EmediateAd

Kategoriarkiv: Internationale retter

Wokket rød karryret med kylling, kål, grønne bønner og miracle noodles

Nej, det er absolut ikke en køn ret, det vil jeg gerne gi’ jer. Men nogle gange er en god omgang ruskomsnusk altså bare lige dét, man har brug for, kender I ikke det? Sådan havde jeg det i hvert fald i søndags, og eftersom jeg havde hakket kylling i køleskabet, skulle denne omgang rodsammen baseres på det. Derudover havde jeg så også et hvidkål i hr. køleskab, grønne bønner i fryseren og en pakke på dét tidspunkt uafprøvede miracle noodles i køkkenskabene. Resten er basisvarer for mig (Apropros: Jeg pønser på at lave et indlæg om mit basislager og hvad jeg (næsten) altid har hjemme – kunne det være noget?).

Har I prøvet miracle noodles? Det er et stykke tid siden, jeg første gang læste om dem, og da fandt jeg dem også ret fascinerende. Men dengang kunne jeg ikke umiddelbart finde et sted, hvor jeg kunne købe dem i Danmark, så jeg droppede det igen. Der er trods alt en grænse for, hvor langt jeg vil gå for mine specialvarer ;) Men så skete der jo det, at en ny LCHF webshop åbnede, og de har faktisk miracle noodles i deres sortiment – så ved min første ordre smed jeg altså lige to pakker i for en god ordens skyld. De er lidt i den dyre ende, synes jeg, men meget sjovt med noget mere nuddelagtigt til en afveksling. For de smager faktisk som nudler – eller, dvs. de smager ikke rigtigt af noget, men det gør nudler i min optik altså heller ikke. Men de har samme konsistens som fx glasnudler og giver god fylde i en ret. Og så indeholder de her specifikke miracle noodles jo sådan set nærmest ingenting. 2 g kulhydrater i form af kostfibre pr. 100 g, hvilket udgør en nettoværdi på – ja, 0 g. Og der er heller hverken fedt eller protein i. Eller stivelse eller sukker for den sags skyld. Meget sært produkt! Det officielle navn er faktisk Shirataki-nudler, og de laves af 100% kostfibre af den japanske rod Konjakroden. De har en lettere fiskeagtig lugt, når man åbner pakken, hvor de ligger i noget væske af en art – spørg mig ikke hvor den lugt kommer fra! – men når først de er skyllet og tilsat retten, er der altså ingen fiskedunst tilbage, det lover jeg – med mindre du selvfølgelig laver en ret med fisk ;)
Skal du prøve dem?

Nå, tilbage til retten – selv om der nu ikke er så meget mere at sige. Hvis du er i humør til en hurtig kast-alle-ingredienser-sammen-i-en-wok-ret med asiatisk-agtige smage, er det denne ret du skal lave. Og brug endelig lige de grøntsager du vil! Jeg elsker kål i sådanne retter, men everything goes, som man siger ;) Og de fancy nudler kan altså også sagtens udelades til fordel for mere kål – begge giver fylde i retten :)

 


 

Wokket rød karryret med kylling, kål, grønne bønner og miracle noodles

2-3 portioner

 

* 400 g hakket kylling

* 1 spsk kokosolie

* 1 spsk rød karrypasta (jeg bruger Santa Marias)

* ca. 250 g hvidkål

* kokosfløden fra 1 dåse (jeg bruger kun det tykke i dette tilfælde)

* ca. 250 g frosne grønne bønner

* 1 pakke miracle noodles (kan udelades, evt. til fordel for ekstra kål)

* ca. 1/2 dl soja

* 1/2 tsk fiberhusk (kan udelades)

* salt eller fish sauce

 

Til servering:

* saltede peanuts

* evt. ekstra soja

 

Opvarm en wok og herefter kokosolien heri. Svits hurtigt karrypastaen og tilsæt så kyllingen og lad den tage farve, mens du snitter kålen.

Snit kål i fine strimler. Tilsæt så til kyllingen og svits, indtil kålen begynder at falde sammen.

Tilsæt så kokosfløde, grønne bønner og nudler og vend rundt. Smag til med soja og salt eller fish sauce. Hvis saucen er for tynd, kan du røre en anelse fiberhusk ud i det tynde – det jævner. Brug dog ikke for meget, da lidt rækker langt og for meget kan efter sigende gøre saucen lidt slimet-agtig (don’t do this at home).

Server med saltede peanuts og evt. ekstra soja efter smag.

 


Tomat- og mozzarellasalat med avocado

Det her er endnu en af de dér ikke særligt opskriftsagtige opskrifter, men jeg ville bare ikke føle, at jeg levede op til mit ansvar som madblogger, eller at min blog var fuldkommen, hvis jeg ikke alligevel udgav et indlæg med denne salat – det er nemlig min absolut all-time yndlingssommerfrokost! Jeg der følger mig på instagram, twitter eller facebook har garanteret allerede set mig flashe den op til flere gange, men nu bliver selve bloggen altså også inddraget. Gode ting kan ikke vises eller nævnes for ofte, skal vi ikke lege det? :D

Som I nok kan regne ud, er det ultranemt. Det tager selvfølgelig et par minutter længere end at smøre et stykke rugbrød med leverståhej, men personligt bliver jeg både mættere, gladere og rarere af denne salat. Derudover er den faktisk en superfin madpakke også. Jeg skærer gerne tomat og mozzarella om morgenen og tager så bare avocadoen med ved siden af. I frokostpausen er det så bare at skære avocadoen ud og krydre med lidt salt og peber. I madpakken kører jeg oftest en lidt mere skrabet udgave uden olie og balsamico, da det er nemmere, men alt er jo muligt :)

Salaten er forresten inspireret af en af mine hidtil bedste spiseoplevelser i år, nemlig på Restaurant Limone i Køge, hvor jeg netop fik den lækreste tomatsalat med en fantastisk bøffelmozzarella, både friske tomater og semidried tomater samt avocado og en masse andet godt. Dét var lækkert! Så hermed er den anbefaling også givet videre, hvis du en dag er i nærheden af Køge Havn. Resten af deres retter var efter sigende også lækre, mente mit selskab ;)

 


 

Tomat- og mozzarellasalat med avocado

1 person

 

* 150-200 g søde aromatiske tomater
(sørg for at købe nogle gode modne og velduftende nogle – ja, jeg sniffer altid til tomater (og andre ting) i supermarkederne, men hvis ikke de dufter af noget, smager de altså heller ikke af noget, og så kan det jo nærmest være ligemeget! :D)

* 1 frisk mozzarella (Urtekrams er min favorit, den er lækker og blød)

* 1 moden avocado

* frisk basilikum

* salt og peber

* koldpresset olivenolie

* balsamicoeddike

 

Skær mozzarella og tomater i passende stykker. Ditto med avocadoen.

Krydr med salt og peber, pynt med basilikum og dryp lidt olivenolie og balsamico over.

Server!


Hvad er din yndlingssommerfrokost?


Blomkålstortilla

Oprettet D. 27 maj, 2013 - af: Xenia - Kategori: Brød, Frokost, Hovedretter, Hverdagsmad, LCHF, Mexicansk, Mælkefri, Tilbehør, Vegetarisk , ,

Oftest når jeg får mexicansk mad, spiser jeg det jo som bekendt bare som tacotallerkener – alt det gode i en stor bunke på en tallerken! Dét er lækkert. Og det var egentligt oprindeligt også bare det, jeg havde planlagt til i onsdags. Men så lå der pludseligt et halvt blomkål fra blomkålsrisottoen og stirrede på mig, og ja, så besluttede jeg mig altså for at afprøve de her tortillaer (nyd den fine canadiske accent, hvis du ser videoen ^^).

Generelt er jeg jo vild med stort set alle opskrifter, hvor man kan proppe flere grøntsager i sig uden sådan rigtigt at opdage det, og denne opskrift er endnu en god én i rækken :D Det er en anelse omstændeligt, syntes jeg – mest fordi man er nødt til at starte i lidt bedre tid end jeg ellers gør, når jeg laver tacos, men resultatet var nu også lækkert. Jeg tror især, det vil være et hit, hvis man tidligere har været meget vild med tortillaer og wraps og savner dem. De blev en smule mere porøse og skrøbelige end de normale tortillaer af majs eller hvede, men det kan sagtens skyldes, at jeg bare lavede dem for tynde. I videoen jeg linker til ovenfor ser de i hvert fald mere bøjelige ud :) Ikke desto mindre var det bestemt ikke sidste gang, jeg lavede dem – nogle gange er det bare rart at have noget at pakke sin mad ind i, ikke? :)

 


 

Blomkålstortilla

4 stk

 

* 1 blomkål

* 2 æg

* 2 æggehvider

* 1 tsk urtesalt eller alm. salt

 

Hak blomkålen fint på en foodprocessor eller riv på et rivejern. Damp i mikrobølgeovnen i 5-7 minutter.

Lad blomkålen dryppe og køle af i en si beklædt med et viskestykke. Når det er tilpas køligt, vrides så meget som muligt af væsken ud af kålen.

Forvarm ovnen til 180º varmluft.

Bland blomkål med æg, æggehvider og salt. Fordel i fire klatter på to bageplader beklædt med bagepapir og form til runde cirkler. Mas dem tynde med et stykke bagepapir ovenpå – men ikke for tynde.

Bag tortillaerne i ovnen i ca. 20-25 minutter, til de begynder at blive gyldne. Lad dem køle af på en bagerist.

Kan evt. fryses med bagepapir imellem.

Server med dit yndlings tortillafyld eller hvilket som helst andet, du synes vil gøre sig godt i en wrap :)

 


Kokos- og cashewkylling med spinat

Ved I hvad, jeg elsker? Jeg elsker-elsker-æææælsker, når en opskrift, man længe gerne har ville lave, viser sig at være helt og aldeles fantastisk – og samtidig noget af det nemmeste, man har lavet længe. Og lige netop dét var tilfældet med denne ret, som jeg lavede i lørdags. Nå, I havde regnet ud, at det var dér jeg ville hen med den udtalelse? I er sgu også så kvikke, er I!

Opskriften er fra en af mine LCHF-kogebøger ”Lättlagad LCHF : 100 enkla och snabba rätter” af Ulrika Davidsson, som er sprængfyldt med nemme og lækre retter. Altså officielt set er dette vist nok den første derfra, jeg prøver, men jeg har en lang række på en liste, så I kommer nok til at høre mere om bogen fremover ;)

Kombinationen af kokos og cashew overbeviste mig hurtigt om, at jeg skulle prøve den – ikke mindst fordi jeg havde en pose uristede og usaltede cashewnødder i skabet. Og så også fordi jeg jo altid er til fals for noget med kokos – det har jeg vist nævnt en enkelt gang eller to før ;) En anden ting jeg godt kunne lide var, at der ikke er karry i. Umiddelbart ser det måske sådan ud, men det er bare gurkemeje, så kun en brøkdel af karry :) Ofte er karry et lidt for oplagt valg i kylling- og kokoskombier, synes jeg. Altså, forstå mig ret, jeg kan rigtigt godt lide karry – men det har vi ligesom også prøvet, ikke :D

Alt i alt er dette bestemt en ret, jeg kommer til at lave mange gange fremover. Det tog mig ikke meget mere end et kvarter at få maden på bordet og smagen var fabelagtig! Og så er det da egentligt også en ret pæn ret på den dér ruskomsnusk-agtige måde, synes I ikke? :P

Great success!

 


 

Kokos- og cashewkylling med spinat

4 portioner
(NB: jeg lavede af 900 g kylling, så mængderne på billederne er halvanden gang så meget som herunder – lad det ikke forvirre jer! :D)

 

* 600 g kyllingeinderfilet

* 2 spsk fedtstof (fx 1 spsk smør og 1 spsk kokosolie)

* salt og peber (fx Urtekrams krydderpeber)

* 50 g cashewnødder, usaltede

* 2 fed hvidløg

* 100 g alm. groft kokosmel

* 1 tsk spidskommen

* 1 tsk gurkemeje

* 2 dl piskefløde (kan naturligvis udskiftes med kokosmælk for en mælkefri version)

* evt. lidt vand

* 200 g frisk spinat

 

Dup kyllingen tør. Opvarm en stor wok eller pande og smelt smør og kokosolie heri. Svits kyllingen i fedtstoffet i ca. 10 minutter og krydr med salt og peber.

Hak imens cashewnødderne og hvidløg i en minihakker eller foodprocessor. Tilsæt til kyllingen sammen med kokosmel, spidskommen og gurkemeje. Vend rundt og rør fløden i. Lad simr ved svag varme i ca. 5 minutter. Smag til med ekstra salt og peber.

Skyl og tør imens spinaten og anret på et stort fad. Fordel kyllingeretten ovenpå og server.

 


Foccasia

Det gik lige op for mig, at jeg egentligt “skyldte” denne opskrift fra det tapas-bord, jeg lavede til madklubben i sidste weekend. Brødet er endnu en gang fra Jane Faerbers fantastiske “LCHF – spis dig mæt og glad” (er I ved at være trætte af at høre om den – tough luck!) , men var egentligt ikke en af de opskrifter, jeg umiddelbart havde sat øverst på min to-try liste. Ikke fordi det ikke så lækkert ud, men som bekendt gør jeg mig kun begrænset i brøderstatninger, og jeg kunne, da jeg læste bogen, ikke lige se en oplagt lejlighed til at lave det. Men så var jeg til Janes bogreception (og ja, hvis du er skarp, kan du faktisk spotte mig på et par billeder i de linkede indlæg -.-), hvor Jane havde lavet brødet til os – og der gik det op for mig, at det da egentligt godt kunne noget det dér tapas-koncept med foccasia og pesto bl.a. Og simsalabim, så havde jeg planlagt menuen til ugen efter. Og sådan kan tingene nogle gange have en nærmest butterfly-agtig effekt ;)

Jane laver i bogen brødet med to forskellige toppings, én udgave med oliven, rosmarin og flagesalt og en anden med soltørrede tomater og flagesalt, men da jeg ikke er ubetinget fan af nogle af delene, valgte jeg at holde det neutralt uden toppings. Flagesalt og rosmarin havde dog været et fint alternativ, hvis jeg havde haft nogle af delene, til en anden gang – det pynter jo meget fint med lidt pænt på toppen :D Brødet består bl.a. af hytteost, æg og et udvalg af fintmalede mandler, solsikkekerner og sesamfrø, og sidstnævnte vil jeg faktisk gerne lige knytte en lille kommentar til. Jeg brugte – som jeg altid gør – min kaffekværn, som dog aldrig har været i nærheden af kaffe. Så vidt jeg husker, er det sådan en billig én til en hund, som jeg købte for flere år siden, dengang det var moderne at smide kværnede hørfrø i sin havregrød, og siden har den i lang tid bare stået ubrugt hen. Men da jeg skiftede til LCHF, blev den altså taget i brug igen, og jeg vil klart anbefale jer, at I også anskaffer jer sådan en sag. Hvis der er én ekstra gadget, I vil blive glade for, er det næsten den. Ja, man kan da godt male nødder og kerner i foodprocessoren, men resultatet deri bliver bare aldrig helt godt efter min erfaring – med mindre man selvfølgelig har en rigtig god foodprocessor. Eller måske en blender giver et bedre resultat. Men hvis I har problemer med at male til fint mel, er det altså en fantastisk løsning. Det var bare dét, jeg ville sige, hej!

 


 

Foccasia

1 stort brød

 

* 300 g hytteost 4%

* 6 æg

* 40 g smeltet smør

* 2 dl mandler (ca. 120 g)

* 1 dl solsikkekerner (ca. 60 g)

* 1 dl sesamfrø (ca. 60 g)

* 2 spsk loppefrøskaller

* 1 tsk salt

* 2 tsk bagepulver

 

Evt. topping: 

* frisk rosmarin

* flagesalt

* evt. oliven eller soltørrede tomater, hvis du er til det

 

Forvarm ovnen til 170º varmluft.

Blend hytteosten, så klumperne forsvinder, og tilsæt så æg og smeltet smør. Mal nødder og kerner til fint mel. Tilsæt loppefrøskaller, salt og bagepulver. Vend de tørre ingredienser i de våde.

Beklæd en bradepande (jeg brugte en på ca. 50×40 cm, tror jeg) med bagepapir og fordel dejen i et jævnt lag heri.

Bag brødet i ca. 10-15 minutter og tag det ud af ovnen. Fordel det valgte fyld ovenpå og bag færdigt i ca. 15-20 minutter.

Opbevares på køl, så holder det længere. 

 


Side 1 af 131234510Sidste »
Follow on Bloglovin

Abonnér via mail

3 tilfældige fra arkivet…

Husk!

Ingredienser

(4) (23) (10) (2) (4) (26) (4) (18) (37) (2) (19) (8) (28) (28) (2) (24) (8) (13) (7) (3) (2) (3) (4) (7) (12) (13) (5) (39) (3) (4) (5) (39) (57) (17) (5) (29) (6) (2) (14) (7) (3) (4) (6) (19) (7) (7) (7) (23) (17) (2) (26) (9) (4) (5) (3) (2) (3) (9) (8) (4) (15) (19) (2) (59) (6) (12) (15) (14) (17) (9) (2) (10) (2) (73) (3) (5) (4) (123) (2) (3) (6) (12) (17) (5) (6) (24) (2) (9) (2) (16) (2) (9) (3) (7) (18) (4) (22) (38) (3) (4) (2) (9) (3) (7) (7) (3) (29) (24) (16) (3) (71) (3) (16) (10) (18) (6) (3) (30) (2) (4) (6) (19) (8) (70) (7) (16) (17) (3) (13) (2) (6) (39) (5) (2) (4) (3) (16) (4) (11) (2) (5) (3) (39) (5) (9) (3) (2) (8) (2) (17) (10) (4) (36) (6) (2) (11) (34) (25) (5) (7) (8) (23) (3) (20) (12) (9) (58) (4) (2) (2) (8) (7) (3) (2) (8) (2) (24) (3) (3) (12) (8) (7) (5) (6) (4) (5) (6) (2) (6) (6) (2) (7) (5) (23) (2) (5) (3) (4) (2) (22) (8) (11) (11) (5) (3) (124) (37) (15) (4) (3) (9) (19) (15) (35) (9) (5) (2) (6) (69) (2) (31) (10) (12) (3) (6) (4) (2) (2) (4) (10) (2) (46) (4) (15) (2) (5) (5) (3) (4) (3) (2) (44) (17) (7) (4) (3) (15) (12) (130) (2) (7) (3) (6) (24) (3)
Yes. But no.

Samarbejde

Få 5% i rabat ved at skrive 'Xenia' i bemærkningsfeltet på ordren.