Jordskokkesalat med grønkål, granatæble og feta

jordskokkesalat-2

Jeg har indgået et samarbejde her i januar med nemlig.com, der, hvis I skulle være i tvivl, er et online supermarked, som har åbent 365 dage om året med levering, lige når det passer dig (eller mig!). Nemlig.com har nemlig madunivers, “Kokke og kræs”, hvor de præsenterer forskellige kokke og deres opskrifter samt tips og tricks. Her i januar er fokus (ikke overraskende) på sundhed, så opskrifterne i denne måned er fra Michelle Kristensen, som har udgivet flere bøger, bl.a. den seneste “Mission Sund“. Jeg har personligt ikke læst bogen, men alle opskrifterne kan med lidt tilpasning godt passe ind i LCHF.

I løbet af de næste par uger vil jeg derfor løbende udgive en håndfuld opskrifter med udgangspunkt i opskrifterne hos nemlig.com – de kan i øvrigt ses her.

Jeg har lige her for en times tid siden fået min første ordre fra nemlig.com ind ad døren, og umiddelbart er jeg ganske tilfreds. Det er jo supernemt, at andre bare leverer ens varer (især når man som mig bor på 5. sal, ahem…). Mit største problem har indtil videre været, at man skal lave en ordre på over 400 kr, hvilket måske for familier eller andre ikke virker som så meget, men jeg er normalt sådan en klat-handler, der køber ind lidt her og lidt der i løbet af ugen. 400 føltes derfor som meget! Det lykkedes dog alligevel, og det er nogle superfine varer, jeg har fået – selv om man kan være lidt loren ved at andre skal vælge ens grøntsager, er det nogle flotte nogen, jeg har fået, og alt blev fragtet i hhv. kølekasser m.m. Indtil videre tilfreds kunde, der klart overvejer at benytte nemlig.com, når hun skal holde familiefødselsdag på et tidspunkt om ikke så længe!

Den første opskrift her, lavede jeg i lørdag til en omgang lørdagskylling. Som udgangspunkt er jeg ikke den største fan af rå jordskokker i alt for overvældende mængde, hvorfor jeg ændrede lidt på originalopskriften. Dels spædede jeg lidt op med grønkål og dels fyldte jeg på med feta, som foreslået. Jeg serverede herudover kyllingen sammen med blomkål og peberfrugt bagt i ovnen med pesto – og så lavede jeg chips af de resterende jordskokker, hvilket var et stort hit! Jeg synes jo altid, at de her udfordringer, hvor man skal prøve andres opskrifter, er lidt sjove, fordi jeg normalt ikke er så god til at udfordre mig selv. Jeg håber, at I også vil synes, det er sjovt at følge med i.

Og se så lige hvor pænt!

jordskokkesalat-1

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Jordskokkesalat med grønkål, granatæble og feta

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer
Opskrift efter "MK Bootcamp" af Michelle Kristensen

2-4 personer

Ingredienser

  • 100 g grønkål ribbet vægt
  • salt
  • 200 g jordskokker
  • 1/2 granatæble
  • 50 g feta
  • 50 g græskarkerner
  • frisk persille

Dressing

  • 3 spsk olivenolie
  • 1 spsk æblecidereddike
  • 1 tsk dijonsennep
  • salt og peber

Sådan gør du

  1. Hak grønkålen fint og masser den lidt med lidt salt.
  2. Pisk eller ryst alle ingredienserne til dressingen sammen og vend med grønkålen. Fordel nederst på et pænt fad.
  3. Skrub eller skræl jordskokkerne og skær dem i så tynde skiver som muligt. Fordel oven på grønkålen.
  4. Fjern kerner fra granatæblet og drys dem ovenpå.
  5. Top med smuldret feta, græskarkerner og hakket persille.
jordskokkesalat-3
jordskokkesalat-4

Indlægget er udgivet i samarbejde med nemlig.com.

Kategorier: LCHF opskrifter, Salater, Tilbehør

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!