Hip hip hurra for bloggen: Kakaolagkage med kokoscreme og jordbær

“Iiiii dag er det hjemme-hos-xenias fødselsdag, hurra, hurra, hurraaaa!” Og i den anledning har jeg altså bagt kage. Måske nok den mest fesne undskyldning jeg har brugt til dato for at bage en kage, men ikke desto mindre var det den primære (og eneste) årsag, til at jeg bagte denne sag i weekenden. Der må gerne grines.

Men i dag er det faktisk 7 år siden, at jeg udgav mit første indlæg herinde. Eller dvs. egentligt er det nok længere tid siden, men ældre indlæg end det, har jeg ikke længere. Dengang var det i øvrigt på blogspot.com, men bloggen hed også dengang “Hjemme hos Xenia”, så navnet har fulgt med hele vejen. 7 år er ikke et særligt rundt tal (men henleder måske tanken på det her for en del af os). Men det er alligevel noget, jeg gerne ville markere – mest fordi jeg stort set alle andre år har glemt det, eller kommet i tanker om det et par uger efter.

Det er svært at vurdere, hvad de 7 år helt præcist er gået med. På den ene side kan jeg slet ikke huske ikke at have blogget, men omvendt er den 13. marts 2010 jo alligevel ikke  længe siden. Jeg var i mit først år på min bacheloruddannelse, og havde boet i min første lejlighed i et kvart års tid dengang. Nu er jeg næsten færdig med min kandidat (ja, jeg har været lidt tid undervejs 😉 ), og jeg bor i min tredje lejlighed. Men jeg bruger stadig en del tid i køkkenet. Og jeg kan stadig godt lide at skrive om det på internettet.

Jeg er jo ikke en af de “store bloggere”, og selv om jeg tjener lidt lommepenge på reklamer og affiliatelinks osv. (tak til de af jer, der støtter derigennem i øvrigt), bliver det aldrig noget, jeg kan leve af. Og det skal det heller ikke. Det bedste ved min blog er, at det er en hobby, så jeg kan blogge, når jeg har lyst, og lade være hvis ikke. Det største der er kommet af bloggen er jo selvfølgelig nok min bog, som udkom sidste år, og som jeg stadig er umådeligt glad for og stolt af. Når man er glad for mad og kogebøger og altid har været glad for at skrive, er det meget naturligt, at en stor drøm er at kunne udgive en kogebog, så at det kunne lade sig gøre, er jeg umådeligt taknemmelig for. Og jeg bruger i øvrigt selv jævnligt opskrifter derfra!

Og det leder os selvfølgelig til denne kage, som jeg har lavet til bloggen (ok, måske mest til jer) i dagens anledning. Selve kagebundene er nemlig en opskrift fra bogen, som jeg har genbrugt. Kagen er herudover fyldt med den lækreste creme lavet af kokosflødeskum og mascarpone og de fine jordbær. Jeg er godt klar over, at det overhovedet ikke rigtigt er jordbærsæson endnu, men de lokkede pludseligt i alle butikkerne, og så kunne jeg altså ikke dy mig. I dagens anledning, du ved 😉

Kagen er uden sukker og mel, så den dur både til LCHF’erne, lowcarb’erne, de glutenfri, de sukkerfri osv. Og også til os, der bare shopper lidt rundt mellem de forskellige labels, som vinden blæser. Med et par få ændringer kan den også blive mælkefri, hvis du er den type. Og det vigtigste af det hele? Den smager fænomenalt! Ulempen ved at have lavet én bog og ikke har nogle planer om en karriere som kogebogsforfatter er, at når man så laver en virkeligt god dessert efterfølgende, ærgrer man sig næsten over, at den ikke kunne have nået med i bogen. På den måde er en bog jo et meget mere statisk og låst produkt, end en blog er. Så gudskelov for bloggen og dens dynamiske form, så jeg bare kan udgive alle de gode opskrifter til jer! Denne her er i hvert fald en vinder! 😀

God mandag – og husk lige at gemme denne kage til næste gang, du har noget, der skal fejres – hvad end det er en fødselsdag, en personlig bedrift – eller bare en helt almindelig mandag aften 🙂

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Kakaolagkage med kokoscreme og jordbær

Ingen bedømmelser endnu

Ingredienser

Kagebunde

  • 125 g kokosolie eller smør
  • 100 g sukrin+ eller tilsvarende mængde af anden sødning
  • 4 æg
  • 75 g kakaopulver brug 50 g for en mere mild kakaosmag
  • 1 spsk kokosfibermel
  • 1 spsk fiberHUSK
  • 3 spsk kokosmel kan udelades
  • 1 spsk arrowrootpulver kan udelades
  • 1 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk salt
  • 1 dl creme fraiche eller kokosfløde for en mælkefri version

Kokoscreme

  • 2 dåser kokosmælk som har stået på køl natten over
  • 250 g mascarpone erstat med en ekstra dåse kokosmælk for mælkefri
  • 1/2 tsk xanthangummi giver stabilitet og en "guflignende" konsistens til cremen, men kan udelades
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 2 spsk sukrin+ malet til flormelis
  • 2 spsk fibersirup clear eller anden sødning

Desuden

  • 300 g jordbær

Sådan gør du

Kagebunde

  1. Forvarm ovnen til 180 °C varmluft.

  2. Smelt kokosolien, og lad den køle let af. 

  3. Pisk æg sammen med sukrin+ til en luftig masse. Rør så kakaopulver, kokosfibermel, fiberHUSK, kokosmel, arrowrootpulver, bagepulver og salt i til en tyk dej. Tilsæt afkølet kokosolie og creme fraiche, og bland det hele, til det er jævnt.

  4. Fordel dejen i en springform på ca. 20 cm beklædt med bagepapir. Bag kagen midt i ovnen i ca. 25 minutter, og afkøl helt.

Kokoscreme

  1. Pisk fløden (det tykke) fra kokosmælkdåserne til skum med xanthangummi, vanilje og melis af sukrin+. Pisk så mascarponen i og smag til med fibersirup clear, hvis den skal være ekstra sød.

Saml kagen

  1. Skær det grønne fra jordbærrene og skær dem i tykke skiver. Del forsigtigt kagen i to lige tykke bunde med en lang kniv. Fordel 2/3 af kokoscremen på den nederste del af kagen og herefter halvdelen af jordbærrene. Læg låg på kagen og fordel resten af kokoscremen samt de sidste jordbær på toppen. 

  2. Sæt kagen på køl, så kokoscremen sætter sig, men sørg for at tage den ud af køleskabet i god tid inden servering, så kokosolien i selve kagen er blød.

Kategorier: Dessert, Favoritter, Forår, Kage, Mælkefri, Sommer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!