Kalkunbryst med kalkun og bacon, gratinerede peberfrugter og artiskokdip med spinat

kalkunbryst-gratineredepeberfrugter-artiskokdip-1

Ok, det her er måske i høj grad en af de ting, som I faktisk er fløjtende ligeglade med, og hvis det er tilfældet, ville jeg sætte pris på, at I i stedet for at råbe bare går direkte til opskriften herunder. Fordi I råber jo så ofte, det ved vi alle!

Dårlig joke? Undskyld – dem er jeg særdeles god til!

Nåmmen det, jeg gerne ville fortælle, er, at jeg tit har svært ved at vurdere, om jeg skal udgive måltider som dette i én eller flere/mange opskrifter. Der er fordele og ulemper ved begge løsninger, synes jeg. På den ene side rækker et måltid lidt længere sådan indlægsmæssigt, hvis man bryder det op, og nogle gange er det ret smart at kunne linke tilbage til ét element senere, hvis jeg nu fx en dag skulle lave kun peberfrugterne igen til et andet måltid (hvilket er en ret sandsynlig begivenhed). Omvendt er det der med at finde ud af, hvad der passer sammen, og hvad man skal have til, faktisk netop en af de ting, jeg selv oftest har sværest ved, når det kommer til madplanlægning og -lavning. Spørg selv min studiegruppe. I går brugte jeg nok omkring en time i hvert fald på at snakke om, hvad jeg dog skulle bruge de der peberfrugter, jeg havde mange af, til. Og da jeg så først havde besluttet mig for at gratinere dem, var problemet, hvad jeg så skulle lave til. Måske de lukkede mig ude til sidst, hvem ved (vi havde forresten mere eller mindre lavet det, vi skulle, vil jeg gerne lige have lov at påpege sådan til mit forsvar! 😀 )

Men altså, til sidst faldt valget jo, som I kan se, på kalkun med pesto og bacon, som er noget, jeg har lavet før, og faktisk en af de mest populære opskrifter på bloggen her – hvilket jeg egentligt godt kan forstå, for det er både godt og nemt, og alligevel en lidt anderledes måde at få kød på end “bare kyllingebryst” eller “bare oksekød”, eller I ved. Da jeg stod i supermarkedet tog jeg så i øvrigt også lige en sidste øjebliks-beslutning (meget ulig mig!) om at lave en dip a la de der “artichoke dips”, som jeg ofte ser på amerikanske blogs. Den var også superfin, om end jeg nok ikke var blæst helt bagover. Artiskokker er jo let syrlige, men egentligt mest bare ret anonyme i smagen, så det samme var dippen – tilsat lidt hvidløg, hvilket selvfølgelig altid er godt.

Jeg føler lidt, at det her indlæg bliver en lille smule usammenhængende. Spørg mig ikke hvorfor. Måske vi bare skal konkludere, at her er en opskrift, den smager godt, prøv den før din nabo? Eller noget?

kalkunbryst-gratineredepeberfrugter-artiskokdip-2

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Gratinerede peberfrugter

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

2-4 personer, afhængigt af resten af måltidet

Ingredienser

  • 500 g peberfrugt både snackpebre og alm. peberfrugter kan bruges
  • salt og peber
  • 1-200 g revet ost vurder selv

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 180º varmluft.
  2. Fjern kerner og frøstol fra peberfrugterne og skær dem i store stykker. Fordel i en bradepande, drys med salt og peber og fordel osten øverst.
  3. Gratiner peberfrugterne i ovnen i ca. 10-20 minutter, eller til osten er smeltet og gylden og peberfrugterne er tilpas møre.

Noter

Du kan selvfølgelig snildt bruger andre grøntsager ud over eller i stedet for peberfrugterne - nogle typer har måske godt af at blive svitset eller få et kort opkog først.

kalkunbryst-gratineredepeberfrugter-artiskokdip-3

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Artiskokdip med spinat

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

4-8 personer

Ingredienser

  • 1 dåse artiskokhjerter
  • 100 g hakket spinat jeg brugte optøet fra frost
  • 1 dl revet parmesan
  • 250 g creme fraiche
  • 100 g flødeost kan udelades
  • 2 fed hvidløg
  • salt og peber

Sådan gør du

  1. Dræn artiskokkerne.
  2. Hak artiskokker, spinat, hvidløg og parmesan godt sammen. Tilsæt så creme fraiche og kør til en jævn masse. Tilsæt til sidst flødeosten (dette gøres ad to omgange, da min creme fraiche blev lidt for fast i maskinen, så flødeosten er "backup").
  3. Smag til med salt og peber.

Kategorier: Hovedretter med fjerkræ, LCHF opskrifter, Tilbehør

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!