eller to.

Her efter sidste uge, hvor jeg både havde skole, en koncert, og selvfølgelig de første to fotodage, hvor jeg bagte kager og lavede desserter fra 8-17, efterfulgt af en lang dag på mit rigtige (andet?) arbejde, har den forkølelse nu desværre bidt sig rigtigt fat, så jeg er lidt ynkelig p.t. Mest fordi jeg har ondt af mig selv og ikke rigtigt føler, at jeg har tid til at være syg med de næste fotodage i næste uge. Men sådan har man det vel altid, har man ikke? I alle tilfælde er jeg nu blevet endnu mere religiøs hvad angår forskellige naturremedier for at bekæmpe forkølelse (når nu der ikke findes noget “rigtigt” medicin, der kan klare det!), så da jeg her til morgen opdagede, at jeg havde glemt at opfylde mit shot-lager, tog jeg mig endeligt sammen til at lave det selv. Heldigvis havde jeg både frisk ingefær, ditto citron og æblejuice på lager, og det er faktisk alt, denne “opskrift” kræver. Jeg har ingen saftpresser, så shottet laves uden. Indtil videre (eftersom jeg kun har gjort det én gang) har jeg bare lavet ét shot ad gangen. Jeg har en teori om, at virkningen er bedst, når det er helt friskpresset, men jeg har også en plan om at lave en større portion på et tidspunkt, som jeg så kan fryse ned i passende portioner og tage op aftenen før. sjovt er det heller ikke at skulle rive ingefær hver morgen 😉

Palæo har i øvrigt været så venlige, at de har skrevet opskriften på flaskerne. Eller i hvert fald forholdet mellem de forskellige ingredienser, så det er det, jeg har brugt som retningslinje. Du kan skrue op og ned for de forskellige elementer, som du synes, og evt. også bare udelade æblejuicen, hvis du er lidt mere hardcore.

Jeg har i øvrigt ændret lidt på designet herinde, som I måske kan se. En af mine sære late night-projekter, som jeg startede på i går aftes, da jeg endeligt kunne trække vejret ordentligt og derfor ikke gad gå i seng. Det er selvfølgelig ikke helt færdigt endnu, men lad mig endeligt vide, hvad I synes, og hvis der er noget, der ikke funker, som det skal. Lige nu har jeg ingen reklamer på, men på sigt kommer de igen, så jeg kan tjene lidt håndører på denne her tjans her – jeg skal bare finde en måde, hvorpå jeg kan gøre det på den pæneste og mindst forstyrrende facon. Work in progress, som den slags altid er 😛

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Ingefærshot med citron og æble

Ingen bedømmelser endnu

Antal: shot

Ingredienser

  • 20 g frisk ingefær ca.
  • 2 spsk friskpresset citronsaft
  • 1/4 dl æblejuice gerne økologisk og ufiltreret

Sådan gør du

  1. Riv ingefæren på den fine side af dit rivejern. Du behøver ikke at skrælle den først.
  2. Pres så ingefærsaften fra kødet med hånden direkte ned i et glas.
  3. Bland med citronsaft og æblejuice, og bund!

Kategorier: Efterår, Favoritter, Hverdagsmad, Mælkefri, Morgenmad, Snacks, mellemmåltider & andre lækkerier, Vinter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!