Julekrydrede julevafler

julevafler-1

I går udgav Christine Bonde en opskrift på julevafler, og det, syntes jeg, var en så fænomenal idé, at den ligefrem fik mig i køkkenet for at lave en ny opskrift i, ja, jeg ved ikke engang hvor længe. Godt klaret! Hvis I følger mig på Snapchat (brugernavn: xeniajamand), Instagram eller nogle af de andre steder, ved I nok allerede, at jeg er ikke så lidt begejstret for jul, så selvfølgelig virkede julede vafler som den bedste idé nogensinde.

SE OGSÅ: Min samling af juleopskrifter

Jeg brugte min egen opskrift på sprøde belgiske vafler fra tidligere i år, som stadig er den bedste opskrift på belgiske vafler, jeg kender, og så krydrede jeg med kanel, stødt ingefær, nelliker og muskat, så de får en smag af gingerbread-cookies. Jeg har svært ved helt at finde ud af, hvad den danske pendant til gingerbread er. Peberkager indeholder jo også peber og allehånde, og det gør gingerbread ikke. Der er måske også lidt brunkager over smagen, men igen, ingen allehånde. Ligeledes minder de en del om pebernødder, men igen har vi “problemet” med ingen peber. Du kan selvfølgelig bare insistere på at lave hhv. peberkage-/brunkage-/pebernøddevafler ved at tilsætte en af de manglende krydderier, men omvendt kan du også bare gøre som jeg og kalde dem julevafler og så ellers sætte tænderne i dem. 

De er, som den oprindelige vaffelopskrift, supernemme at lave. Faktisk så nemme at jeg skammer mig over, at jeg ikke laver dem oftere. Det er vitterligt bare at piske alle ingredienserne sammen og så ellers bare bage dem i et vaffeljern. Jeg bruger mit Tefal Snack Collection-vaffeljern (aka blogger-vaffeljernet, haha – p.s. reklamelink selvfølgelig) med pladerne til belgiske vafler. Man kan tilkøbe hjerteplader, hvis man vil, og det gør jeg nok snart, men omvendt synes jeg også bare, at de belgiske er så fandens dekorative! 

Som topping kan man jo selv vælge, hvad man har lyst til. Jeg besluttede, at en klat flødeskum, noget sirup og nogle nødder var det bedste valg. Jeg ville helst have haft pekannødder egentligt, men der tømte jeg mit lager til pekantærten for nyligt, så i stedet gik jeg med valnødden, pekannøddens mindre lækre kusine. Sorry, valnød. Og sirup er jo et must, når vi snakker vafler – i hvert fald hvis du spørger mig.

Hvis du er en af de der typer, der har svært ved at finde julestemningen frem, skal du helt sikkert lave sådan et par fætre her. De sender dig lige lukt i julestuen, jeg lover det!

julevafler-2

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Julekrydrede julevafler

Ingen bedømmelser endnu

Antal: vafler

Ingredienser

  • 125 g mandelmel ikke fedtreduceret
  • 75 g arrowrootpulver
  • 2 spsk sukrin gold
  • 4 dråber flydende stevia med vaniljesmag
  • 2 tsk bagepulver
  • et nip salt
  • 1 æg stort, eller 2 mindre
  • 1,5 dl piskefløde eller anden mælk (fx kokosmælk for en laktosefri variant)
  • 50-100 g smør eller kokosolie
  • 1 tsk æblecidereddike eller citronsaft giver smag af kærnemælk
  • 1 tsk stødt kanel
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 1/2 tsk stødte nelliker
  • 1/4 tsk stødt muskat
  • fedtstof til vaffeljernet hvis det ikke er slip-let

Til servering fx

  • flødeskum
  • fibersirup gold
  • pekan- eller valnødder eller andre nødder, grofthakkede

Sådan gør du

  1. Opvarm vaffeljernet, mens du blander dejen.
  2. Pisk alle ingredienser godt sammen til en jævn dej.
  3. Bag så i vaffeljernet, til de er gennembagte, gyldne og let sprøde.
  4. Server med ønsket topping.

Noter

Vaflerne bliver sprøde kort efter de er kommet ud af vaffeljernet, så fortvivl ikke, hvis de er bløde, når du først tager dem af varmen.

julevafler-3

Kategorier: Dessert, Jul, Kage, LCHF opskrifter, Mælkefri, Morgenmad, Snacks, mellemmåltider & andre lækkerier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!